Filmanmeldelse: Den usynlige kvinde – Dickens skjulte elskerinde

Den usynlige kvinde

4 popcorn

Da forfatterinden Claire Tomalin i 1991 udsendte sin bog ”Den usynlige kvinde” vakte den fuore. Bogen hævdede således, at den berømte engelske forfatter Charles Dickens, på sine ældre dage havde et glødende kærlighedsforhold til en ung kvinde, Nelly Ternan.

Nu er bogen ikke overraskende blevet filmatiseret, med Ralph Fiennes både bag kammeraet som instruktør og foran det i hovedrollen som den aldrende Dickens.

”Den usynlige kvinde” fortæller den kontroversielle historie i tilbageblik. Filmen starter i 1885 femten år efter Dickens død, hvor den nu ældre Ternan tænker tilbage på affæren og overvejer, om hun skal fortælle sin mand sandheden.

Forholdet mellem Nelly Ternan – eller Ellen Ternan, som hun var døbt – og Dickens begynder i 1857, da han hyrer hende, hendes mor og en af hendes søstre til en opførelse af stykket ”The Frozen Deep”.

Dickens var på det tidspunkt 45 og Nelly bare 18 år – kun en anelse ældre end Dickens egen datter Katey. Han bliver glødende forelsket i den unge kvinde, der matcher ham langt bedre intellektuelt, end hans kone Catherine. Affæren fører til slut til, at ægteparret bliver skilt, men Nelly forbliver den usynlige kvinde, som Dickens aldrig vedkender sig offentligt af angst for Victoriatidens hårde dom.

Det er en interessant film, som Ralph Fiennes har fået stykket sammen, der svinger mellem det flotte og følsomme, som vi kender det fra britiske periodefilm, og så krads realisme.

”Den usynlige kvinde” er klart på Nellys side. Hvor samtiden afskrev hende som en talentløs skuespillerinde, der brugte sin ungdom og gode udseende til at narre en ældre mand væk fra sin kone, giver filmen et langt mere nuanceret og sympatisk billede af Ternan.

Hun portrætteres med stor indlevelse af Felicity Jones, som en alvorlig ung kvinde, der er glødende forelsket i Dickens, men samtidig ambivalent over for forholdet, fordi han vælger at holde det skjult. Samtidig deler hun de victorianske normer omkring sex og chokeres, da hun opdager, at Dickens ven Wilkie Collins lever åbent sammen med en kvinde, han ikke er gift med.

Dickens fremstilles derimod med al den dobbeltmoral, der var så kendetegnende for Victoriatiden. En jovial og dygtig forfatter, der soler sig i sin berømmelse, men også dybt egoistisk i den måde, han behandler såvel Catherine som Nelly.

”Den usynlige kvinde” fungerer ganskefint som periodedrama, selv om den – ikke mindst på lydsiden – balancerer lige på kanten til at kamme over i det bombastisk melodramatiske. Det er der slet ikke grund til, for historien kan sagtens bære i sig selv.

Da Dickens døde efterlod han Nelly Tennan en arv på 1.000 pund, nok til at sikre hende økonomisk resten af hendes liv. Seks år efter hans død blev den da 37-årige Nelly gift med en 12 år yngre mand. Hun døde først i 1914.

Dickens får i filmen også sendt en hilsen til Danmark, da han brokker sig over den ”irriterende Andersen”, som er lig med den berømte danske eventyrdigter.

Den usynlige kvinde – 111 minutter – Storbritannien – Instruktør: Ralph Fiennes – Medvirkende: Ralph Fiennes, Felicity Jones, Kristin Scott Thomas, Tom Hollander, Joanna Scanlan m.fl.