Filmanmeldelse: Den gode dinosaur – Mesterlige billeder i uoriginal Pixar-film

Den gode dinosaur

3 Popcorn

2015 var noget af et forkælelsesår fra Pixar, som udgav hele to film: Først den banebrydende ”Inderst inde” og senere ”Den gode dinosaur”, som netop har haft premiere i Danmark.

I Pixars dino-verden blev kæmpeøglerne ikke udslettet af en komet. I stedet har de lært at bruge redskaber og dyrke majs, mens menneskene er primitive vilddyr, som bare ønsker at stjæle deres afgrøder.

Her bor Arlo på en gård med sin apatosaur-familie. Han er den mindste af tre søskende og familiens svækling. En lille bangebuks, der frygter at fodre familiens høns og som derfor aldrig får lov til at sætte sit hædersmærke på forrådssiloen som de andre.

Da Arlos far skylles væk af en flodbølge og drukner og han selv bliver skyllet langt væk hjemmefra, må han nødtvungent alliere sig med den modige menneskeunge Tot for at finde tilbage til sin familie.

Undervejs møder de andre dinosaur – både venner og fjender – og må kæmpe mod både sult og naturens luner. Og selvfølgelig bliver Arlo langt mere selvsikker og modig undervejs.

På den måde er ”Den gode dinosaur” en klassisk coming of age film, der bringer minder frem om Disneys ”Løvernes konge”.

Det ville være nærliggende at sammenligne ”Den gode dinosaur” med ”Inderst inde”, men måske ikke helt retfærdigt. Hvor ”Inderst inde” bygger på et gennemført originalt plot, virker de fleste af elementerne i ”den gode dinosaur” nemlig alt alt for velkendte.

Filmens største fejl er således, at vi aldrig for alvor bliver overrasket over noget som helst. På den måde er ”Den gode dinosaur” på mange måder den mindst ambitiøse Pixar-film nogensinde, hvilket man godt kunne tilgive andre og mindre ambitiøse filmselskaber. Men for Pixar har originaliteten altid været et varemærke.

Den næststørste fejl er, at hele dinosaur-universet virker underligt uharmonisk. Det er selvfølgelig en frisk idé at lade dinosauer lege bønder, men når tre fuldvoksne tyronasaurus’er løber rundt og leger cowboys og vogter deres kvægflok, så bliver det en anelse for underligt – ikke originalt, bare mærkeligt.

Når det er sagt, så er det faktisk ganske forfriskende, at mennesket og dinosaurerne har byttet plads. Den ikke-talende Tot er en lille komisk perle i sig selv, når han kravler rundt og mere opfører sig som en hund end et menneske. Det er ikke mindst ham og forholdet mellem Tot og Arlo, der gør ”Den gode dinosaur” seværdig for både store og små.

Og kan man ikke nyde filmen for dens varme venskabshistorie, så kan man i stedet lade sine øjne forføre af nogle af de mest fantastiske landskaber, der nogen sinde er set i en animeret film. Faktisk er de så realistiske, at man gange gange føler sig overbevist om, at figurerne er blevet animeret på virkelige naturoptagelser.
Så selv om ”Den gode dinosaur” må siges at være en svag Pixar-film, så får man alligevel noget med hjem. Og med hensyn til manglende originalitet, så er det nok mest de voksne, der savner den. Børnene bliver rigeligt underholdt og forstår til forskel fra ”Inderst inde”, det hele uden problemer, hvilket jo er en kvalitet i sig selv.

Den gode dinosaur – 100 minutter – USA – Instruktør: Peter Sohn – Medvirkende (Danske stemmer): Lucas Lomholt Eriksen, Michael Hasselflug, Sofie Gråbøl, Frederik Rose, Tommy Kenter m.fl