Filmanmeldelse: Fasandræberne – Ondskaben flyder frit i flot og medrivende kriminalfilm

Fasandræberne

5 popcorn

For få år siden var der ingen, der kendte Jussi Adler Olsen. I dag er den danske forfatter nærmest blevet kult. Hans bøger sælges i kæmpestore oplag, hans næste bog omtales år i forvejen, og premieren på en ny Adler Olsen film herhjemme har efterhånden nået Harry Potterske højder.

Jussi Adler Olsens hemmelighed er ikke, at han er dansk. Ej heller at hans bøger sprogligt er i særklasse. Nej hans fornemmeste egenskab er, at han forstår at indfange ondskaben og dens mange ansigter. Ikke den almindelige, smånidkære jantelovsondskabsfuldhed, men den rene uforfalskede og nådesløse ondskab, der rækker sine dystre fangarme ud og trækker os fra vores trygge rækkehusidyl ind i sit flænsende mørke.

Intet sted er ondskaben mere rentonet end i den anden bog i serien om vicekriminalkommissær Carl Mørck. Måske er det derfor, at ”Fasandræberne” er en markant bedre film end forgængeren ”Kvinden i buret”.

Efter at have reddet en kidnappet, kvindelig politiker ud af hendes årelange fangeskab er Mørck og hans Afdeling Q rigtig kommet i vælten. Alligevel har han svært ved at vælge sin næste sag. Det virker derfor næsten som forsynet, da han på vej hjem fra en firmafest opsøges af en pensioneret ekspolitimand, der vil have Mørck til at opklare et tyve år gammelt dobbeltmord på hans tvillingebørn.

Mørck afviser i første omgang at tage sagen, men da manden næste dag begår selvmord, rammes han af bondeanger og sætter alt ind på at løse den. Sporet fører til en fornem kostskole og en lille gruppe forhenværende elever, der gik på blodige volds- og voldtægtstogter, mens de var på skolen.

Nu er de voksne samfundsspidser, men driver stadig deres voldelige spil i det skjulte. Sagen kompliceres yderligere af, at det eneste vidne – den ene elevs skolekæreste Kimmie – i årevis har levet under jorden som hjemløs og ikke har tænkt at lade sig indfange.

Mørck assisteres lige som i den første film af sin kaffe-elskende, indvandrermakker Assad Farres, der endnu engang viser uventede talenter. I ”Fasandræberne” introduceres også Afdeling Q’s nye sekretær Rosa, der lige som Assad skal vise sig af have skjulte sider. Dem har vi dog foreløbig til gode til næste film i serien.

Som sagt er ”Fasandræberne” mærkbart bedre end sin forgænger. ”Kvinden i buret” brugte således så meget krudt på at introducere hele Carl Mørck universet og personerne, at der blev for lidt plads til at folde den egentlige krimihistorie ud. Sådan er det ikke i ”Fasandræberne”. Selv om manuskriptforfatterne har skåret bogens manuskript til, fremstår fortællingen og dens personer knivskarpt.

Nicolaj Lie Kaas er faldet på plads i rollen som den misantropiske Mørck, mens Fares Fares får udbygget Asad-figuren. Konstellationen med den fraskilte, ensomme kriminalkommissær og hans eksotiske sidekick er brugt så ofte i krimigenren, at den næsten er en kliché. Kaas og Fares balancerer da også fortsat på grænsen til det karikerede, men på den rigtige side vel at mærke.

Det er imidlertid på skurkesiden, at ”Fasandræberne” for alvor tager stikkene hjem. Pilou Asbæk lægger spændende nye facetter til sit repertoire som den aristokratiske forretningsmand og psykopat Ditlev Pram. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Peter Reichhardts rolle som mobbe-lederen Bjørn i ”Zappa” (1983), her i en endnu mørkere og mere afstumpet udgave

At vælge David Dencik som Ditlevs barndomsven og medpsykopat Ulrik virker næsten for oplagt. Men selv om den mand efterhånden har spillet den skidte fyr så mange gange, at man ikke kan huske dem alle, fungerer det alligevel.

Tilsammen er de et både formidabelt og skræmmende par, som udadtil færdes i en verden af smukke koner, dyre biler, jagter og højfinans, mens de i det skjulte trækker hætterne over hovedet og gennembanker deres sagesløse ofre.

Som Kimmie yder dansk films nye unge stjerneskud Danica Curcic en imponerende og næsten lammende indsats. Hun forener den dybe smerte og råstyrken i sin person, så den nærmest fremstår som en dansk udgave af Lisbet Salander.

Glemmes skal heller ikke Marco Ilsø og Sarah-Sofie Boussnina, der spiller Ditlev og Kimmie som unge, så man næsten fryser fast til biografsædet. I bogen bliver de inspireret af Kubricks ”A Clockwork Orange”, men den er der slet ikke brug for at nævne i filmudgaven. Lighederne mellem de to opstår således helt automatisk i ens hoved, når man ser de unge folde deres ondskab ud.

”Fasandræberne” var en strålende bog, og den er blevet en flot og medrivende kriminalfilm af international standard og tilsnit.

At den så lader hele jagt-tematikken løbe lidt ud i sandet til fordel for andre effekter i sit slutspil er til at leve med, når slutresultatet er så godt som her.

Fasandræberne – 119 minutter – Danmark – Instruktør: Mikkel Nørgaard – Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares, Pilou Asbæk, Davis Dencik, Danica Curcic, Johanne Louise Schmidt, Marco Ilsøe, Sarah-Sofie Boussnina, Søren Pilmark m.fl