Filmanmeldelse: 1001 gram – Charmerende letvægter

1001 gram

4 popcorn

Den norske instruktør Bent Hamer er selve indbegrebet af underfundighed på den der specielle skandinaviske måde, hvor humor og melankoli flyder sammen, og hvor underspil er en dyd.

I Hamers filmhit ”Kitchen Stories” (2003) vendte den norske instruktør en parodi på videnskabelig objektivitet og stringens til en hjertevarm fejring af venskab og individualitet.

Denne gang handler det om kølige og afmålte følelsesliv hos Marie (Ane Dahl Torp). Hun er en af de udvalgte ihændehavere af den norske kilogram-prototype – en cirkulær klump metal (90 procent platin og 10 procent idium), der er beskyttet af to klokkeformede krukker, og som skal håndteres med største forsigtighed, når den fjernes fra sin hvælving hos Norges Institut for Vægt & Mål.

Det samme kan man sige om Marie, hvis eksistens er præget af en lignende blanding af præcision og skrøbelighed. Hun er intelligent, blød og spæd i stemmen og smuk på de kontrollerede måde, bor i en sparsomt møbleret, modernistisk lejlighed og kører en superkompakt elbil. Marie går således til alle livets forhold med lige dele pænhed og økonomisk sans.

Hendes tilværelses nøje udmålte ligevægt begynder at smuldre, da Maries far Ernst (Stein Winge) får et alvorligt hjerteanfald, så det i stedet bliver Marie, der må tage til et internationalt kilo-seminar i Paris, hvor alle de nationale kilogram-prototyper bliver kalibreret i forhold til originalen. Denne ses flygtigt og opbevares under mere beskyttende forhold end selveste Hope-diamanten.

Den ene tur til Paris bliver hurtigt til flere, og Marie knytter sig hurtigt til den nørdede Pi (Laurent Stocker), der arbejder som gartner på måleinstituttet i den franske hovedstad.

Mens følelserne blomstrer i stadig mere ukontrollable doser, går Maries liv i Norge langsomt i opløsning. Faderen dør, og ægtemanden, som hun er ved at blive skilt fra, henter ting i deres lejlighed, hver gang hun er væk. Da hun en dag kører galt med det uerstattelige kilogram, forsøger hun nu med Pi’s hjælp at genskabe balancen i sit liv.

Selv om der er flere steder, hvor Bent Hamers film minder umiskendeligt Jacques Tatis kliniske komedier, bevarer ”1001 gram” hele vejen sit skandinaviske islæt.

Det er i detaljen, at filmen for alvor kommer til sin ret, og som samtidig illustrerer Hamers metode som instruktør: Små og præcist doserede stykker virkelighed, der knyttes sammen.

På samme måde knytter ”1001 gram” dygtigt de videnskabelige diskussioner og overvejelser sammen med de menneskelige og eksistentielle. For hvordan definerer man de konstanter i livet, vi alle tager for givet? Mens man kan definere vægten af et kilogram, er det straks mere kompliceret at udregne vægten af en menneskesjæl eller kærligheden.

Bent Hamers film har masser af undertrykt charme. Alligevel virker kærlighedshistorien mellem de to hovedpersoner for let og for simpel til at være troværdig, lige som der bruges uforholdsmæssigt meget af filmens 93 minutter til at vise Marie i transportsituationer mellem Norge og Paris.

Det giver til gengæld lejlighed til at nyde Anders Refns glidende og rytmiske klippearbejde og John Erik Kaada’s dejlige filmmusik, der på grund af Maries fåmælte dialog får plads at folde sig ud på.

”1001 gram” er på den måde en charmerende og underfundig letvægter, der bærer sin instruktørs let genkendelige stempel og er perfekt afvejet til årstiden.

1001 gram – 93 minutter – Norge og Tyskland – Instruktør: Bent Hamer – Medvirkende: Ane Dahl Torp, Laurent Stocker, Hildegun Riise, Stein Winge, Per Christian Ellefsen m.fl.