Filmanmeldelse: Amy – Et fantastisk portræt og årets mest gribende personlige dokumentar

Amy

seks popcorn

“Played out by the band
Love is a losing hand
More than I could stand
Love is a losing hand”

”Skriftestol med punchlines”. Sådan beskrev Amy Winehouse selv sine sange. De tre ord er også nøglen til Asif Kapadia’s sobre, usensationelle og frem for alt hjerteskærende film omkring Winehouses alt alt for korte liv.

27 år blev hun, inden hendes spinkle, tatoverede krop bukkede under for en cocktail af alkohol, stoffer, spiseforstyrrelser og – hvem ved – manglen på den kærlighed, hun så desperat søgte hele sit liv.

Man følger opløsningen hele vejen fra Amy er 14 år, til det slutter en formiddag i juli 2011. At der kun er 13 år mellem disse to yderpunkter, sætter blot den rystende tragedie yderligere i relief.

På den måde er ”Amy” en uendelig sørgelig film, som borer sig ind i hjertet på en og får tårerne til at springe frem. Man kan simpelt hen ikke lade være. Og selv om man kender resultatet på forhånd, sidder man alligevel der yderst på sædet med en klump i maven og forsøger at skrive historien om Amy’s alt for forudsigelige død om, mens den nærmer sig på lærredet.

”Amy” er imidlertid ikke blot følelsesmæssigt engagerende. Det, som gør den til en dokumentar i absolut særklasse, er, at det er lykkedes for Asif Kapadia at omskrive myten om Amy Winehouse, som en ”fantastisk, men selvdestruktiv og stofafhængig sangerinde” og vise mennesket bagved.

Det er Kapadias held, at han har fået adgang til et overflødighedshorn af arkivmateriale fra blandt andet Amy Winehouses familie. Men det er hans dygtighed til at kombinere de sjældne tv-interviews, koncertoptagelser og ikke tidligere viste hjemmevideoer, der er den virkelige genistreg.

Mens lyrikken fra hendes sange flyder som en rød streg gennem filmen, fortæller hendes venner, familie, musikerkolleger og samarbejdspartnere i tilbageblik historien om Amy Winehouse.

Filmen starter med en af disse hjemmevideoer fra 1998, hvor en purung Amy Winehouse uden mascara, tatoveringer eller sin karakteristiske frisure fejrer en venindes 14 års fødselsdag ved at efterligne Marilyn Monroe (symbolikken er ikke tabt her). En helt almindelig glad og fandenivoldsk teenagepige, indtil hun begynder at synge med en uventet dyb og voksen stemme og afslører, hvordan den unge krop gemmer på en gammel sjæl og et kæmpe musiktalent.

Ved hjælp af udtalelser fra hendes tætte venner Lauren Gilmert og Juliette Ashby og hendes første manager Nick Shymansky fanger Kapadias kalejdoskopiske øje Amy Whinehouse på højden af hendes karriere, før presset fra hendes fans satte ind – smart, sjov og frygtindgydende talentfuld.

Opturen slutter brat, da hun flytter til Camden i det nordligere London og 2005 og møder sin senere mand Blake Fielder-Civil, der introducerer hende til heroin og lærer hende, at ”Livet er kort”.

Derfra går det hurtigt ned af bakke. Nedturen sættes ubarmhjertigt i relief i en scene, hvor Amy Whinehouse kort før sin død skal indspille en version af jazz-klassikeren ”Body and Soul” med musikerlegenden Tony Bennet. Amy er nervøs, men det lykkes for Bennet at berolige hende og få det bedste ud af den unge sangerinde. I et kort øjeblik forvandles hendes usikkerhed til stolthed, og man får et glimt af, hvordan det hele kunne være gået, hvis bare alt havde været anderledes.

Det enorme spild af et ungt menneske og et kæmpe talent slår hårdt. Det er nemt, når man ser ”Amy”, at blive vred og rette sin vrede mod de umiddelbare ”monstre” i hendes liv: Hendes mand, der trak hende ind i stofmisbrug, hendes fraværende far Mitch Winehouse, der ikke var sen til at forsøge at udnytte hendes succes, da hun først var blevet kendt, og de pladeselskaber der drev hende frem i stedet for at give hende fred til at puste ud.

Men det største monster i Amy Winehouses liv var ikke dem, der stod hende nær, og som burde have ageret anderledes, men derimod hendes fans og resten af verden. Alle dem der blot så til fra sidelinien, og for hvem hendes nedtur og tragedie bare var daglig underholdning i sladderbladene. Alle dem, der først viste deres empati, da det uigenkaldeligt var for sent, og hendes stemme slukket for evigt.

Og som mange andre, var Amy Winehouse også sin egen værste fjende, fanget af kærligheden til en mand, der åbenlyst trak hende ned og af sin egen usikkerhed og mindreværdskomplekser. Filmen viser, hvordan hendes sange var dybt personlige, men også, hvordan den følelsesmæssige åre, der var kilden til hendes succes, samtidig underminerede hende.

Asif Kapadia har leveret et fantastisk portræt og årets mest gribende personlige dokumentar. Det er mesterligt gjort, og historien om Amy Winehouse er både blevet større, smukkere og endnu mere sørgelig.

Amy – 128 minutter – USA – Instruktør: Asif Kapadia – Medvirkende: Amy Winehouse, Yasiin Bey, Mark Ronson, Pete Doherty, Mitch Winehouse, Tiny Bennet, Blake Fielder-Civil m.fl.