FILM: Venuseffekten – En lille perle af en film om kærlighed

Jeg blev fuldstændig betaget, da første sæson af instruktøren Anna Emma Haugdal’s TV-serie ”Doggystyle” løb over skærmen i 2018. Og lige så betaget, da anden sæson havde premiere året efter.

Hun kan nemlig noget, som kun få instruktører kan: At skildre hverdagslivet i provinsen og få det til at blomstre med en varme og en autencitet, der udspringer af hendes egen kærlige indlevelse i sine personer.

Det er de samme kvaliteter, der får hendes spillefilmsdebut ”Venuseffekten” til at ramme lige i hjertet med sjælden præcision.

Mens ”Doggystyle” foregår i Odsherred, er vi denne gang rykket til Fyn. Den 25-årige Liv er for nylig flyttet hjemmefra, men bor stadig tæt på forældrene og hjælper til i deres gartneri.

Hendes bror er homoseksuel, og selv er hun kæreste med den søde Sebastian. Hendes far brygger cider og hendes mor dyrker yoga og låser sig med mellemrum ind i Livs nye lejlighed, når hun ikke er hjemme, og pakker hendes flyttekasser ud.

Alt ånder kort sagt idyl indtil Liv en dag støder ind i den sprælske Andrea, der netop er flyttet til byen og bor i sin onkels campingvogn. Eller rettere Andrea braser ind på gartneriet iført hjemmesyet fissedragt og beder om hjælp, fordi hun er løbet tør for benzin på vej til en af sine bedste veninders polterabend i København.

De to kvinder tiltrækkes umiddelbart af hinanden. Sød musik opstår og lige pludselig står hun og skal vælge mellem sit trygge liv tæt på familien og et liv med Andrea i storbyen.

Nogle vil sikkert føle, at der – lige som i ”Doggystyle” – sker for lidt. At dramaet afmonteres, så snart det kommer i gang, fordi personerne er så bundsympatiske og rummelige. Og at Anna Emma Haugdal på den måde sætter for lidt på spil.

Men hendes styrke er netop, at han kun tage små menneskelige, eksistentielle historier og gøre dem store.

På den måde giver ”Venuseffekten” et nuanceret indblik i kærlighedens mangfoldighed og de mange måder, vi kan elske hinanden og leve på. Og intet sted er det tydeligere end hos hovedpersonen Liv.

”Jeg er ikke lesbisk nok til at være lesbisk”, sukker hun til sin bror, som svarer ”Jamen, hvorfor prøver du ikke bare at være Liv”. En smuk morale om at være sig selv midt i en tid, hvor mange har travlt med at putte hinanden i kasser.

Debutanten Johanne Milland er et fund i rollen som Liv. Hun glider fuldstændig ubesværet ind i rollen, som den robuste, sunde provinspige, der sødt og underfundigt forsøger at finde vej gennem sit liv og sine følelser.

Josephine Park, der også var med i ”Doggystyle” har heller intet besvær med at spille den mere erfarne Andrea med lige dele rå gåpåmod og sårbarhed.

Og som bagtæppe for de to kvinder sørger Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen med stor tyngde for at holde rummet som Livs forældre.

”Venuseffekten” fungerer bedst ude i naturen og det lille bysamfund, mens scenerne fra Andreas lesbiske queermiljø i København virker en anelse klichéagtige.

Men det er en lille ting i en film, der på smukkeste vis formår at skildre os mennesker som netop det: Væsner der uanset køn og seksuel orientering forsøger at navigere i følelsernes og livets labyrinter, som vi bedst kan.

Jeg glæder mig allerede til Anna Emma Haugdals næste film – og til den afsluttende del af ”Doggystyle” i 2022.

Venuseffekten – 104 minutter – Danmark – Instruktør: Anna Emma Haugdal – Medvirkende: Johanne Milland, Josephine Park, Sofie Gråbøl, lars Mikkelsen m.fl.