Filmanmeldelse: St. Vincent – Bill Murray løfter banal komedie til skyerne

St. Vincent

4 popcorn

I Theodore Melfis debutfilm “St. Vincent” mener en af filmens hovedpersoner, at Bill Murray bør ophøjes til helgen. Lad mig i den anledning komme med en lille korrektion: Bill er ikke nogen helgen, han er f…ing Gud.

Hans karisma og tyngde på et lærred gør, at enhver Murray-film er som et løfte om paradis og evige solskinssøndage, og aldrig har dette mantra været mere sandt, end her. Sjældent har en film hvilet så tungt på hovedpersonens popularitet. ”St. Vincent” er som et opsamlingsalbum med de bedste sange fra et kendt band: Sikkert og underholdende og vigtigt at eje, men kun fordi man er fortrolig med bandet og dets sange i forvejen.

Det er nemt at se, hvorfor Melfi, der også har skrevet filmens manuskript, har tænkt, at Bill Murray ville være den ideelle affyringsrampe for hans film. ”St. Vincent” giver således Murray mulighed for at gøre lige præcis det, vi elsker ham for: At være uhøflig, opfarende og upassende og med en så totalt manglende fornemmelse for, hvordan man klæder sig, at han ubevidst ender som et modeikon.

Han overfuser personalet i banken og sin bartender, drikker som en svamp, ryger som skorsten og har gjort den russiske stripper og massagepige Daki gravid. Kort sagt ikke den person person, man ville betro ansvaret for et barn.

Alligevel er det præcis, hvad der sker. Da han en aften kører fuld hjem, smadrer han sit eget hegn, rammer sin hånd i forsøget på at smadre isterninger fra fryseren med en hammer og slår sig selv bevidstløs ved at ramme hovedet ind i en skabslåge. Han vågner til lyden af to flyttemænd, der har bakket deres vogn ind i hans træ og flået en gren af, der har ramt hans “antikke” bil. Vincents nye nabo Maggie og hendes søn Oliver er ankommet.

Maggie er nyskilt og ophængt til over hovedet på grund af sit nye job, så efter lidt flere forviklinger ender Vincent som Olivers babysitter – mod klækkelig betaling naturligvis. Den opgave tackler han mildt sagt uortodokst, tager drengen med på stripklup og til hestevæddeløb, lærer ham at bokse og mader ham med sardiner og kalder det sushi.

Men selv om de sociale myndigheder sikkert ville have noget at indvende, viser det sig selvfølgelig, at Vincent er det bedste, der kunne være sket for Oliver, og at der bag det gnavne ydre gemmer sig en mand fyldt af selvfornægtelse, et stort hjerte og et indre moralsk kompas, der er lige så lodret som en flagstang.

Bill Murray yder en Oscar-værdig indsats og løfter dermed filmen langt over dens ellers ret banale handling. Og til Melfis dobbeltheld er han ikke alene om det. Den unge Jaeden Liebner slutter sig til gruppen af barneskuespillere, der uden besvær kan kunsten at spille barn og voksen på samme tid. Det er som at se en drenge-udgave af Dakota Fanning som 11. årig, så Jaeden får uden tvivl travlt fremover.

Naomi Watts er overraskende sjov som den gravide massagepige, mens Melissa

McCarthy omvendt viser, at hun kan andet end at spille sjov, som den stressede mor, der ligger i skilsmisseforhandlinger med sin eksmand.

”St. Vincent” er ikke kun morsom. Et par steder står tårerne på spring, men fordi filmen håndterer sine morsomme højdepunkter så flot, bliver man overrumplet og ramt endnu hårdere af disse sentimentale øjeblikke.

Men ”St Vincent” er frem for alt Bill Murrays film, og hvis der var nogen retfærdighed til, burde der fremover være en Murray-dag i kalenderen.

St. Vincent – 102 minutter – USA – Instruktør: Theodore Melfi – Medvirkende: Bill Murray, Melissa McCarthy, Naomi Watts, Chris O’Dowd, Terrence Howard, Jaeden Liéberher m.fl.