Filmanmeldelse: En du elsker – Pernille Fischer Christensens nye film lykkes ikke rigtig

Forventningerne har været store til Pernille Fischer Christensens nye film ”En du elsker”. Både fordi den lige som hendes to tidligere film ”En soap” og ”En familie”, blev vist på Berlinalen, og fordi den har Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm i hovedrollerne.

”En der elsker” er historien om rockstjernen Thomas Jacob (Mikael Persbrandt), der tager til Danmark for at indspille et nyt album. Her konfronteres han snart med sin datter Julie (Birgitte Hjort-Sørensen) og barnebarnet Noah (Sofus Rønnow). Og da tragedien indtræffer, skal Thomas pludselig træffe et valg, om han vil fortsætte med at lukke verden ude eller vove at åbne op forkærligheden og livet.

Hvis nogen synes, at ovennævnte lyder som noget, man har hørt før – måske endda mange gange før – så er det rigtigt.

For selv om man frygtelig gerne ville synes rigtig godt om filmen, så sidder man desværre også tilbage med en fornemmelse af, at det ikke rigtig er lykkedes denne gang for Pernille Fischer Christensen.

For det første er der hele stemningen. I både ”En soap” og ”En familie” får følelserne frit løb, så filmene sprudler. Men grundstemningen i ”En du elsker” er langt mere stille og melankolsk. Lige så gråblå og næsten stivnet som de hvide vinterlandskaber, der præger filmen.

Samtidig er der nærmest er tale om et kammerspil, med relativt få personer. Det behøver ikke i sig selv at betyde, at der ikke er dramatik. Men ”En du elsker” underspiller på nær ganske få scener konsekvent alle tilløb til drama. Vrede, sorg, glæde – det hele holdes indeni og kommer kun i glimt op til overfladen.

Det er interessant – overraskende – at opleve Mikael Persbrandt som rockstjerne. Men selv om han synger godt og glimrende formidler Thomas Jacobs knudemand, der kun lever følelserne ud via musikken, kommer der ikke så forfærdelig meget mere ud af det.

Og selv om samspillet med Trine Dyrholm fungerer upåklageligt – og det er skønt at se hende tilbage i det musikmiljø, der var hendes kunstneriske udgangspunkt – er det også her overraskende, at der kommer så lidt ud af mødet mellem Danmarks største skuespillerinde og Sveriges ditto største skuespiller.
Sofus Rønnow, der spiller Noah, bruger de fleste af sine scener på bare at kigge tavst frem for sig. Og philipinske Lourdes Faberes virker decideret fejlplaceret som larmende husholderske på det slot, hvor Thomas Jacob og hans manager indlogerer sig, mens de er i Danmark.

En lidt for happy end fuldender billedet af, at Pernille Fischer Christensen har ramt forbi guldkrukken. Hun forsøger tydeligvis at beskrive et miljø, hun ikke kender på forhånd, og er derfor endt med en film, der dybest set er en kliché både hvad angår handlingen og personerne.
Hvor er det bare ærgerligt.

En du elsker – 100 minutter – Danmark – Instruktør: Pernille Fischer Christensen – Medvirkende: Mikael Persbrandt, Trine Dyrholm, Sofus Rønnow, Birgitte Hjort Sørensen, Lourdes Faberes, Eve Best m.fl.