Filmanmeldelse: Skammerens datter – Danmark har fået sin egen Harry Potter

Skammerens datter

5 popcorn

Nerverne er altid på højkant, når en populær bogserie skal filmatiseres. Sådan har det også været med Lene Kaaberbøls højt elskede bestseller-serie, for meget kan gå galt undervejs: Forkerte valg, forkerte skuespillere, et manuskript, der slagter historien, en uduelig instruktør etc. etc.

Når man så oven i købet lancerer sin film med sætninger som ”Årets daske must see storfilm”, ja så beder man næsten om at blive pillet ned af den danske jantelov.

Så meget desto mere frydefuldt er det, at ”Skammerens datter” rent faktisk kan leve op til den pralende beskrivelse. Instruktøren Kenneth Kainz og manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen kører stilsikkert Skammer-projektet igennem og leverer en film af internationalt tilsnit. Her er ingen tåkrummende dansk folkekomedie-kolorit. I ”Skammerens datter” flyder blodet barsk og ægte fra første minut.

I fyrstendømmet Dunark bliver den gamle fyrste, hans dronning og barn fundet brutalt myrdet. Sagen synes klar, da den unge, livsglade fyrstesøn Nicodemus bliver fundet med den blodige kniv i sine hænder.

Fyrstens bastardsøn Drakan vil dog være helt sikker og tilkalder derfor skammeren Melusina, der kan se folks skam, deres løgne og dårlige samvittighed. Senere lokkes også hendes datter Dina – hvis gryende skammerevner er endnu stærkere – til Dunark. Og snart vikles mor og datter ind i et netværk af intriger, hvor målet er magten i fyrstendømmet, og hvor Dina må gøre sit yderste for at redde både sit eget liv og sin mors.

”Skammerens datter” er blevet et forrygende filmeventyr i en middelalderagtig verden befolket af drager og magi. Her er onde, tyraniske tronranere, tapre prinser, flugt og uventede venskaber og midt i det hele en pige, der i bedste Shakespearske dramastil tvinges til at leve op til den arv og de evner, hun er født med.

Hendes rejse er ikke let. Skåret ind til benet er Dina er outsider, der altid har følt sig udenfor og anderledes, og som bare drømmer om at være normal – en drøm som størstedelen af filmens målgruppe utvivlsomt også kan identificere sig med her i 2015. Alligevel må hun tvunget af omstændigheden påtage sig det ansvar, hun er forudbestemt til.

Den kun 13-årige Rebecca Emilie Sattrup gør en imponerende indsats i den altdominerende hovedrolle. Som filmen skrider frem, vokser hendes intensitet og skuespilsmæssige repertoire, så man tror på dette skammerbarn, hvis øjne er så voksne og gammelkloge

Set i forhold til det, virker svensk-norske Maria Bonnevie bleg og blodfattig i rollen som Melussina. Hun fylder sin rolle ud, men heller ikke meget mere.

Så er der langt mere saft og kraft i Peter Plaugborgs Drakan – en dæmonisk skurk, der ikke skyr noget middel for at blive fyrste, og som er skræmmende i såvel sin fysiske fremtoning som sin nådesløse beslutsomhed. Han får dog kamp til stregen af Stina Ekblad som Drakans lige så onde mor Dama Lizea.

Og sådan kunne man blive ved. Den ligeledes debuterende 14-årige Petra Maria Scott er velvalgt til rollen som Dinas nye ven Rosa, Jakob Oftebro charmer som prins Nicodemus og Søren Malling spiller solidt som den retfærdige våbenmester, der kastes ud i store loyalitetskonflikter undervejs.

Det er lykkedes for Kenneth Kainz og Anders Thomas Jensen at skabe en troværdig og fangende eventyrverden og give Danmarks svar på Harry Potter saft og kraft på lærredet for både halvstore børn og voksne.

Vi venter derfor spændt på to’eren, som skal afslutte historien.

Skammerens datter – 96 minutter – Danmark – Instruktør: Kenneth Kainz – Medvirkende: Rebecca Emilie Sattrup, Maria Bonnevie, Peter Plaugborg, Stina Ekblad, Petra Maria Scott, Jakob Oftebro, Søren Malling m.fl.