FILM: Miss Viborg – Charmerende og troværdigt portræt af Underdanmark

En tidligere skønhedsdronning, som er overvægtig, bor i et socialt boligbyggeri, og drøner rundt i sin elscooter og sælger piller til både de unge og stofmisbrugerne i lokalområdet. Og en ung 17-årig utilpasset teenagepige fra samme boligbyggeri, der er belastet af sin opvækst.

Det er ingredienserne i den super-16-uddannede debutinstruktør Marianne Blichers film ”Miss Viborg”, der har skabt et både fornemt og troværdigt portræt af en socialt boligbyggeri i Viborg, der emmer af alle mulige forskellige skæve former for liv.

Her bor den 60-årige Solvej – ovennævnte tidligere skønhedsdronning – uden mindste smil på læben. Hos hende står humør barometret altid på lavtryk, mens hun grovæder kage og forsøger at spare penge nok sammen fra sit illegale pillesalg til at købe en timeshare-lejlighed i Spanien.

Og vips kommer ind fra højre i dette lyseslukkede liv Solvejs unge nabo Kate. En 17-årig pige, der er blevet smidt ud af HF og ikke har andre ambitioner i livet end at få kontanthjælp, så hun kan flytte væk fra sin mor. Meget mere smilende og med mange flere år foran sig, men på sin egen måde lige så fortabt som Kate.

Som elektriske modpoler drages de mod hinanden. Kate begynder at hustle sig gennem sige dage ved at arbejde for Kate, og de to indleder et umage venskab. Da skjulte hemmeligheder mellem dem fører til et brud kastes de begge ud i både en indre og en ydre rejse.

Der er noget uimodståeligt over Marianne Blichers intime styrtdyk ned i Underdanmark, der minder om en Ken Loach film eller måske snarere om Sean Bakers film om den amerikanske underklasse ”The Florida Project” (2017). På den måde har ”Miss Viborg” trods sit meget lokale fokus klart en appel også internationalt, der vil vække genklang og genkendelse langt uden for Danmarks grænser.

Lige som sine hovedpersoner er ”Miss Viborg” ikke nogen perfekt film. Vi har ikke at gøre med stor og original filmkunst, men om en såre traditionelt opbygget film i tre akter uden anden eksistentiel tyngde end den, filmens to hovedpersoner bringer ind i den.

Men trods løse plotpunkter og en sidste tredjedel, der måske er lovlig langtrukken, er der rigtig meget at hente i filmen.

For det første er der såre forfriskende med endnu en film, der søger langt vest for Valby Bakke for at finde sin historie. Så fik Viborg også en velfortjent plads i den danske filmhistorie.

For det andet er det lige så forfriskende midt i debatten om de få filmroller til kvinder over 40 at se en velpolstret kvinde over 60 i den altdominerende hovedrolle.

Solvej spilles med stor ublufærdighed og indlevelse af filmdebutanten Ragnhild Kassgaard, der efter en lang børneteaterkarriere nu har taget springet op på det brede lærred.

På samme måde er det unge stortalent Isabella Møller Hansen, der selv er vokset op i en lille by uden for Kolding, strålende som den utilpassede teenager Kate, der får et nyt perspektiv på livet i mødet med Solvej.  Og altid fremragende Josephine Park brillerer som Kates udfordrede, unge mor Michala, der har masser af kærlighed, men alt for få ressourcer til at hjælpe sin datter.

Så denne anmelder havde gerne tilbragt endnu mere tid blandt disse mennesker i Viborg.

Miss Viborg – 100 minutter – Danmark – Instruktør: Marianne Blicher – Medvirkende: Ragnhild Kassgaard, Isabella Møller Hansen, Josephine Park, Kristian Halken m.fl.