Filmanmeldelse: Omar – Romeo og Julie på Vestbredden

Omar

5 popcorn

Kærligheden har unægteligt svære kår i den palæstinensiske instruktør Hany Abu-Assads flotte fjerde film ”Omar”.

Historien foregår i en arabisk by på Vestbredden, der som et andet Berlin er delt af en otte meter høj betonmur, som israelerne har bygget af såkaldte sikkerhedshensyn.

Den unge bager Omar (Adam Bakri) bor på den ene side, mens pigen Nadia (Leem Lubany), som han er forelsket i, og som stadig går i skole, bor på den anden side. Når Omar vil besøge Nadia, må han derfor først kravle over den høje mur med livet som indsats.

Nadias storebror Tarek (Eyad Hourani) og nabodrengen Amjad (Samer Bisharat) er Omars barndomsvenner. De tre unge mænd beslutter sig for at gøre oprør mod israelerne. De angriber en israelsk kontrolpost, hvor Amjad skyder og dræber en soldat.

Det lykkes dem at flygte, men da det israelske politi nogle dage senere laver en razzia i byen, bliver Omar fanget. Han bliver smidt i fængsel, tortureret og sluttelig tvunget til at samarbejde med israelerne mod sine venner, hvis ikke han vil ende i fængsel på livstid.

Herfra bliver Omars situation mere og mere umulig. Han slippes ud af fængslet for at forråde Tarek, men opdager snart, at der må være en anden forræder i gruppen, som var skyld i, at han blev fanget. Og hans forhold til Nadia kompliceres af, at Amjad også viser interesse for hende.

Det er ikke første gang, at Hany Abu-Assad stiller skarpt på den betændte konflikt mellem israelerne og palæstinenserne i de besatte områder. Det gjorde han også med ”Paradise Now” (2005) – en dramatisk fortælling om to unge selvmodsbomberes sidste dage.

Der er da heller ikke den mindste tvivl om, hvis side Hany Abu-Assad er på. De israelske besættere portrætteres ensidigt som afstumpede og brutale, hvilket understreges allerede i filmens start, da Omar bliver standset, slået og groft ydmyget af tre israelske grænsebetjente.

Hany Abu-Assad formår at bruge kærlighedshistorien som afsæt til at fortælle om alt det, der er galt i konflikten. Og selv om dele af plottet er sværere at sluge end andre, skubber han dygtigt sine brikker rundt og skaber en forstemmende troværdig beretning om mennesker, som kæmper mod håbløse odds.

Lige som i ”Paradise Now” nægter Hany Abu-Assad at dæmonisere sine personer. De tragiske og selvdestruktive valg, de træffer, skyldes i stedet det voldelige og nedgørende miljø, de vokser op i. I ”Omar” viser han endvidere, hvordan menneskelige svagheder som for eksempel kærlighed, kan få os til at begå forræderi. På den måde blander Hany Abu-Assad klassiske western- og noir-temaer og bruger kampen for et værdigt liv og den konstante atmosfære af mistro til at forklare snarere end til at undskylde personernes handlinger.

Det hjælper også på troværdigheden, at de unge skuespillere, til trods for at de stort set alle er uprøvede kræfter, spiller ganske overbevisende. Adam Bakri finder den vanskelige balance mellem Omars hærdede stålsathed og sårbarhed, som intet sted er tydeligere end i de korte, stjålne stævnemøder med Nadia. Og Leem Lubanys sødmefyldte ungpigefriskhed er en konstant påmindelse om, at de to unge knapt nok er voksne.

På den måde minder ”Omar” om en moderne udgave af Romeo og Julie med dens indbyggede tragiske misforståelser og forræderier. Man forlader biografen med billederne af den unge bager, der klatrer over den enorme mur på nethinden – et visuelt stærkt symbol på den lille mands kamp mod overmagten.

Omar – 96 minutter – Palæstina – Instruktør: Hany Abu-Assad – Medvirkende: Adam Bakri, Leem Lubany, Waleed Zuaiter, Samer Bisharat, Eyad Hourani m.fl