Filmanmeldelse: Hobitten: Femhæreslaget – Storslået men ujævn afslutning på Ring-universet

Hobitten 3

4 popcorn

Et stykke inde i ”Hobitten: Femhæreslaget” løber en overdimensioneret trold med hovedet først ind i en bymur og banker et stort hul i den, som en hær af orker og andre onde væsener derefter kan strømme igennem, mens trolden ligger fortumlet og desorienteret tilbage på jorden.

Nogenlunde sådan føles Peter Jacksons buldrende og bragende afslutning på Hobitten-triologien: Som en overdosis af overdådig action, der måske nok slår hul igennem og smeder ”Hobitten” sammen med ”Ringenes Herre”, men som også taber retningen og målet undervejs.

Lad det være sagt med det samme. Lige som ”Ringenes Herre” er ”Hobitten” filmene stadig i en klasse for sig, der hæver sig over almindelige film. Der er også masser af fantastiske elementer i ”Hobitten: Femhæreslaget”, men samtidig er der – desværre – næsten lige så mange ting, der ikke fungerer optimalt.

Det er skæbnens ironi, at den film, der skulle have fået alle de skeptiske røster til at forstumme, som mente, at Jackson havde scoret et gigantisk selvmål, da han valgte at forvandle den 279 sider lange børnebog ”Hobitten” til tre helaftensfilm, ender med at gøre det modsatte.

For et år siden ved premieren på ”Hobitten: Dragen Smaugs ødemark” virkede det ellers stadig som den rigtige beslutning. Selv om filmen var ni minutter kortere end sin forgænger ”Hobitten: En uventet rejse” var den ét langt, svimlende hæsblæsende eventyr, hvor den ene action-sekvens gled over i den anden, så man til slut blev efterladt ganske forpustet midt i en mega cliffhanger: Bilbo og de 13 dværge stående alene tilbage på Det Ensomme Bjerg, hvor de hjælpeløse måtte se Smaug flyve afsted for at udslette Søby.

Med triologiens afslutning begynder revnerne i Jacksons mastodont imidlertid at vise sig.  For at strække historien så langt, har han været nødt til at udvide fortællingen og føje nye personer og sidehandlinger til. Men hvor de i to’eren skabte fremdrift, bliver de nu en hæmsko, som delvist afsporer finalens episke potentiale – og som samtidig efterlader tilskuerne med et væld af løse ender.

”Hobitten: Femhæreslaget” starter lige der, hvor den forrige film slap. Indbyggerne i Søby er på vild flugt, mens Smaug slår de sidste sving, inden han sender sin dødbringende ild ned over byen og forvandler den til et inferno af død og ødelæggelse. Med Bilbo og hovedparten af dværgene sat ud af spillet, er det op til bueskytten Bard at redde sin familie og resten af indbyggerne. Det gør han stående i byens højeste tårn med den sidste dragepil hvilende på sin søns skulder. Scenen balancerer faretruende tæt på det overdrevne, og det er ikke sidste gang i filmen, at man har denne fornemmelse af overspil, som man kender det fra de gamle stumfilm.

Med superskurken Smaug ude af billedet næsten inden, at historien er kommet rigtig i gang, er det tid at blænde op for sidste akt. Bard drager med de andre overlevende fra Søby til det ensomme Bjerg for at kræve den del af dværgenes enorme guldskat, som Thorin lovede dem. De er imidlertid ikke alene. Knapt har menneskene slået sig ned på kanten af bjerget, før en elverhær dukker op for også at få en del af skatten. Rimeligheden af deres krav fortaber sig imidlertid i det uvisse, som så meget andet i filmen.

I mellemtiden er Gandalf og troldmandskollegaen Radagast stadig fanget i det nedlagte fort Dol Guldur hos den genopståede Sauron. De reddes dog på stregen af elverkongen Elrond, elverdronningen Galadriel og overtroldmanden Saruman. Det er imponerende at se de tre kæmpe mod mørkets fyrste. Men da Saruman til slut råber ”Overlad Sauron til mig”, opstår endnu en løs ende.

Tilbage på Det Ensomme Bjerg er Thorin blevet vanvittig af grådighed over guldskatten, som han ikke agter at dele med nogen. Og samtidig leder han med mere og mere indædt efter ”Kongestenen”, symbolet på dværgekongens ret til tronen, som han mistænker en af de andre dværge for at skjule for ham.

Snart trækker det op til krig mellem menneskene og elverne på den ene side og Thorin og hans dværge på den anden side. En pludseligt opdukket dværgehær udligner det ellers ulige styrkeforhold, men inden det kommer så vidt, dukker den første af to store orkhærer op, og filmens afsluttende 49 minutters slag begynder.

Her er det så, at tingene skrider for alvor. Slaget er blændende i al sin storladenhed, men også underligt fragmentarisk, og usandsynlighederne hober sig op: Mennesker i laset tøj og med primitive våben holder stand mod rustningsklædte, kamptrænede orker, og da Thorin omsider kommer til fornuft, og han og hans 12 kammerater endelig blander sig i dette slag mellem tusinder, gør de pludselig en afgørende forskel.

Elveren Legolas og hans kvindelige modstykke Tauriel er en lille hær i sig selv, og Tauriels kærlighedshistorie med dværgen Kili – en af Jacksons opfindelser, der ikke findes i ”Hobitten” – når sit hjerteskærende klimaks. Dette og Thorins afsluttende og meget imponerende kamp mod orklederen Azog, er dog underligt løsrevet fra resten af slaget.

Hvis nogen mener, jeg har undladt at nævne den femte og sidste hær – ørnene – er det fordi, de kun får en lille birolle til allersidst, hvor man også får et enkelt glimt af hamskifteren Beorn, som blev præsenteret i forrige film.

Da det hele omsider er overstået, er en af de mange ting, vi ikke får en forklaring på, hvad der videre sker med skatten i bjerget, som de alle kæmpede om.

På den måde giver Tolkiens lille børnebog svar på langt flere spørgsmål end Jacksons tre helaftensfilm. Ingen kan tage fra ham, at han har skabt et fantastisk filmværk og gjort Tolkiens fortællinger tilgængelige for langt større grupper end blot trofaste Tolkien-nørder. Det ville imidlertid have været en mere tilfredsstillende slutning på ”Hobitten”, hvis der var blevet skruet  ned for det overdramatiserede spil og fokuseret på hovedhistorien i stedet for de sidehistorier, som Jackson har opfundet til lejligheden. Og så savner man den humor, der var så befriende i de to første film, men som stort set er fraværende i den sidste.

Man kan håbe, at nogle af de løse ender bindes op, når extended-versionerne engang kommer på gaden. Ellers er der blot at sige tak for nu til Peter Jackson for at have gjort Midgård og Tolkien-universet levende for os på en måde, som verden aldrig har kendt mage.

Hobitten: Femhæreslaget – 144 minutter – USA og New Zealand – Instruktør: Peter Jackson – Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Orlando Bloom, Evangeline Lilly, Cate Blanchett, Luke Evans, Lee Pace, Christopher Lee, Benedict Cumberbatch, Hugo Weaving, Aidan Turner m.fl