Filmanmeldelse: Janis: Little Girl Blue – Loyal Janis Joplin dokumentar

Janis Little Girl Blue

4 popcorn

For tredje gang i år præsenteres biografgængere for en dokumentar om et medlem af den berygtede ”Klub 27” – klubben af rockstjerner der døde som 27-årige.

Først var der Brett Morgens collageagtige og eksperimenterende ”Kurt Cobian: Montage of Heck”, dernæst Asif Kapadias fantastiske og dybt gribende personlige portræt ”Amy”. Nu kan man så se Amy Bergs mere traditionelt opbyggede, men ikke mindre fascinerende film ”Janis: Little Girl Blue” om Janis Joplin.

Kurt, Amy og Janis. Tre meget forskellige musikere, der døde i tre forskellige årtier (henholdsvis 1970, 1994 og 2011) og af forskellige dødsårsager. Janis Joplin af en overdosis heroin, Kurt Cobain af et skud i hovedet og Amy Winehouse af en dødbringende cocktail af alkohol, stoffer og spiseforstyrrelse.

Alligevel går der en rød tråd imellem de to mest prominente, kvindelige medlemmer af ”Klub 27”, for uden en Janis Joplin, ville der måske aldrig have været en Amy Winehouse. Det var således Joplin, der banede vejen for, at kvindelige kunstnere kunne bryde med branchens normer for udseende, optræden og opførsel. Derfor føles det også lidt som et brud på den historiske rækkefølge, at filmen om Amy Winehouse kom før filmen om Janis Joplin.

Men nu er den her og mange tak for det. Selv om Amy Berg ikke er den store stilistiske fornyer, og selv om der allerede i 1974 blev lavet en glimrende Janis Joplin dokumentar, er ”Janis: Little Girl Blue” et både tiltrængt og spændende dyk ned i Joplins intense og alt for korte karriere.

Og først og fremmest understreger filmen en af de store forskelle på Janis Joplin og den andre ”Klub 27” medlemmer. For mens både Cobain og Winehouse røg ud i misbrug og selvmordstanker, fordi de havde det svært med livet, tog Joplin stoffer, fordi hun var glad. Hun blev mobbet i skolen og længtes altid efter andres accept. Men samtidig blev hun også et rendestilleret barn af ungdomsoprøret og den seksuelle frigjorthed i sidste halvdel af 60’erne – en oprører og normbryder, der kom til at give inspiration til både sin egen og de efterfølgende generationer.

Amy Berg har taget sig den frihed, at udnævne en slags Joplin-erstatning i filmen i form af sangeren og sangskriveren Chan Marshall, bedre kendt som Cat Power. Hendes sprøde sydstatsstemme bruges til at læse en række af Joplins breve op til venner, elskere og familiemedlemmer. Brevene viser en mere naiv og bekræftelsessøgende side af rock-rebellen, end man er vant til at se fra hendes officielle liv, og fungerer samtidig som filmens fortællemæssige røde tråd.

Brevene giver også et velkomment indblik i Janis Joplins familiemæssige baggrund og opvækst. Her bidrager ikke mindst hendes to yngre søskende Linda og Michael med generøse refleksioner omkring deres søster, som på den ene side foragtede forældrenes ambitioner, mens hun på den anden længtes efter deres stolthed over hendes præstationer – eller som hun skrev til sin mor: ”Ambition udgøres i sidste ende af, hvor meget du har behov for at blive elsket”.

Selv havde Janis Joplin tonsvis af ambitioner, men hendes konservative texanske hjemby Port Arthur var ikke stedet at få dem udlevet. Filmen beskriver, hvordan hun som teenager blev smidt ud af skolens kor og groft mobbet for såvel sine politiske synspunkter som sit udseende.

Som hos mange af hendes jævnaldrende begyndte hun først at realisere sit fulde potentiale, da hun flyttede til San Francisco. Her eksperimenterede hun med sin seksualitet (Berg har inkluderet en række kærlige vidneudsagn fra såvel mandlige som kvindelige partnere) lige som hun begyndte den on/off affære mere heroin, der endte med at slå hende ihjel.

Efter bruddet med en utro kæreste – lige den slags følelsesmæssig rutchetur, som er ideel til at kickstarte en blues-karriere – engagerede Janis Joplin sig til en fuldtidskarriere som musiker. Hun blev medlem af det psykedeliske band Big Brother & The Holding Company, inden hun senere indledte en solokarriere.

Resten er historie: Hendes tid med Kozmic Blues Band, hendes optræden på Woodstock festivalen den 16. august 1969, hvor hun var stiv af alkohol og heroin, hendes optræden i Madison Square Garden i december samme år, hendes besøg i Dick Cavetts show i juni og august 1970 (”Jeg tænker ikke på særlig meget, når jeg synger, jeg forsøger bare at føle…”) og sluttelig hendes død på gulvet ved siden af sengen i værelse 105 på Landmark Motor Motel i Hollywood den 4. oktober 1970. Stødpunkter i en kometagtig karriere og et kunstnerliv der brændte ud på toppen af himmelbuen.

Janis Joplin kunne så meget, og Amy Berg får loyalt skildret det meste. Stærkest står måske en scene fra juni 1967, hvor den endnu relativt ukendte Janis Joplin står på scenen i verdens første popfestival, Monterey Pop Festival, i Californien. Bag sig har hun bandmedlemmerne fra Big Brother & The Holding Company, foran sig tusindvis af rock og popfans, inklusive en af tidens største musikidoler Mama Cass på forreste række. Janis begynder at synge Big Mama Thorntons ”Ball’n’ Chain” så naturligt og følelsesfuldt, at Mama Cass bryder ud i et bredt smil. Her fødes en superstjerne for øjnene af både hende og resten af tilskuerne, og magien vibrerer stadig i luften her 48 år efter.

Det hører i øvrigt med til skæbnens mange luner, at Janis Joplins største salgssucces kom året efter hendes død. Her toppede hendes fortolkning af Kris Kristoffersens ”Me and Bobby McGee” og hendes andet og sidste soloalbum ”Pearl” (hvor sangen var med) de amerikanske hitlister.

Janis: Little Girl Blue – 103 minutter – USA – Instruktør: Amy Berg – Medvirkende: Janis Joplin m.fl.