Filmanmeldelse: Korsvejen – Når form og ånd går hånd i hånd

Korsvejen

5 popcorn

Der er dem, som mener, at filmanmeldere bør fokusere langt mere på filmens form – dens komposition, måden den er klippet på, lyssætningen og dens overordnede rytme og stemning.

For disse formalister er den tyske instruktør Dietrich Brüggemanns “Korsvejen” en åbenbaring. Det er en film, som det er umuligt at diskutere og skrive om, uden at forholde sig til formen. Både fordi dens cinematografiske teknik er så kraftfuld og fordi dens temaer så uløseligt og harmonisk forbundne med dens form.
”Korsvejen” bliver således fortalt via fjorten lange scener, hvor kameraet for de tolvs vedkommende holdes fuldstændigt stille. På engelsk hedder filmen ”Stations of the Cross”, og tallet 14 hentyder til 14 korsvejsstationer, som Jesus måtte gennemgå før han lod sig nagle til korset på Golgata.

Den unge teenagepige Maria nærmer sig konfirmationen. Hendes forældre er medlemmer af en strengt katolsk menighed i Sydtyskland, og i ugen op til den store dag, stiger hendes indre ængstelse og tvivl, hvilket baner vej for farlige, selvdestruktive ideer.

Det begynder allerede i filmens første scene. Ved hjælp af rendyrket demagogisk manipulation fortæller fader Weber de unge konfirmander, at de er Kristi krigere, og at de derfor hver dag må ofre noget, de holder af – et måltid mad, en bog, en film. Allerede her får Maria den tanke, at hun ved at ofre sit liv, kan redde sin stumme, autistiske lillebror.

For hver scene vokser presset ubarmhjertigt. Maria forfølges af klassekammeraterne, presses af sin fanatisk religiøse mor og bliver fyldt med skam og skyld over at tale med en jævnaldrende dreng på bibliotekets læsesal. Da han inviterer hende med i sit kirkekor, hvor de ud over Bach også spiller jazz og soul, og hun efterfølgende lyver om det over for sin mor, accelererer hendes fald yderligere mod et tragisk crescendo.

Beslutningen om at fortælle “Korsvejen” i blot 14 scener er ikke bare en billig gimmick fra Dietrich Brüggemanns side, men essentielt for fortællingens styrke. Når kameraet er helt statisk, ligger en stor del af scenens betydning således i kompositionen.

Nogle af scenerne er bygget op som religiøse kunstværker. Det gælder for eksempel åbningsscenen, som minder om Leonardo da Vincis “Den sidste nadver”. Her er Maria placeret lige til højre for præsten, hvilket indikerer, at hun har rollen som Johannes, den discipel, som Jesus var tættest knyttet til.

Hver ny scene er et nyt tableau, hvor Maria – og de øvrige personer – bevæger sig rundt inden for rammen. Ved de to lejligheder, hvor kameraet bevæger sig, virker det næsten som et chok, og begge gange understreger da også et markant skift i hendes verden. På den måde er ”Korsvejen” også en omhyggeligt, kunstigt konstrueret film, som kræver stor opmærksomhed fra tilskuernes side – men samtidig belønner dem lige så stort for indsatsen.

Det statiske kamera stiller også store krav til skuespillerne. Der er ingen distraherende musik eller hurtige klip som kan aflede tilskuernes opmærksomhed. Derfor er replikkerne og gestikken tvunget til at være perfekt, hvilket er en udfordring for voksne skuespillere og en endnu større udfordring for børn.

Heldigvis er Lea Van Acker både et fund og en åbenbaring i rollen som Maria. Hun er på ”scenen” i næsten samtlige filmens minutter, og klarer at holde sammen på såvel sig selv som rollen uden et eneste strejftog undervejs. Hun er tværtimod både overbevisende og kraftfuld og bærer filmen fra første sekund. Selv når hun ikke er i centrum fortæller hver grimasse, smil og sideblik en historie.

På den måde knytter formen og indholdet sig sammen til et stykke meget præcist filmkunst. Og det er fantastisk at se, hvordan den rigidt religiøse verden, som Maria prøver at agere i, spejles af det lige så rigide filmiske formsprog.

”Korsvejen” er lige så grusom, som den er rørende, lige så hjerteskærende, som den er fascinerende. Den taler ikke imod religion, men imod den forrykte måde, som vi mennesker nogle gange tolker religionen på, og får på den måde også et bredere samfundsmæssigt perspektiv, midt i sin fængslende personhistorie.

Korsvejen – 110 minutter – Tyskland – Instruktør: Dietrich Brüggemann – Medvirkende: Lea Van Acker, Lucie Aron, Anna Brüggemann, Michael Kamp, Florian Stetter, Franziska Weisz m.fl.