Filmanmeldelse: Wild Tales – Sort, argentisk satire er den fødte kultfilm

Wild Tales

5 popcorn

Film, der er bygget op af flere mindre historier, er ikke den nemmeste genre at kaste sig ud i – af åbenlyse grunde: For det første afbrydes det flow, som man normalt forventer af en film, når man hele tiden skal afslutte én historie og begynde en ny. For det andet inviterer formen nærmest til ujævnheder. Nogle af historierne er altid bedre end andre, specielt hvis der er flere instruktører involveret.

Imidlertid er der ingen regler uden undtagelse, og den argentinske “Wild Tales” er på alle måder en overraskelse. Den styrer elegant uden om de klassiske fælder, jeg lige nævnte, og er trods sine forskellige historier forbavsende sammenhængende. Læg dertil, at den er både intelligent og vældig underholdende, og resultatet er den måske bedste film inden for sin genre, som denne anmelder har set.

Selvfølgelig har ”Wild Tales” en fordel ved, at der kun står én enkelt instruktør bag og dermed kun en enkelt mands vision. Men det ville ikke have nyttet noget, hvis ikke Damián Szifron var sådan en bemærkelsesværdig instruktør og fortæller, som tilfældet er.

Alle de seks historier, der hver varer omkring 20 minutter, er således umiddelbart fængende og bundet sammen af den samme sorte humor. Tematisk handler de alle om hævn og gengældelse, og hver af dem øger forventningerne til den næste – hvorefter den både opfylder og overgår disse forventninger.

”Wild Tales” får i bogstaveligste forstand en flyvende start med historien ”Pasternak”. En smuk ung model checker ind til en flyvetur og får at vide, at hendes billet allerede er betalt. Ombord på flyet falder hun i snak med en anden passager, og finder ud af, at de begge har været kærester med – og slået op med – en fyr ved navn Pasternak. En tredje passager fortæller, at han dumpede Pasternak til en eksamen. Er det et tilfælde? Nej flyet er fyldt op med folk, der på en eller anden måde har generet denne Pasternak, og gæt hvem der sidder bag den låste cockpitdør.

Og sådan går det slag i slag. I ”The Rats” opdager en servitrice, at hendes næste kunde er den korrupte embedsmand, der drev hendes far til selvmord, mens ”Road to Hell” er en endnu mere makaber udgave af Stephen Spielbergs gyserklassiker ”Duellen” end originalen, som ellers var skræmmende nok.

I ”Wild Tales” anden halvdel er fortællingerne mere komplekse og forankret i social satire. Filmens fjerde historie ”Bombita” handler om en mand, der er på vej for at hente sin datters bryllupskage, da han opdager, at hans bil er blevet fjernet af politiet, fordi den var ulovligt parkeret. Da mandens ægteskab begynder at kollapse udvikler han et sandt raseri mod sit lands bureaukratiske tyranni og starter sit helt eget oprør.

”The Deal” begynder med, at et rigt par opdager, at deres teenagesøn har kørt en gravid kvinde ned. Faderen og hans advokat udtænker en plan for at få familiens fattige gartner til at tage skylden mod at få en halv million kroner, men samtidig vil advokaten og anklageren også have penge, og hvad gør man så?

På dette tidspunkt synes det umuligt, at ”Wild Tales” skulle kunne trumfe sig selv endnu engang, men ”Till Death Us Do Part” er det forrygende kirsebær på den fantastiske kage. Ved en bryllupsfest opdager bruden, at hendes mand har været hende utro med en af de tilstedeværende kvinder. Først flygter hun op på taget for at kaste sig ud, men ombestemmer sig, og snart er det manden, der græder. Et mangeårigt ægteskabs kriser og eksplosioner koges ned til en enkelt aften.

Hver af de seks historier i ”Wild Tales” kunne snildt vinde kortfilmskonkurrencer på egen hånd, men sat sammen viser de, hvordan ægte kunstneriske visioner kan skabe en unik synergi.

Damián Szifron har bevist, at han er en enestående auteur af internationalt format, og ”Wild Tales” fortjener at blive årets kultfilm.

Wild Tales – 122 minutter – Argentina og Spanien – Instruktør: Damián Szifron – Instruktør: Dario Grandinetti, Maria Marull, Mónica Villa, Rita Cortese, Julietta Zylberberg m.fl