Filmanmeldelse: Den bedste Stjernekrigen-film i 38 år

Star Wars The Force Awakens

seks popcorn

De fleste har en håndfuld filmminder, som har fulgt dem hele livet. Et af mine var julen 1977, da ”Stjernekrigen” havde premiere i Danmark. Jeg husker endnu fornemmelsen, da jeg som 12-årig sad i biografen – sikkert Palads – og den ikoniske indledningssekvens rullede over lærredet med ordene ”I en galakse langt langt borte”, mens kameraet panorerede langs bunden af en gigantisk rumkrydser. Den rislende følelse af forbavselse og fryd over at opleve noget, man aldrig havde set mage til før. Det første møde med et univers og et persongalleri, der skulle blive en del af ens liv: Lyssværd, jedier, dødsstjerner, Tusindårsfalken og meget mere.

Siden fulgte andre stjernekrigsfilm, men det blev aldrig helt det samme. Og slet ikke da George Lukas i 1999-2005 forsøgte at genoplive sin Stjernekrigs-saga med en triologi, der nok var visuelt overdådig på de CGI-effekter, der er blevet Lukas’ varemærke, men som manglede ”The force” – den kraft og den ånd, som gjorde den første film udødelig.

Men i går aftes i Imperial vendte magien omsider tilbage efter 38 år. Salen var fyldt af folk i Stjernekrigen-kostumer bevæbnet med lyssværd. Modne mænd med dadbods, der lige som jeg er vokset op med Stjernekrigen. Vi var der alle sammen og mærkede kærligheden fra den første film blusse til live lige fra indledningsscenen. Følte hvordan vores indre Stjernekrigen-fans boblede op under huden og blev til begejstret hujen, hver gang nogle af de elskede figurer genopstod på lærredet. Og da Han Solo (Harrison Ford) og hans trofaste wookiee Chewbacca dukkede op, oplevede jeg en følelse, jeg ikke har haft siden dengang, og vidste knap, om jeg skulle le, græde eller klappe.

Med ”Star Wars: The Force Awakens” er det lykkedes for JJ Abrams at gøre det, som George Lukas ikke selv magtede: At lave en ægte fortsættelse til den oprindelige Stjernekrigen-trilogi, der ikke bare ser sådan ud, men også føles sådan.

Selvfølgelig er der CGI-effekter og bjergtagende rumslag – vi lever trods alt ikke i 1977 længere, men i 2015. Men det får aldrig lov at fylde for meget i forhold til historien.

Mørkets kræfter er på ny ved at samle sig i galaksen i form af The First Order, der ledes af den dystre Snoke (Andy Serkis). De har bygget en hel dødsplanet, der er i stand til at opsluge solens kraft og sende det som dødbringende stråler gennem rummet og udslette andre planeter.

Imod sig har de Modstandsbevægelsen under ledelse af Prinsesse Leia (Carrie Fischer), mens Han Solo har genoptaget sin metier som rumsmugler. Parret er skilt, efter at deres søn gik over til den mørke side og blev forvandlet til Snokes nye Darth Wader alter ego Kylo Ren (Adam Driver).

Den sidste jedi Luke Skywalker (Mark Hamill) har været forsvundet i årtier, men et hemmeligt stjernekort, som robotten BB-8 har på sig, viser hvor han gemmer sig.

Snoke og The First Order vil gøre alt for at få fat i robotten, men da den seje rumskrotsamler Rey (Daisy Ridley) og den frafaldne Stormtrooper-soldat Finn (John Boyega) falder over BB-8 bliver de jaget gennem hele galaksen.

Sammen med Modstandsbevægelsen, Han Solo og Chewbacca gælder det nu for Rey og Finn om at forhindre Snoke i at få fat i kortet og samtidig stoppe dødsplaneten.

”Star Wars: The Force Awakens” er så fyldt med referencer til ikke mindst den første Stjernekrigen-film, at det næsten minder om en genindspilning af denne. Men det er netop det geniale, at JJ Abrams har forenet genkendelsen og det nostalgiske med sin nytænkning af den første Stjernekrigen-triologi.

Her hjælper det gevaldigt, at havde de oprindelige hovedpersoner med – og Gud ske tak og lov for, at ingen af dem er døde i mellemtiden. Men det er også filmens store styrke, at Daisy Ridley og John Boyega glider fuldstændigt naturligt og gnidningsløst ind i rollerne som den nye generation.

Stor ros også til Adam Driver, der leverer en yderst sammensat skurk. Hans Kylo Ren er på samme tid splittet og befriende grusom og til forskel fra Darth Wader er han ikke hævet over lunefulde vredesudbrud, hvor han smadrer alt med sit lyssværd, når stakkels stormtroopers kommer med dårlige nyheder.

”Star Wars: The Force Awakens” er selvfølgelig ren rum-eskapisme, lige som den også har et kommercielt sigte. Men først og fremmest er den lige præcis den Stjernekrigen-film, som vi alle sammen har gået og ventet på. Eller som de siger: The force is strong with this one!

Star Wars: The Force Awakens – 135 minutter – USA – Instruktør: J.J. Abrams – Medvirkende: Harrison Ford, Carrie Fischer, Mark Hamill, Daisy Ridley, John Boyega, Andy Serkis, Adam Driver m.fl.