Filmanmeldelse: 60secondsdance – Spændende minutter hvor dans og film mødes

60secondsdance

Nogle gange oplever man, hvordan forskellige kunstformer smelter sammen, og hvordan de via denne symbiose vokser og bliver større, end de var hver for sig.

Sådan er det med ”60secondsdance” – en international online-konkurrence for dansefilm, hvor den eneste regel er, at alle filmene skal være præcis ét minut. Hverken mere eller mindre.

Bag projektet står tre partnere fra hver sit land: Dansehallerne/ScreenMoves fra Danmark, den finske Loikka Dance Film Festival og svenske ScreenDance Festival.

Normalt er dansefilm ellers en noget kulørt filmgenre, hvor størstedelen består af mere eller mindre vellykkede musicals eller coming of age ungdomsfilm om dansere, der bryder igennem.

På samme måde har dokumentarfilm-genren haft fat i dansen, som man f.eks. så det i Wim Wenders spektakulære ”Pina” (2011) om den berømte danser og dansekoreograf Pina Bausch.

”60secondsdance” har imidlertid skabt sin egen niche eller rettere bro imellem de to kunstformer. Det Dogmeagtige udgangspunkt gør således, at deltagerne er nødt til at benytte sig af filmmediets mange muligheder for at præsentere dansen og deres historie på de 60 sekunder. På den måde bliver konkurrenceindslagene interessante for både danse- og filmfans.

Det er der masser af eksempler på i den danske top 10 i konkurrencen. I ”Nashima” kombineres et nøgent, primalt danselook for eksempel med dyrelyde og stumfilmens rødtintede og kornede æstetik. Resultatet er både fascinerende og foruroligende på samme tid.

”JUMP” er derimod et lille stykke klippemæssigt præcisionsarbejde. Man ser de samme to-tre personer løbe ind fra siden, dreje og springe ud mod tilskuerne, mens der klippes fra person til person, så det hele til slut virker som én, sammenhængende bevægelse og energiudladning. Enkelt og flot.

I ”And Even Then We’ll Still Pretend” kommer man uvilkårligt til at tænke på den gamle stumfilmsmester Melieres. Et par sidder over for hinanden ved et bord. Hele arrangementet er imidlertid lagt ned, så gulvet fungerer som bagvæg, hvilket giver mulighed for alle mulige akrobatiske krumspring. Et sjovt koncept og godt udført.

”Turning (Around)” er mere traditionelt opbygget og viser en række ældre par, der danser på en scene et sted i Latinamerika. Det afdæmpede grå/sort/hvide univers passer godt til de medvirkendes og dansens tempo og virker nærmest dokumentarisk, hvad det sikkert også er.

”Passage” fortsætter det afdæmpede udtryk, men med lidt mere dramatisk kant. Et par iført varmt overtøj danser langsomt og yndefuldt på en baggrund af sneklædte bylandskaber. Det virker svensk, og musikken forsyner da også filmen med en vemodig, Bergmansk stemning af opbrud.

”Fragile” leger effektivt med rammen. Filmen er konstrueret, så en kvinde danser inde i en gammel porcelænstallerken – igen en sjov gimmick, der får et par ekstra twists, da også tallerkenrammen sættes i bevægelse, mens kvindens ansigt krakelerer.

I ”Bodylanguage Concult” er den eneste form for dans de første 30 sekunder, fingrenes dans over et tastatur. En kvinde i stram, grå uniform ved et skrivebord løsner langsomt op og kaster korrektheden af sig, mens hun vrider kroppen i danserytmer, der står i skarp kontrast til den stive ramme.

Arme, ben og hoved, der langsomt presses gennem åbningerne i noget hvidt tøj, er rygraden i ”Dissection”. Egentlig dans er der ikke tale om, snarere en slags kropslig bevægelse, som fanger intimiteten mellem kroppen og materialet.

”Breakadventure” leger lige som ”Fragile” med rammen – her et stykke papir, hvis kant skifter form i takt med danserens bevægelse. Kontrollen skifter hele tiden mellem danseren og papiret, som flere gange krølles og rulles sammen, og  dette magtskifte skaber en fascinerende dynamik, som var det et par, der dansede.

Top 10 listen afsluttes meget passende med en film, der i form og indhold hylder den engelske fotograf Eadweard Muybridge, der var en af de første, til at filme kontinuerlige bevægelser. ”Eadweard Muybridge A Ballet in Five Movements, Movement One” er en forfriskende blanding af nyt og gammelt med fokus på bevægelsens æstetik.

Som det fremgår, er der mange grunde til at gå ind på hjemmesiden www.60secondsdance.dk og surfe rundt blandt de forskellige bidrag – næsten som om man var på youtube.

Som dansefilm betragtet fungerer ”60secondsdance” indslagene bedst der, hvor det filmiske sprog og den filmiske form bruges til at lave en overraskende ramme om dansen og bevægelsen – og dårligst der, hvor filmens virkemidler træder i baggrunden.

Vinderne af dette års konkurrence bliver i øvrigt afsløret på Cinemateket i København fredag den 24. april.