Filmanmeldelse: Diplomati – Intenst kammerspil om Paris skæbne

Diplomati

5 popcorn

Nogle gange går man ind til en film uden andet end en vag fornemmelse af, hvad det er, man nu skal se.

Sådan omtrent havde jeg det, da jeg en aften for cirka otte måneder siden så Volker Schlöndorffs ”Diplomati” på dette års Berlinale. Halvanden time senere var jeg en biografoplevelse af de mere sjældne rigere og dybt fascineret af intensiteten i det kammerspil, jeg lige havde overværet.

På nær nogle få scener foregår ”Diplomati” næsten udelukkende i en suite på det celebre Hotel Meurice i Rue de Rivoli i Paris en skæbnenat i august 1944. Her sidder to mænd over for hinanden: Den ene er suitens beboer, den tyske militærguvernør Choltitz, der har fået ordre fra Hitler til at sprænge Paris i stumper og stykker, inden nazisterne rømmer byen. Den anden er den svenske konsul Raoul Nordling, som skal forsøge at tale ham fra at udløse de sprængstoffer, der allerede er placeret under byens broer og seværdigheder.

Diplomaten mod militærmanden i en duel på ord og argumenter om den franske hovedstads fremtid. Selv om vi kender udfaldet, virker det på ingen måde givet i filmen. Choltitz har således ryggen mod muren. Hans familie er i Tyskland, og deres skæbne afhænger af, om han adlyder førerens ordre. Nordling har mindre at miste, og må sætte sig i den andens sted for at vinde spillet.

Det er et af filmens mange plusser, at den på den måde formår at sammenvæve den store konflikt med den lille. For hvordan ville man selv reagere, hvis man skulle vælge mellem sin kone og sine børn og en storby med halvanden million indbyggere?

Samtidig er det også kampen mellem civilisationens menneskelighed og moralbegreber mod krigens meningsløse ødelæggelsestrang – kultur og diplomati versus barbari og autoritetstro. En konflikt der ikke bliver mindre af, at både Choltitz og Nordling er kosmopolitiske verdensmænd og trods deres forskellige udgangspunkter også meget ens.

Schlöndorff har valgt en ganske anden og langt mindre barok tilgang til denne film, end han gjorde i sit mesterværk ”Bliktrommen” (1979). ”Diplomati” er bygget over Cyril Gelys succesfulde teaterstykke, og teaterarven skinner kraftigt igennem – så kraftigt at den ikke helt undslipper sine teaterrødder og får skabt sin egen selvstændige cinematografiske identitet.

At vi et langt stykke ad
vejen ser et stykke filmet teater, gør dog ikke så meget, når dialogen er så ubesværet og flydende som her.

Og netop dialogen og de to hovedpersoner er altafgørende for, at man hænger med i samtlige 88 minutter. Her gør Niels Arestrup og André Dussollier en formidabel indsats som henholdsvis Choltitz og Nordling.

Arestrup, der er søn af en dansk far og en fransk mor, forener den stoiske soldat med krigstræt kynisme, mens han ubesværet skifter mellem fransk og tysk. Og Dussollier blander på samme måde diplomatens forsigtige følen sig frem med en stigende desperation

Deres præstationer er bare en af grundene til at se denne film, der er tæt på at være en moderne klassiker i stil med “12 Angry Men” (1957).

Diplomati – 88 minutter – Frankrig og Tyskland – Instruktør: Volker Schlöndorff – Medvirkende: Niels Arestrup, André Dussollier m.fl.