Filmanmeldelse: Kollektivet – Ikke nogen ny “Festen”

Kollektivet

3 Popcorn

I 1976 flyttede den dengang 7-årige Thomas Vinterberg i kollektiv og boede under fællesskabets faner til han var 19. En tid han beskriver som ”vittig, varm og fantastisk”, hvor han var ”omgivet af kønsdele, øl, akademisk diskussion på højt plan, kærlighed og personlige tragedier”.

Nu har Vinterberg så sat sig for at bruge de gyldne barndomsminder og absurde øjeblikke til at lave en film om et kollektiv.

Det hele starter som en drøm, da ægteparret Erik (Ulrich Thomsen) og Anna (Trine Dyrholm) og deres datter Freja (Martha Sofie Walstrøm Hansen) beslutter sig for at omdanne Eriks barndomshjem i Hellerup til et kollektiv.

Hurtigt får de omdannet den store villa til en storfamilie på ni personer, der både omfatter gamle venner og enkelte nye. Sammen skal de definere reglerne for deres lille Utopia, hvor husmøderne er kollektivets højeste myndighed og måltiderne indtages i fællesskab ved langbordet ledsaget af rigelige mængder øl og vin.

Kollektivet og ikke mindst Erik og Annas parforhold kommer dog på den ultimative prøve, da Erik forelsker sig hovedkulds i en af sine studerende, den 24-årige Emma (Helene Reingaard Neumann).

Det er tydeligt, at Thomas Vinterberg har ønsket at genskabe stemningen fra midt i 70’erne. Han startede da også med at afprøve sit materiale på scenen på det prestigefyldte Burgtheater i Wien med forestillingen ”Kollektivet”, der modtog ekstatiske ovationer på premiereaftenen og begejstrede anmeldelser. Stykket er så med manuskriptforfatteren og instruktøren Tobias Lindholms hjælp blevet videreudviklet til filmen af samme navn.

Desværre er ”Kollektivet” langt fra at være en ny ”Festen” (1998). Det skyldes i høj grad de valg, som Søren Vinterberg har taget under manuskriptets udformning.

Knapt er filmens kollektiv således blevet etableret, før det overhales indenom af trekantsdramaet mellem Erik, Anna og Emma med Freja som hjælpeløst vidne på sidelinjen.

Mens følelserne bliver spændt til bristepunktet og familietragedien rutsjer mod det forventede sammenbrud, glider resten af beboerne fuldstændig i baggrunden. Man får hverken uddybet personerne eller deres indbyrdes relationer og fælles dagligdag ud over skitseplanet.

Kollektivet ender som en farverig kulisse for en historie, der lige så godt kunne have udspillet sig i en almindelig kernefamilie.

Samtidig bruger Vinterberg sine set ups så åbenlyst, at historien aldrig overrasker, og både kærlighedsforholdet mellem Erik og Emma og mellem Freja og en ung mand fra nabolaget introduceres så hurtigt og overfladisk, at de forbliver rene postulater.

Skuespilmæssigt er trekanten Erik-Anna-Emma også ude af balance. Mod så store skuespillere som Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm kommer Vinterbergs kone Helene Reingaard Neumann uvægerligt til at fremstå som det tynde øl.

De to har imidlertid også selv problemer med deres roller. Ingen kan som Trine Dyrholm trække en hvilken som helst følelse op i sit udtryksfulde ansigt på et splitsekund, og det gør hun også her. Hendes sammenbrud er hjerteskærende, men samtidig savner man, at Anna siger fra langt tidligere – savner den barskhed og hårde fernis, der også er et af Trine Dyrholms varemærker.

Omvendt plages Erik af voldsomme raserianfald, så han ender med at besvime. Der er imidlertid ingen forklaring på disse alt for kraftige vredesudbrud, der heller ikke bliver brugt til andet end en effekt i filmen.

Så den ene stjerneskuespiller reagerer for passivt og den anden for kraftigt i en film, der hverken lever op til hverken sin titel eller Vinterbergs bedste værker.

”Kollektivet” er i øvrigt netop blevet udtaget til hovedkonkurrencen i Berlinalen i næste måned.

Kollektivet – 112 minutter – Danmark – Instruktør: Thomas Vinterberg – Medvirkende: Ulrich Thomsen, Trine Dyrholm, Helene Reingaard Neumann, Martha Sofie Wallstrøm Hansen, Lars Ranthe, Fares Fares, Julie Agnete Vang, Magnus Millang, Anne Gry Henningsen, Sebastian Grønnegaard Milbrat m.fl