Efter seks år afslutter instruktøren Anders Refn omsider sit storværk De forbandede år med en tredje og sidste film. På den måde kan man omsider bedømme værket i sin helhed. Og til min store overraskelse ender det faktisk langt bedre, end det begyndte.
Jeg var ellers ikke begejstret, da jeg anmeldte den første af filmene i januar 2020. Anders Refn havde givet sine personer alt for lidt at lege med til at skabe tilstrækkelig dybde i figurerne. Og filmens forskellige plots og forløsninger blev afviklet i lyntempo. Folk mødtes i én scene, var glødende forelskede i den næste, giftede sig i den tredje og blev skilt i den fjerde. Det var alt, alt for overfladisk til, at man for alvor engagerede sig.
De samme fejl gentog Anders Refn i opfølgeren to år senere. Men denne gang blev fejlene delvist blødt op af de effektive actionsekvenser.
Så er vi fremme ved i dag. Jeg må indrømme, at 3’eren De forbandede år – Fredens Pris ikke bare er den bedste af de tre. Den er decideret vellykket.
Vi er efterhånden nået langt med den mildt sagt omtumlede familien Skov. Den første film begyndte lige der, hvor besættelsen startede. Den 9. april om morgenen bliver fabrikant Karl Skov og hans kone Eva vækket af familie og venner til munter sølvbryllupssang. Den glade hyldest bliver dog hurtigt til alvor, da tyske fly stryger ind over fabrikantboligen i Vedbæk og spreder deres flyverblade. Danmark er besat. På samme måde sluttede film nummer 2 med befrielsen.
Nu er vi så kommet til den store finale. De forbandede år – Fredens pris skiller sig ud ved at fokusere på alt det, der skete efter krigen og årene der fulgte: Retsopgøret; Modstandsbevægelsens selvtægt; De indre skader og spøgelser, der ramte mange modstandsfolk efter krigen; Rationeringer og varemangel; Og bearbejdning af de kløfter, som krigen har skabt i familien Skov.
Det er ikke så lidt, der skal fortælles i triologiens afsluttende 130 minutter. Nogle vil nok synes, det er en anelse overlæsset og alt for meget at udsætte en enkelt familie for. Men Anders Refn får bundet hele den komplekse fortælling sammen uden at forfalde til føleri. Og i bedste Refn-stil er intet sort/hvidt.
Det hjælper også gevaldigt, at skuespillerne også denne gang får det bedste ud af det, de har ar arbejde med – og at det er nogle af Danmarks mest erfarne. Som altid stråler (læs: overstråler) Jesper Christensen det hele som den hårdt prøvede patriark Karl Skov. Manden der har forsøgt at navigere sin virksomhed igennem samarbejdsårenes mudrede farvand for at værne om både sine ansatte og sin familie. Men som bagefter bliver arresteret for både spionage og landsforræderi. Intet sted fremtræder triologiens mange nuancer klarere end i Jesper Christensens mere og mere trætte og fugede ansigt.”
Tilbage står – trods førnævnte fejl – en filmisk dansk kraftpræstation. Om alt det under besættelsen og efter, som vi ellers fermt har undgået at tale for højt om i mange år.
På den måde har Anders Refn lavet en dramatisk og empatisk Mini-Matador om Danmark før, under og lige efter 2. Verdenskrig. Fyldt med nuancer og kontraster spejlet gennem en enkelt families udvikling gennem ”De forbandede år”. Det er lidt af en bedrift.”
TITEL: De forbandede år – Fredens pris
VARIGHED: 130 minutter
LAND: Danmark
INSTRUKTØR: Anders Refn
MEDVIRKENDE: Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuter, Sara Viktoria Bjerregaard, Sylvester Byder, Pernille Højmark, Peter Eggers m.fl.
