Filmanmeldelse: Crimson Peak – Kulørt gotisk gyserkliché

Crimson Peak

3 Popcorn

Jeg husker endnu dengang for et halvt liv siden, hvor jeg for første gang læste Stephen Kings ”The Shining”. Det var midt om sommeren, og jeg var mutters alene på mit lejede klubværelse i en stor rød villa.

Måske var det ensomheden. Måske var det husets mange lyde, der pludselig blev meget tydelige midt i stilheden. Eller måske var det turen hver aften ned ad kældertrappen for at tjekke, at kælderdøren var lukket.

Hvorom alt er, så er ”The Shining” fortsat en af de mest uhyggelige bøger, jeg nogen sinde har læst. Den uge i juli levede jeg i frydefyld rædsel og blev næsten overbevist om, at villaen var selveste ondskabens hotel, og at jeg hvert øjeblik kunne risikere at møde spøgelser af afdøde piger på badeværelset.

Det kan være, at jeg bare er blevet ældre, men jeg savnede at genfinde min urrædsel i Guillermo del Toros gotiske gyser ”Crimson Peak”. Længtes forgæves efter at mærke gåsehuden stige op langs rygraden og udløses i nakkehårenes stivnen. Eller få et mavesugende sæt, så kroppen spjætter af gys.

”Spøgelser er virkelige – så meget ved jeg”, lyder det indledningsvis fra filmens smukke, unge hovedperson, overklassepigen Edith (Mia Wasikowska). En selvsikker og ærgerrig forfatterspire i slutningen af 1800-tallet, der gør oprør mod tidens gængse samfundsbillede, hvor kvinder forventes at blive gift og glemt, frem for at følge deres ”kunstneriske griller”. ”Husk, at Jane Austen døde som gammeljomfru”, driller en ondskabsfuld medsøster, hvortil Edith stolt svarer: ”Ja men Mary Shelley døde som enke”.

Edith bor i Buffalo og er datter af den nyrige industriejer Carter Cushing (Jim Beaver), der har arbejdet sig op fra bunden. Derfor er han heller ikke imponeret, da han bliver opsøgt af det adelige, engelske søskendepar Sir Thomas Sharpe (Tom Hiddleston) og Lucille Sharpe (Jessica Chastain).

Han afviser deres anmodning om et låne Thomas penge til en revolutionerende minegravemaskine, der kan udgrave ler svarende til tolv mands arbejdskraft, og som skal hente det særlige røde ler ud fra bakkerne under familien Sharpes dystre herresæde Allerdale Hall.

Men Thomas giver ikke op. Han begynder at kurtisere Edith, der forelsker sig hovedkulds i den mystiske og martrede englænder. Da hendes far forsøger at stoppe forbindelsen, dør han under voldsomme omstændigheder, hvorefter Edith, der nu er helt alene i verden, lader sig overtale til giftemålet og til at flytte med Thomas fra det fashionable Buffalo, til det forfaldne herresæde i en fjern afkrog af England (blot en af filmens mange usandsynligheder).

Her opdager hun hurtigt, at der er sære og ildevarslende ting på spil. Hvorfor er Lucille så kold og afvisende over for hende? Hvad er det for mystiske hemmeligheder, der gemmer sig i søskendeparrets fortid – herunder deres mors død – og i skuffer og kældre i Allerdale Hall? Og hvorfor begynder Edith at få det dårligt og blive svagere og svagere fysisk?

Heldigvis har Edith sine egne hemmeligheder. Lige fra barnsben har hun troet på spøgelser, efter at have set sin mors genfærd, der advarede hende mod Crimson Peak (den blodrøde høj). Da hun finder ud af, at Allerdale Hall er bygget på Crimson Peak og samtidig opsøges af nye spøgelser med flere dystre budskaber, begynder hun at tvivle på Thomas kærlighed og gode intentioner.

Samtidig har en gammel barndomsven også fattet mistanke og er på vej fra USA for at redde hende. Men netop da han ankommer, låser en snestorm det trøstesløse landskab fast i et jerngreb.

Mere skal ikke fortælles her, hvilket egentlig også er overflødigt. Guillermo del Toro er en visuel mester drevet af litterære forbilleder som H.P. Lovecraft . Han ynder at bruge sin kreativitet til at slippe mørket løs på spektakulære og foruroligende måder. I ”Pans Labyrint” (2006), blev hans evner til fantasifuldt, dragende billedmagi, men i Crimson Peak” bliver det for meget og for larmende. Toro slipper den sidste rest af subtilitet, hæver sin dæmoniske dirigentstok og kaster sin fortællings pointer ud over publikum med rungende dommedagsbasuner, så man skal være både blind og døv for ikke at have gættet hele handlingen på forhånd.

Så nytter det ikke, at filmen blandt andet har hentet sin inspiration i Daphne du Mauriers ”Rebecca” og Alfred Hitchcocks klassiske filmatisering i 1940. For hvor Hitchcock var en mester i suspense, drukner Guillermo del Toro alle anslag til uhygge i en flodbølge af blod og über-gotisk effektmageri.

Blodet siver fra fantastiske kostumer. Det siver fra åbne sår, der tilføjes på voldsom vis i forsøget på at sammensmelte Victoriatiden med moderne splattervold. Det siver fra vægge og gulvbrædder i Allerdale Hall, der langsomt er ved at synke ned i den lerede undergrund, og det siver kontrastfyldt frem på den hvide sne.

Selve herresædet, som Guillermo del Toro opførte som en gigantisk kulisse, er så overdrevet i sin mørkt truende gotiske arkitektur, at man ikke bliver bange trods skygger, knirken, stønnen, låste rum og en forbudt kælder (”Tag aldrig elevatoren ned under dette niveau”).

Om det så er spøgelserne, som er så stofligt udført, at de snarere ligner zombier end klassiske gennemsigtige ånder, så bliver de forvist til at spille andenviolin. Deres fulde potentiale udnyttes aldrig – og i filmens sidste tredjedel kun en enkelt gang – for i denne historie, er det menneskene, man først og fremmest skal være bange for.

Mia Wasikowska og Tom Hiddleston har begge karisma nok til, at man bemærker dem, men kæmper alligevel en forgæves kamp for at puste liv i deres todimensionelle figurer, som man føler, man har set i mange – og bedre – udgaver før.

Nej, det er Jessica Chastain, der tager prisen. Med sit kølige smil gennem tæt sammenpressede læber, signalerer hun fra første færd, at hun har alt andet end gode hensigter. Hendes afdæmpede, indespærrede ondskab er så indlysende og tydelig, at det er befriende komisk. På den måde bringer Chastain en ekstra dimension ind i et ellers selvhøjtidelige univers, og da hun omsider smider masken og viser omfanget af sin ondskab, er der lagt op til en følelsesmæssigt fint kalibreret finale, hvor tilskuerne omsider får noget af det, de har betalt for.

”Crimson Peak” er fejende flot, men har fra start til slut noget generisk over sig – både hvad angår historien, dens tegn og symbolik og dens figurer. Så frem for at sætte en streg under sin position som fabelmager og auteur har Guillermo del Toro denne gang leveret et stykke kulørt gotisk gyserkliché i alskens blodrøde nuancer.

Crimson Peak – 119 minutter – USA – Instruktør: Guillermo Del Toro – Medvirkende: Mia Wasikowska, Jessica Chastain, Tom Hiddleston, Charlie Hunnam, Jim Beaver, Leslie Hope m.fl.