Når der går katastrofefilm i mediedækningen

Flystyrt

Når en manuskriptforfatter skal skrive drejebogen til en katastrofefilm, så er en af de vigtigste ting, at få personificeret ofrene. Hvis filmen skal være effektiv, er man nemlig nødt til at få engageret publikum følelsesmæssigt, og folk identificerer sig nu engang ikke i anonyme ansigter og skæbner. Der skal i bogstaveligste forstand kød og blod på personerne, så vi i vores biografstole kan føle deres frygt og leve med i dramaet, mens vi bider negle og håber, at den eller den overlever. Mission accomplished.

I disse dage virker det imidlertid som om, at der er gået Hollywood i mediedækningen af det tragiske flystyrt i de franske alper, hvor andenpiloten – tilsyneladende – valgte at styre flyet ind i en bjergside og dermed slå både sig selv og de øvrige 149 passagerer og besætningsmedlemmer ihjel.

Fra de første bulletiner sidste tirsdag om, at flyet var styrtet ned og alle 150 ombord blevet dræbt, er medierne gået i selvsving for at trække os ind i dramaet. Hvad og hvorfor er for længst blevet overskygget af hvem og hvordan.

Vi har fået sat navne og ansigter og baggrund på både piloten og på passagererne – eller rettere på nogle af passagererne. For det nytter ikke noget, at skrive lige uddybende om alle 150. Det ville ikke virke. Nej, som drevne manuskriptforfattere har journalisterne delt den kollektive og relativt anonyme tragedie op i mindre tragedier: Den tyske gymnasieklasse, der blev udslettet på vej hjem fra et udvekslingsophold, operasangerne hvis karrierer endte brat, den australske mor og søn, der var på tur til Europa.

Hver dag bringer nye detaljer: Vi får at vide, hvordan den mistænkte andenpilots far er sønderknust. Vi kender efterhånden alle detaljer om pilotens baggrund, heldbred, kærlighedsliv m.m. Vi ved hvordan dramaet udviklede sig minut for minut, kender chefpilotens ord og bønner gennem den låste cockpitdør og skrigene fra passagererne bagved. Medierne har endda forsynet os med en praktisk interaktiv oversigt over flyet, hvor man kan klikke ind på nogle af sæderne og få at vide, hvem der sad her, da flyet smadrede ind i bjergvæggen.

Jamen gør journalisterne ikke blot deres job. Er det ikke bare god nyhedsdækning, vil nogen spørge?

Nej, det der sker i medierne lige nu, har for længst forladt den objektive, journalistiske dækning af katastrofen og er blevet til ren underholdning. Flytragedien er blevet forvandlet til en katastrofefilm, hvor der føles og gættes frit på alle hylder.

Måske er jeg sart, men min kvalmegrænse er for længst nået, og jeg læser ikke længere med i de såkaldte ”nyheder” om flystyrtet.

Jeg kendte ikke nogen af passagererne i levende live, og selv hvis jeg havde, har jeg ikke behov for at få udpenslet deres sidste minutter, vide alt om deres liv eller hvor pulveriserede og sønderknuste deres kroppe blev ved styrtet. Det bliver for tæt og følelsesomklamrende og overskrider langt min blufærdighedsgrænse.

For mig er det rigeligt at vide, at et Airbus-fly styrtede ned, og at 150 mennesker mistede livet. Hvis jeg ønsker at svælge følelsesmæssigt i en katastrofe, går jeg i biografen.

Derfor er jeg også 100 procent enig med forfatteren og sognepræsten Sørine Godtfredsen, der forleden skrev følgende om flystyrtet:

”I en fremskreden medietidsalder ved vi bare alt for godt, at der hersker en tendens til at udnytte store tragedier som kilde til den rene gruens fascination. De kan fungere som en pause fra den mere forpligtende og nøgterne nyhedsstrøm og som en indbydelse til at træde ind i et rum, hvor vi alle kan lade os forføre af den dybt fascinerende skæbnesvangerhed. Spørgsmålet er, om dette rum bør være en så stor del af den journalistiske opgave i nyhedsdækningen. Ligesom spørgsmålet er, om den provokation, man hver gang føler i dette rum, ikke blot understreger, at man skal se at komme ud af det i en vis fart.”