Tegnefilmfestival for voksne

VOID Festival

Siden i onsdags har København været centrum for en revolution, når det gælder animationsfilm: En hel ny festival med fokus på tegnefilm for voksne.

Det sidste er det mest væsentlige. Hidtil har de animationsfilm, der fandt frem til danske biografer, nemlig for langt hovedpartens vedkommende været rettet mod børnene, som har slæbt deres forældre ind og se den nyeste Disney-Pixar film, Dreamworks værker og mere i samme dur.

På VOID festivalen, der afholdes i Cinemateket fra den 27.-31. januar, er det imidlertid ikke børnene, men de voksne, der får lov at slippe deres indre tegnefilmsfetich løs.

Det kan de gøre på omkring 30 animationsfilm fra hele verden. Programmet vidner om kvalitetsbevidsthed og ambitionsniveauet fejler ikke noget. Som hovednavn har VOID således valgt den amerikanske kultinstruktør Bill Plympton, som festivalen selv omtaler således:

”Bill Plympton er en unik instruktør, beundret af fans for sin fandenivoldske humor, ubegrænsede visuelle kreativitet, og af sin branche for at have skabt sig et navn og en karriere og samtidig fastholdt sin egen stil og egne fortællinger.”

Og VOID giver masser af muligheder for at opleve Plympton. Blandt andet vises hans to nyeste spillefilm ”Cheatin” og ”Idiots & Angels”og en række af hans kortfilm, lige som han selvfølgelig afvikler en master class på Den Danske Filmskole.

Men hvad kan man bruge VOID til? Den talentfulde, danske animator Sara Koppel er ikke i tvivl:

- Det er jo vidunderligt og særligt at have en animationsfestival for voksne her i København med så mange vilde film, fortæller hun og lægger ikke skjul på, at hun selv er gået i VOID-mode i disse dage.

CineMadsen har derfor ladet Sara Koppel udvælge en lille buket af film på festivalen, som det vil være synd at gå glip af:

MISS HOKUSAI
Japaneren Keiichi Hara står bag denne film, der ser så smuk og magisk ud. Ifølge programmet er der tale om en malerisk underspillet film om den standhaftige O-Ei, der lever som maler i skyggen af sin berømte far. Filmen, der er både detaljerig og nuanceret, vandt juryens pris på den store Annecy International Animated Film Festival. Et klart must.
30/01 klokken 16.45 i Cinemateket

BELLADONNA OF SADNESS
Eiichi Yamamotos kultklassiker fra 1973 er et af de helt store og glemte mesterværker inden for japansk animation. Det er historien om en ung og uskyldig bondepige, der bliver forulempet af den lokale baron og for at få hævn indgår en pagt med djævelen. Den vises i en helt nyrestaureret version, japansk syrerock og erotik jahhh!
30/01 klokken 21.45 i Cinemateket

WHEN BLACK BIRDS FLY
Hvad gør man, hvis man har hovedet fuld af vanvittige filmideer, så voldsomme, morbide og syrede, at man aldrig nogensinde vil få dem finansieret? Man lærer sig selv at arbejde i primitive animationsprogrammer, og så laver man en spillefilm i 3D og andre digitale udtryk. Alene. Amerikanske Jimmy Screamerclauz’ film sersuper crazy og vild ud.
31/01 klokken 19.00 i Cinemateket

Vi kan tilføje, at det også er søndag klokken 14.00, at Bill Plymptons kortfilm vises. Og hermed ønsker CineMadsen Sara Koppel og alle andre en super tegnefilmsfestival.