Filmanmeldelse: First Man – Hollywooddrama når det er bedst

First Man

5 popcorn

Jeg kan stadig huske, da jeg for 14 år siden besøgte The National Air and Space Museum i Washington, og der midt i indgangshallen så det kegleformede kommandomodul fra Apollo 11 raketten, som bragte verdens første menneske til månen.

Først dyb vantro over at noget så småt og blikdåseagtigt med små udvendige hængsler på lugen virkelig skulle have rejst 384.000 kilometer op til månen og tilbage igen. Dernæst følelsen at, at månekonspiratorerne havde ret, når de hævder, at månelandingen aldrig har fundet sted. Og så igen langsomt over de næste minutter og timer en dyb stolthed over, at noget så fantastisk kunne lade sig gøre.

Få meter fra kommandomodulet under loftet i indgangshallen hang et andet mytisk symbol ”The Spirit of St. Louis, som Charles Lindbergh i 1927 gennemførte den første nonstop soloflyvning over Atlanten med. Det siger noget om den teknologiske udvikling, at der kun gik knap 42 år, fra det første menneske fløj over Atlanterhavet til månen blev erobret.

Det er nogenlunde de samme følelser, der driver gennem hvert eneste billede i Damien Chazelle på alle måder vellykkede biografiske film om den første månelanding og ikke mindst astronauten Neil Armstrong.

I filmens fantastiske åbningsscene fra 1961 er Armstrong (Ryan Gosling) ved at teste raketflyet X-15, da det begynder at skøjte på ydersiden af atmosfæren. Trods store problemer lykkes det ham alligevel at nå sikkert tilbage til jorden og lande flyet i Mojawe Ørkenen. Det hele er filmet ud fra Armstrongs perspektiv, så tilskuerne sættes i hans sted og oplever noget, der bedst kan karakteriseres som en rutschebanetur gennem helvede med et lydbillede, som var man inde i skroget på Titanic, mens metallet hvinende giver sig.

Efter denne chokstart holder filmen sig ved jord i lang tid. Man følger Armstrong og hans kone Janet, da de mister deres to-årige datter til sygdom i 1962. Hvordan kommer man over sådan en sorg? Man tager til månen, eller det er i hvert fald filmens forklaring på, at Neil Armstrong samme år søgte ind blandt NASAs astronauter og blev en del af Gemini-programmet – forløberen  til Apollo-flyvningerne.

Størstedelen af filmen udfolder sig over de følgende syv år, hvor USA kastede sig ind i et hæsblæsende rumkapløb med russerne. Rusland var de første til at gennemføre en rumvandring, så amerikanerne satte sig et endnu højere mål: At være de første mennesker på månen. Prisen blev høj både i penge og menneskelige tab, inden Neil Armstrong den 20. juli 1969 satte fod på månen og udtalte de berømte ord: ”That’s one small step for man, one giant leap for mankind.”

Damien Chazelle, der senest lagde verden ned med neo-musicallen ”La La Land (2016) har begået endnu en fantastisk film. Han og manuskriptforfatteren Josh Singer har klogelig holdt sig til få udvalgt Gemini- og Apollo-missioner. Samtidig får de formidlet de tætte bånd, der er mellem astronauterne, og hvor utrolig kompliceret en proces, det er at sende en bemandet rumrejse til månen og tilbage igen. Resultatet er en fuldstændig vild filmoplevelse, der både visuelt og indholdsmæssigt er et bevis på det bedste, som Hollywood kan præstere.

Chazelle har genoptaget samarbejdet med Ryan Gosling, der også spillede hovedrollen i La La Land. Han er et perfekt valg til at formidle den indadvendte og fåmælte enspænder Neil Armstrong – en mand som er i stand til at bevare roen under de mest ekstreme vilkår, og som på utrolig disciplineret vis er i stand til at kontrollere sit indre kaos og sorgen over datterens død. Kort sagt en af den slags roller, som Ryan Gosling kan på rygraden, og som han også her udfører formidabelt. Da han under ansættelsessamtalen hos NASA bliver spurgt til det mistede barn, og om det vil få betydning for hans arbejde svarer han kort ”At det nok er urealistisk at tro, at det ikke har nogen effekt.”

På samme måde er Claire Foy perfekt valgt som Armstrongs langt mere snaksagelige kone Janet, der holder sammen på hjemmet og de to sønner, mens hendes mand udlever sin drøm om at nå til månen. Foy formidler eminent hver eneste lille følelse i denne kvinde, der med mellemrum lader sig indre vulkan eksplodere. Fra hun småsludrende betror nabo-astronautkonen Patricia, at hun ”Bare drømte om et helt normalt familieliv, da hun giftede sig med Neil” (en replik på højde med, da Bogart forklarede, hvorfor han var kommet til Casablanca med ”I came for the water”), til hun vredt tvinger Neil til at tale med sine sønner, inden han tager på den afgørende månemission.

Igennem det hele lurer spørgsmålet om hvorfor? Hvorfor bruger milliarder og spilde menneskeliv på at nå en tom satellit i rummet?  Var det virkelig bare et gigantisk show-off for at markere USA i forhold til russerne? En slags forlængelse af den Kolde Krig ude i det uendelige rum?

Måske kommer Janet det nærmest, da hun under en faretruende mission stormer over til kontrolrummet og råber, at de alle bare er en flok drenge, der bygger modeller i balsatræ og ikke har noget som helst under kontrol”.

For månerejsen var først og fremmest levendegørelsen af en drengedrøm af den slags som kun drenge er i stand til at drømme. Fordi den er der, og fordi det kunne lade sig gøre. Havde det været kvinder, der havde bestemt i USA, ville månelandingen – lige som så meget andet – aldrig have fundet sted. De ville i stedet have brugt pengene langt mere fornuftigt på at forbedre vilkårerne for landets borgere.

”First Man” giver på samme måde drømmen liv og luft. Og den er befriende usentimental eller følelsesomklamrende af en Hollywood-produktion at være. Læg dertil Justin Hurwitz guddommelige musik og det næsten poetisk balletagtige, da Armstrong og hans makker under en af Gemini-missionerne kobler to rummoduler sammen i rummet, og man sidder tilbage med en mesterlig filmoplevelse.

First Man – 141 minutter – USA – Instruktør: Damien Chazelle – Medvirkende – Ryan Gosling, Claire Foy, Jason Clarke, Kyle Chandler, Corey Stoll, Patrick Fugit m.fl.