Filmanmeldelse: Wild – Når man må gå 1.770 kilometer for at finde sig selv

Wild

4 popcorn

Hvad gør man, hvis ens mor er død af kræft, og man drukner sin sorg med heroin og sex med fremmede mænd i så massive doser, at man sætter sit ægteskab og liv over styr?

Tjah, somme tider kræver det noget monumentalt at få sin tilværelse på ret køl igen. For eksempel en 1.770 kilometer lang vandretur gennem bjerge, skove og ørken. Sådan var det i hvert fald for den amerikanske kvinde Cheryl Strayed, der gennemførte turen i 1995 på The Pacific Crest Trail (Californien og Oregon), og senere skrev en bestseller om oplevelsen.

At omsætte den lidt corny præmis og bogens psykologiske drama til en dramatisk film har været lidt af en udfordring. Instruktøren Jean-Marc Vallée og manuskriptforfatteren Nick Hornby har imidlertid løst opgaven ved at pille fortællingen fra hinanden. I stedet har de skabt en to timer lang montage, der væver turen og Cheryls baggrundshistorie sammen med sange, sætninger og digte, som hun reciterede for sig selv, mens hun vandrede.

Hornbys manuskript gør i princippet det samme ved bogen, som da Cheryl møder en erfaren vandrer på turen, der splitter hendes monstrøst store rygsæk og fjerner alt overflødigt.

Ved første øjekast minder ”Wild” om en lidt mere rå udgave af ”Eat Pray Love” (2010), om en privilegeret kvinde, som leder efter en form for lindring i forhold til sine problemer. Men heldigvis er det ikke tilfældet. ”Wild” er i stedet en engageret rejse gennem den vilde natur, og meget troværdig i skildringen af sin kvindelige hovedperson.

Samtidig er filmens Cheryl gjort sejere end bogens, der godt kan forfalde til selvmedlidenhed. Filmens Cheryl tager sin store rygsæk på, kæmper sig stønnende og pustende afsted langs ruten, stopper og trækker tånegle ud af sine fødder, der er blevet ødelagt af hendes for små støvler, og skriger arrigt ”bitch” mod himlen, når det bliver for meget.

Reese Witherspoon håndterer ubesværet det one-woman-show, som historien reelt er, og leverer sin klart bedste præstation siden “Walk the Line” (2005). Hun forfalder ikke et sekund til dramatisk effektmageri eller følelsesmæssig katarsis, men udtrykker i stedet subtil – ofte uden ord – de mange forskellige følelser, hvad enten det er frygt, lettelse eller overraskelse.

Til gengæld er det lidt af en sten i skoen, at filmens øvrige personer får for lidt at lege med til virkelig at kunne give deres personer dybde og resonans. Det gælder både Laura Dern som Cheryls mor, Gaby Hoffmann som hendes ansvarlige veninde og de mennesker, hun møder på turen.

Først som sidst forbliver “Wild” en solo-historie, og det er forfriskende, at Vallee og Hornby instisterer på at portrættere hovedpersonen som et fuldt formet seksuelt væsen.

Da hun er en attraktiv kvinde i 20’erne, der rejser alene, er Cheryl meget bevidst om, at enhver mand, hun møder, er en potentiel fare. Hvad enten det er den flinke ældre farmer, som tilbyder hende et varmt måltid mad, andre vandrere eller to jægere.

Men trods det er Cheryl hverken offer eller helgen. I en film med mange underspillede øjeblikke er få så rammende, som da hun henkastet spionerer på en nøgen, mandlig vandrer, der bader i en flod. Her får vi et sjældent eksempel på det kvindelige blik på manden.

- Du lyder som en feminist, siger en journalist, som stopper sin bil for at interviewe, hvad han stædigt fastholder, er den første kvindelige vagabond, han har mødt. Det er en morsom og meget selvbevidst scene.

Mens ”Wild” helt sikkert vil blive rost for at have en stærk kvinde af kød og blod i centrum, bærer den denne hædersbevisning med en lethed, der på ingen måde underminerer dens oprigtighed.

Wild – 115 minutter – USA – Instruktør: Jean-Marc Vallée – Medvirkende: Reese Witherspoon, Laura Dern, Thomas Sadoski, Keene McRae, Michiel Huisman m.fl