Filmanmeldelse: Inderst Inde – Pixar har skabt et nyt mesterværk

Inderst Inde

seks popcorn

Der var engang, hvor Pixar var lig med førsteklasses originalitet og opfindsomhed. Sådan har det imidlertid ikke været længe. Siden Pixar i 2009 udsendte ”Op”, har de ikke produceret noget virkelig originalt. Men nu er seks år innovativ stilstand med forudsigelige to’ere som ”Cars 2” og ”Monsters University” samt den velmente, men hurtigt glemte ”Modig” forbi.

Pixars nyeste skud på stammen – ”Inderst Inde” – er nemlig intet mindre end genial: Et eventyr, der foregår inde i hovedet på en 11-årig pige, med hendes følelser som hovedpersoner.

De fleste andre ville afskrive sådan et plot som galemandsværk. Men ikke folkene, der fik os til at interessere os for rotter, der laver trestjernet mad, legetøj, som knytter venskaber, og robotter, der forelsker sig i hinanden.

På den måde er Pixars 15. film måske deres mest fantastiske idé nogensinde – et koncept der ikke blot vil begejstre folk, men som også vil forandre hele den måde, vi opfatter os selv og vores tanker og følelser på.

Som sagt foregår det hele inde i hovedet på den 11-årige pige Riley. Her regerer den skriggule Glæde som tropsfører over de andre følelser: Den blå og depressive Triste, violette Frygt, grønne Afsky og røde Vrede. Tilsammen udgør de mandskabet i Hovedkvarteret, som skaber Rileys tanker, følelser og ikke mindst hendes minder.

Om natten sender de alle disse mindekugler, som er farvet af den følelse, de repræsenterer, afsted til det gigantiske mindebibliotek. Det ligger placeret som et Dali-agtigt indre landskab i Rileys hoved, sammen med de identitets-øer, der symboliserer forskellige sider af hendes personlighed: Familie-øen, Ærligheds-øen, Venskabs-øen, Kærligheds-øen, Hockey-øen m.fl.

Alt ånder fred og idyl, indtil Rileys forældre en dag flytter fra Minnesota til San Francisco, hvor hendes far har fået nyt arbejde. For Riley kommer flytningen og omvæltningerne som et chok. For at gøre ondt værre bliver Glæde og Triste lukket ude af Hovedkvarteret, så Riley ender i en katastrofal tilstand af følelsesmæssig analfabetisme og forvirring, og hendes ellers så faste identits-øer begynder én efter én at synke i grus.

Det er nu op til Glæde og Triste at redde Rileys kerneminder og hjælpe hinanden med at komme tilbage til Hovedkvarteret for at genoprette balancen. Her viser det sig selvfølgelig, at Triste har uventede ressourcer. For det er en af de smukke pointer i ”Inderst inde”, at ingen af følelserne kan undværes, og at et minde, der både er farvet af glæde og tristhed, ikke nødvendigvis er dårligt.

Hvis nogen synes, at ovennævnte lyder en anelse syret, så fortvivl ikke. Det hele er udført med en legende selvfølgelighed, der ville få Freud til at blive grøn af misundelse.

I virkeligheden har Disney – der ejer Pixar – jo foregrebet plottet for mange årtier siden. Hvem husker således ikke de gamle Anders And film, hvor Anders’ gode og dårlige side slås mod hinanden.

Her er konceptet imidlertid langt mere gennemtænkt og udbygget. Som altid, når det drejer sig om symbolisme, er der en fare for, at det hele ender i forvirring. Hvad betyder det for eksempel når Vrede hidser sig ned? Når Glæde bliver trist, og når Triste lyser op? Men igen, det er netop en af pointerne, at man ikke kan lære noget bare ved at være glad, men at tristhed tværtimod er en forudsætning for, at man udvikler sig.

Man må beundre Pixar for at have turdet lave denne film og kreere Rileys indre landskab som en blanding af Alices Eventyrland, Charlies Chokoladefabrik og et LSD-trip.

Det er modigt tænkt og overlegent udført, og når “Inderst Inde” kører konceptet helt ud og lader Rileys fem følelser kommunikerer med hendes forældres egne fem følelser, bliver det til både visuel og narrativ genialitet.

Det geniale er også at forsyne følelser med følelser, og at kapsle den indre historie om dette følelseskaos ind i en enkel og ligeud ydre historie om en pige, der savner sit gamle liv og sine venner.

”Inderst inde” rammer såvel børn som voksne i både øje- og hjertehøjde og giver publikum noget, de vil bringe med sig videre – en elegant og ikonisk visuel metafor til at forstå såvel deres egne følelser som andres.

Inderst inde – 102 minutter – USA – Instruktør: Pete Docter og Ronaldo del Carmen – Medvirkende (danske stemmer): Alma Aaberg Plougman, Cecilie Stenspil, Lisbeth Wulff, Jesper Christensen, Jacob Morild, Lærke Winther Andersen, Anette Støvelbæk, Lars Mikkelsen m.fl.