Filmanmeldelse: Paper Towns – Ny John Green filmatisering skuffer fælt

Paper Towns

3 Popcorn

Åh for pokker da også…..

Nogenlunde sådan føles det, når man har set ”Paper Towns” og mærket alle sine store forventninger sive lige så stille væk, som en punkteret cykelslange, der langsomt, men sikkert taber luften.

Da John Greens populære ungdomsroman ”En flænge i himlen” (2014) sidste år blev filmatiseret, var den en åbenbaring. En anderledes og modig historie om kærligheden mellem to kræftramte unge, der både overraskede og krøb ind under huden – gjorde ondt og godt på samme tid.

På den baggrund var det ikke underligt, at en anden af John Greens bøger ”Paper Towns”, nu har ramt lærredet. Problemet er at den hverken rammer lige så præcist eller bare tilnærmelsesvis berører én på samme måde.

Oplægget er ellers lovende og har noget af den coming of age eventyrmystik, som man oplevede i Wes Andersons ”Moonrise Kingdom” (2012).

Quentin (Nat Wolff) er den fornuftige, generte og nørdede dreng, der bliver forelsket i naboens vovehalsagtige datter Margo (Cara Delevingne). Som små bliver de bedste venner, men glider fra hinanden, da de når puberteten. Margo tilhører skolens populære klike og omgiver sig med et skær af mystik på grund af de mange eventyr, hun roder sig ud i. Quentin laver sine lektier og hænger ud med sine to nørd-venner Ben og Radar, mens de snakker om piger og hvordan de skal finde en date til afgangsfesten. Han er stadig forelsket i Margo, men nøjes nu med at beundre hende på afstand.

Stor er Quentins overraskelse derfor, da Margo en nat kravler ind gennem hans soveværelsesvindue. Hun har brug for en partner til et en-nats hævntogt over for sin utro kæreste. Først nøler han, men siger derefter ja, hvorefter de to unge i bedste Olsen Banden stil drager gennem byen bevæbnet med hårfjerningsmiddel og stinkende fisk for at gøre regningen op.

Det bliver en uforglemmelig tur for Quentin, som ender med det kys, han længe har drømt om. Men ak næste dag er Margo sporløst forsvundet, og det er nu op til Quentin at tyde de spor, hun har efterladt for at finde hende igen – en opgave der udvikler sig til en rejse fra Florida til New York sammen med Ben, Radar, Radars kæreste Angela og Margos veninde Lacey.

Alt det burde der være kommet en spændende film ud af, men det er der bare ikke. I stedet ender det hele som en gabende ordinær highschoolfilm af den slags, vi har set utallige gange før – og i meget bedre versioner.

Personerne er de sædvanlige arketyper i den slags film, hvor nørd møder smuk pige og sød musik som regel opstår. De unges roadtrip er et studie i ligegyldighed uden nogen form for dramatiske højdepunkter. De køber slik og sodavand i stedet for sprut og cigaretter, ringer artigt hjem til deres forældre og har ikke større udfordringer eller bekymringer i livet, end om de når tilbage i tide til afgangsfesten.

Nat Wolff gør det sådan set udmærket som Quentin, men hans artige uskyldighed bliver kedeligt i længden. Og selv om Cara Delevingnes berømte modelansigt bestemt brænder igennem, er hun bare ikke en dygtig nok skuespiller til at gøre Margo-figuren ægte vedkommende og troværdig.

Det hele er milevidt fra den dybde og de store eksistentielle livsspørgsmål, som var på spil i ”En flænge i himlen”.

Paper Towns refererer til ikke eksisterende byer, som korttegnere laver på deres kort for at sikre sig mod kopier. Desværre ender ”Paper Town” selv som et ikke-eksisterende filmdrama – flad og ligegyldig.

Paper Towns – 109 minutter – USA – Instruktør: Jake Schreier – Medvirkende: Nat Wolff, Cara Delevingne, Austin Abrams, Justice Smith, Halston Sage, Jaz Sinclair m.fl.