Svesken på disken

Svesken på disken

For nylig anmeldte jeg her på CineMadsen Gaspar Noés nye film ”Love”, der først og fremmest udmærker sig ved, at man ser skuespillerne dyrke ægte sex – herunder gentagne scener med den mandlige hovedpersons erigerede og ejakulerende lem, penetrering, samlejer m.m.

Det er forsøgt før, blandt andet i Vincent Gallo’s ”Brown Bunny” (2003), der ender med, at skuespillerinden Chloë Sevigny giver et ægte blowjob til den mandlige hovedperson, der i øvrigt spilles af Vincent Gallo selv.

Selv om det ikke er hverdagskost, er der således ikke noget nyt i, at skuespillere dyrker ikke-simuleret sex på lærredet, som det så fint hedder i fagsproget.

Det interessante er derfor ikke, at det sker, men hvad det egentlig gør ved vores oplevelse af en film, når svesken i bogstaveligste forstand kommer på disken?

For at forstå det, må man se nærmere på rollefordelingen mellem tilskuer og film. Som tilskuer lever vi os med i det, der sker. Vi gyser. Vi græder. Vi ler. Vi bliver vrede. Eller også keder vi os bare, fordi filmen ikke er godt lavet eller ikke fanger os. Men hvis den gør, så er det lige som et veludført tryllenummer. Vi ved godt, at det, som sker på lærredet, er et illusionsnummer. Vi ved godt, at Kate Winslet og Leonardo DiCaprio ikke var virkelige elskende, og at Leonardo ikke døde af kulde i vandet, da Titanic sank. Vi ved godt, at Ricks Café ikke eksisterer i virkeligheden, og at Marlon Brando ikke var Godfather. Men vi spiller med på legen og lader os rive med.

På samme måde ved vi godt, at når vi ser to skuespillere have sex på film, så lader de bare som om. At de måske nok laver bevægelserne og lydene, men at der ikke finder nogen penetrering eller ægte seksuel forløsning sted.

En film som ”Love” bryder imidlertid denne kontrakt. Her ser vi med egne øjne et ægte ophidset mandelem blive kærtegnet til udløsning, og to mennesker der har rigtig samleje. Illusionen bliver til virkelighed, som tryllekunstneren der afslører den skjulte klap i sin høje hat, hvor duerne er gemt.

Jamen gør det ikke filmen mere ægte og troværdig, vil nogen spørge? Nej tværtimod. Ved at bryde illusionen og vise den ægte vare, bryder man også den fiktive troværdighedskontrakt, der var bygget op, og underminerer dermed filmens troværdighed. Eller sagt på en anden måde: Man kan ikke afsløre illusionsnummeret og stadig forvente, at tilskuerne tror på det.

Derfor er det også paradoksalt, at Gaspar Noés ved at insistere på at vise realistiske sexscener har svækket sin films troværdighed.

Samtidig skifter filmen og hele dens kontekst karaktér. For hvis der benyttes ægte sexscener, balancerer man faretruende tæt på at blive opfattet som simpel hjemmeporno – præcis som en film, hvor folk virkelig bliver slået ihjel, ikke længere er en fiktionsfilm, men snuff – dokumentariset virkelighed.

Et andet aspekt er, at der ligger nogle skrevne/uskrevne regler for, hvilke ting, man kan vise i al deres ægthed på film, hvis ikke man vil rammes af love, censurregler, folks moralske indignation eller deres kvalmegrænse. Sex og mord er to af dem, men det gælder også forbrydelser i almindelighed, narko, alkohol og afføring.

Hvor tit ser man for eksempel en skuespiller skide for alvor på lærredet eller være ægte fuld. Også her lever vi med på illusionen, når skuespillerne slynger drink efter drink ned, der ikke er, hvad det udgiver sig for at være, men vand med farvestoffer. For selv om det er en del af historien, så har vi egentlig ikke behov for at se dem virkelig fulde eller påvirkede af stoffer.

Film er og bliver en illusion, og hvis man bryder den, ødelægger man samtidig magien. Eller som de siger i John Fors berømte western ”Manden der skød Liberty Valance”: When the legend becomes fact, print the legend