FILM: Skaknovelle – Tysk film begår overlagt mord på en af litteraturens flotteste noveller
Den østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942) var en af sin tids allerbedste forfattere. Stadig den dag i dag er det en sjælden gave at læse en af hans bøger og noveller. Og hans selvbiografi ”Verden af i går” regnes for et hovedværk i europæisk litteratur.
Da Stefan Zweig begik selvmord i Brasilien i 1942 skete det i resignation over nazisternes fremmarch. Den verden, han blev født ind i, og som han beskrev i sin selvbiografi, eksisterede ikke længere. Fascismens brutalitet havde vundet over åndeligheden.
Netop af den grund er det voldsomt frustrerende at se den tyske instruktør Philipp Stötzl’s filmatisering af Zweigs sidste og måske mest berømte novelle ”Skaknovelle”.
I virkeligheden burde man slet ikke bedømme den som en Zweig-filmatisering. Hvis man lader være med det og ikke har læst Zweigs novelle, er Stötzl’s film såmænd både underholdende, visuelt overdådig og velspillet.
Men har man læst novellen, og sætter man sig i biografsædet og forventer at få forløst Zweigs fantastiske værk, bliver man ikke bare skuffet, men forfærdet.
I originaludgaven foregår ”Skaknovelle” på et skib på vej fra New York til Buenos Aires. Ombord er en række velhavende mænd, der indleder et skakparti mod den russiske verdensmester Mirko Czentovic, som også er passagér på skibet.
De får uventet hjælp af den mystiske østriger Dr. B., som viser sig at have en særlig evne for skak. Han fortæller, hvordan han blev interneret af Gestapo på Wiens mest fornemme og isoleret på et hotelværelse uden mindste åndelig stimulation i dage og måneder, for at tvinge ham til at afsløre koderne på sine fornemme klienters bankkonti. Og hans historie om, hvordan han kun overlevede mentalt ved hjælp af en bog med berømte skakpartier, som han stjal fra en af vagterne, er et eksempel på, at man kan knække folk på andre måder end fysisk tortur.
I novellen indvilger Dr. B moodvilligt i et enkelt parti skak mod Czentovic, der ud over sit skaktalent er analfabet og uden åndsevner overhovedet, er en elegant metafor for intellektets kamp mod åndløsheden og den automatiserede brutalitet.
Alle de fine nuancer forsvinder imidlertid fuldstændig hos Stötzl, der som en tank på larvefødder fuldstændig har smadret novellens opbygning. Frem for at starte hos de velhavende mænd på skibet, har han i stedet valgt kronologisk at fortælle advokaten Bartoks historie fra han kort før tyskernes annektering af Østrig danser sorgløs wienervals med sin kone, mens nazistiske sympatisører heiler gennem gaderne udenfor.
Isolationen på hotellet får heller ikke lov at stå alene. I stedet skrues der op for ondskaben, så Bartok også udsættes for fysisk overgreb og må se en af sine bekendte blive skudt for øjnene af sig, så blodet sprøjter. At hele novellens præmis dermed smadres til støv er åbenbart ligegyldigt i bestræbelserne på at score hurtige point hos publikum ved at fodre dem med den standardvold, vi har set i så mange film før.
Skak bringes først på banen en tredjedel inde i filmen – i sig selv besynderligt i en film med titlen ”Skaknovelle” – og skakscenerne fylder uendelig lidt. Og for at sætte trumf på har Stöltz fuldstændig ændret novellens slutning. Nu bliver det i stedet en fortælling om vrangforestillinger og et knækket, plaget sind.
Som sagt er det velspillet og underholdende, men Zweig eller ”Skaknovelle” er det på ingen måde.
Det kan godt være, at Zweigs tankegang var for forfinet og naiv både dengang og set med nutidi. Og at Gestapo aldrig ville have brugt så raffineret en tortur, men med det samme ville have banket oplysningerne ud af Dr. B. Men Stötzl og manuskriptforfatterne er gået til opgaven med samme brutalitet som nazisterne, da de rullede deres hagekorsregime ud over verden og drev Zweig til selvmord. ”Skaknovelle” er derfor først og fremmest overlagt og afstumpet mord på en af litteraturens flotteste noveller.
Skaknovelle – 110 minutter – Tyskland og Østrig – Instruktør: Philip Stötzl – Medvirkende: Oliver Masucci, Rolf Lassgård, Birgit Minichmayr, Albrecht Schuch m.fl.
