FILMPRISER: Mr. Nobody Against Putin vinder historisk Oscar

Natten til mandag blev der skrevet endnu et historisk dansk Oscar-kapitel. Ved Oscar-filmfesten i Los Angeles gik David Borensteins film Mr Nobody Against Putin hele vejen og sikrede sig en Oscar for Bedste Dokumentarfilm. Det er første gang nogensinde, at en dansk dokumentar vinder en Oscar.

I ‘Mr. Nobody Against Putin’ følger vi Pasha, der er en helt almindelig lærer i en lille russisk by. Han er kendt som skolens sjove, kreative og utraditionelle voksen, som eleverne elsker. Men skolens hverdag ændrer sig drastisk, da Putin indfører propaganda og krigsundervisningen på skoleskemaet i kølvandet på sin fuldskala-invasion af Ukraine. I stedet for at lære eleverne at tænke selvstændigt, bliver Pasha nu tvunget til at filme og dokumentere børn, der reciterer meningsløse tekster og lærere, der læser uforståelige paroler op for deres klasser.

I protest – og i al hemmelighed – begynder Pasha at smugle videoerne ud af Rusland. Samtidig begynder han at filme, hvordan propagandaen og krigen påvirker det samfund, han bor i. Pashas optagelser afslører det russiske samfunds forvandling, Putins jerngreb på befolkningen og de hjerteskærende øjeblikke, hvor tidligere elever sendes til fronten. Gennem Pashas personlige fortælling får publikum et sjældent intimt og nutidigt indblik i Putins Rusland. Filmen er en påmindelse om, at mod kan tage mange former, når alt synes tabt.

Pasha Talankin, der ud over at spille hovedrollen også var medinstruktør på film, var rørt over sejren:

”I fire år har vi kigget på stjernerne efter et meget vigtigt ønske. Men der er lande, hvor de i stedet for stjerneskud har bomber og droner. I vores fremtids navn – og for alle vores børn – Stop alle de her krige nu.”

Filminstituttets direktør Tine Fischer var også bevæget:

”At en uafhængig producent som Made in Copenhagen kan gå hele vejen og vinde over verdens største streaminggiganter, vidner om styrken og kvaliteten i dansk film. Oscar-statuetten til ’Mr. Nobody Against Putin’ understreger samtidig, hvorfor den frie dokumentarfilm er afgørende netop nu. Kæmpe tillykke til hele holdet bag filmen. Dansk film står i en helt særlig position, med en statuette og i alt seks Oscarnomineringer. At mange internationale aktører har blikket rettet mod Danmark, når de skal sætte deres hold, sætter en tyk streg under det ekstraordinære kunstneriske niveau blandt danske filmfolk.”

Og der var mere dansk at glæde sig over i løbet af Oscar-aftenen. Således vandt Joachim Triers norsk-danske film Sentimental Value ligeledes en Oscar for Bedste internationale film.

Filmen har danske kræfter i flere bærende funktioner: Danske Olivier Bugge Coutté har klippet, fotografen er Kasper Tuxen, Esben Syberg er filmens VFX supervisor, og Sisse Graum har koproduceret den for Zentropa.

Ellers blev aftenens helt store vinder i Los Angeles Paul Thomas Andersons One Battle After Another. Filmen vandt hele seks Oscars for Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Mandlige Birolle, Bedste Manuskript, Bedste Redigering og en helt ny kategori for Bedste Casting.

I øvrigt fordelte Oscar-statuetterne sig således:

Bedste Film: ” ‘One Battle After Another”
Bedste Instruktør: Paul Thomas Anderson(”One Battle After Another”)
Bedste Kvindelige Hovedrolle: Jessie Buckley (”Hamnet”)
Bedste Mandlige Hovedrolle: Michael B. Jordan ( ”Sinners”)
Bedste Kvindelige Birolle: Amy Madigan (”Weapens”)
Bedste Mandlige Birolle: Sean Penn (”One Battle After Another”)
Bedste Internationale Film: ”Sentimental Value”
Bedste Lyd: ”F1”
Bedste Originale Manuskript: ”Sinners”
Bedste Adapterede Manuskript: ”One Battle After Another”
Bedste Fotografering: ”Sinners”
Bedste Animationsfilm: ”Kpop Demon Hunters”
Bedste Dokumentar: ”Mr. Nobody Against Putin”
Bedste Korte Dokumentar: ”All the Empty Rooms”
Bedste Kortfilm: ”The Singers” og ”Two People Exchanging Saliva”
Bedste Animerede Kortfilm: ”The Girl Who Cried Pearls”
Bedste Produktionsdesign
: ”Frankenstein”
Bedste Makeup Og Hårstyling: ”Frankenstein”
Bedste Visuelle Effekter: ”Avartar – Fire and Ash”
Bedste Kostume Design: ”Frankenstein”
Bedste Redigering: ”One Battle After Another”
Bedste Musik: ”Sinners”
Bedste Sang: ”Golden” (”Kpop Demon Hunters”)
Bedste Casting: One Battle After Another