FILMPRISER: Anders Matthesen vandt Bodil for sin stemme

Glæden var stor og teateret fyldt, da foreningen Danske Filmkritikere lørdag aften havde inviteret til den 75. Bodilpris-overrækkelse på Folketeatret i København.

På forhånd var der lagt op til Bodil-duel mellem debutant-instruktøren Lisa Jespersens komediedrama om forskellen mellem land og by ”Hvor kragerne vender” og Charlotte Sielings historiske drama om ”Margrethe Den Første”.

Duellen endte 3-2 til ”Margrethe Den Første”, men det var ”Hvor kragerne vender”, der trak de tungeste priser hjem. Filmen vandt både hovedprisen som Bedste Film, mens skuespillerinden Anne Sofie Wanstrup fik en Bodil for Bedste Kvindelige Birolle.

Til gengæld vandt ”Margrethe Den Første” en Bodil for Bedste Fotograf og Bedste Manuskript samt Hening Bahs Prisen. Vinderfilmen fik blandt andet disse ord med på vejen:

”Man kan sagtens grave store, almenmenneskelige fortællinger op af markens muld helt derude, hvor landmand søger brud og hvor kragerne vender. Det beviser Lisa Jespersen med sin debutfilm, der både favner det personlige og det universelle. Hun jonglerer fornemt med alle vores fordomme om både byen og landet, og vi kan ikke vente med at se, hvor hendes fine sans for det menneskelige cirkus tager os med hen næste gang.”

75-års jubilæet blev også på en række områder historisk. Det er for eksempel første gang, at prisen for Bedste Mandlige Hovedrolle bliver givet alene for en stemmepræstation – og så endda i en animationsfilm.

Men det var ikke desto mindre det, som skete, da Bodilstatuetten gik til Anders Matthesen for hans stemme i ”Ternet Ninja 2”. Et valg som man alt efter temperament kan kalde modigt eller krænkende over for mandlige skuespillere.

Det var også historisk, at filmkritikerne fremhævede dokumentarfilmsgenren med hele tre priser.

Jonas Poher Rasmussens oscar-nominerede annimationsfilm ”Flugt” vandt ikke overraskende en Bodil for Bedste Dokumentar. Derudover fik filmens animator Kenneth Ledekjær og art director Jess Nicholls en Sær-Bodil på deres arbejde på filmen.

Endelig blev dokumentarfilminstruktør Jesper Dalgaard tildelt Biografklub Danmark Talentprisen for sin film ”Kandis for livet”.

I alt blev der uddelt 14 priser, der fordelte sig således:

Bedste Film: Hvor kragerne vender (Lisa Jespersen)
Bedste Kvindelige Hovedrolle: Birthe Neumann (Pagten)
Bedste Mandlige Hovedrolle: Anders Matthesen (Ternet Ninja 2)
Bedste Kvindelige Birolle: Anne Sofie Wanstrup (Hvor kragerne vender)
Bedste Mandlige Birolle: Lars Mikkelsen (Venuseffekten)
Bedste Dokumentar: Flugt (Jonas Poher Rasmussen)
Bedste Amerikanske Film: Nomadland (Chloé Zhao)
Bedste Ikke-amerikanske Film: The Power of the Dog (Jane Campion)
Bedste Fotograf: Rasmus Videbæk (Margrethe Den Første)
Bedste Manuskript: Maya Ilsøe, Jesper Fink og Charlotte Sieling (Margrethe Den Første)
Æres-Bodil: Susanne Bier
Sær-Bodil: Animator Kenneth Ledekjær og art director Jess Nicholls (Flugt)
Henning Bahs Prisen: Scenograf Søren Schwartzberg Margrethe Den Første)

Biografklub Danmark Talentprisen: Jesper Dalgaard (Kandis for livet)