Filmanmeldelse: Nervepirrende film om familie på flugt

No Escape

4 popcorn

Forestil dig, at du og din kone og jeres børn er taget til et eksotisk land, da der pludselig udbryder oprør. Forestil dig, at oprørerne systematisk og uden nåde begynder at slå alle udlændinge ihjel, og at det nu er op til dig og til jer alene at redde hinanden.

Det er denne helt enkle præmis, som Dowdle-brødrene har bygget ”No Escape” op omkring. En film der taler til vores krybdyrhjerne og de mest basale forsvarsmekanismer, der ligger begravet i os – og som netop derfor virker.

Ingeniøren Jack Dwyer har trukket sin kone og to døtre med til et unavnvgivent land i Asien (som dog ligger klods op af Vietnam) for at rådgive om opførelsen af et vandværk.

Men knap er familien Dwyer landet og endt på deres hotelværelse fyldt med jetlag og uro omkring deres nye tilværelse, før en stor gruppe maskerede oprørere bevæbnet med køller og macheter invaderer byen.

Præsidenten bliver dræbt og politiet løbet over ende. Alt er kaos, og da Jack overværer, hvordan en anden amerikaner bliver henrettet, mens han højlydt protesterer ”Jeg er amerikaner, få jeres beskidte hænder væk”, er han klar over, at både han selv og hans familie svæver i yderste livsfare.

Derfra er filmen én, lang hæsblæsende flugt gennem byen – først for at nå hen til den amerikanske ambassade, dernæst for at nå ned til floden for at undslippe over grænsen til Vietnam.

Det er Dowdle-brødrenes femte filmsamarbejde. ”No Escape” skulle efter sigende været inspireret af en rejse som John Dowdle var på i 2006 til Thailand, samtidig med, at der skete et fredeligt militærkup i landet. Og selv om brødrene har omskrevet virkeligheden til en dramatisk thriller, behøver man blot at huske tilbage på terrorangrebet i juni på en tunesisk strand, for at forstå, at filmens præmis slet ikke er så urealistisk endda.

Owen Wilson er perfekt valgt til rollen som desperat familiefar. Med sin blide, afrundede facon er han den diamentale modsætning til Bruce Willis’ actionhelt John McClane i ”Die Hard” filmene og holder balancen mellem det afmægtige og det handlekraftige. Det samme gør Lake Bell, som hans kone Annie, der svinger fra hysterisk vantro til snerrende løvemor, som forsvarer sin flok.

Dwyer-parrets to døtre spilles med troværdig indlevelse af Sterling Gerins og Claire Geare. Deres panik, da forældrene under flugten fra hotellet tvinges til at kaste dem over på en anden bygning over et gabende fald, virker fuldstændig ægte. Ja, faktisk får filmen én til at tænke, hvordan så voldsomme filmoptagelser mon påvirker de børneskuespillere, der er med.

Dowdle-brødrenes manuskript kammer dog over flere steder. Pierce Brosnan kastes således ind i spillet som britisk agent, der som en anden ”deus ex machina” redder familien et par gange. Samtidig får han forklaret dem, at det er de grådige udenlandske kapitalinteresser, han repræsenterer, der er skyld i oprøret. Men selv om det altid er dejligt at se Brosnan, kunne man godt have undværet både ham og hans lokale sidekick, der er fanatisk Kenny Rogers fan.

På samme måde fremstilles oprørerne utrolig ensidigt og totalt uden følelser, mens Owen Wilson og hans familie får lov at fremstå som de civiliserede, hvilket underminerer moralen om de vestlige lande, der udnytter den 3. verden.

Uagtet disse fejl er ”No Escape” elementært spændende. Familiens flugt minder om et af de spil, hvor man skal have alle uskadt igennem for at fuldføre. Og netop fordi indsatsen er så høj, og skuespillerne og deres reaktioner er så hverdagsagtige, sad i hvert fald denne anmelder på kanten af stolen, det meste af tiden.

Og så giver filmen jo stof til eftertanke i disse tider, hvor Europa bestormes af flygtninge fra Syrien. At vove liv og lemmer på den måde, gør man kun, når man er lige så desperate, som familien Dwyer.

No Escape – 103 minutter – USA – Instruktør: John Erick Dowdle – Medvirkende: Owen Wilson, Lake Bell, Pierce Brosnan, Sahajsk Boonthankit, Claire Geare, Sterling Jerins m.fl.