Berlinalen 2019 dag 4 – Gud bor i Makedonien

Nogle gange gør man det rigtige – frem for at gøre det, man har mest lyst til. Sådan havde jeg det for eksempel her til morgen. Efter at have tilbragt aftenen med spændende snakke og tiltrængt dans ved en af de utallige filmfester under Berlinalen, havde jeg egentlig besluttet mig for at springe over dagens første presseforestilling i festivalens hovedkonkurrence og sove en time ekstra.

Men et eller andet sagde mig, at det ville være et dårligt valg, og at jeg ville gå glip af en væsentlig film, så jeg tog afsted alligevel. Det var en klog beslutning, for den makedonske film ”Gud eksisterer – hendes navn er Petrunija” har alle de kvaliteter, der burde give den en pris: Et væsentligt politisk tema, en veludført historie og en hovedperson, der i den grad brænder igennem på lærredet i form af den unge skuespillerinde Zorica Nusheva. Så ja, Gud bor i Makedonien.

Ellers er det ikke guld- og sølvbjørne, som filmanmelderne snakker om, mens de står i kø til næste film. Lige som i 2018, mangler der såæedes stadig den eller de film, der for alvor manifesterer Berlinalens hovedkonkurrences kvalitet.

Noget som journalisterne til gengæld diskuterer med stor intensitet, er gårsdagens tyske seriemorderfilm ”The Golden Glove” – en film, hvor hver eneste scene, replik og bevægelse er frastødende i beskrivelsen af det barmiljø i Hamburg, hvor Frits Honka dræbte fire prostituerede i begyndelsen af 70’erne.

På pressemødet blev instruktøren Faith Akin spurgt, hvordan han i disse MeToo-tider kan tillade sig at lave en film, der i den grad udstiller vold og mord på kvinder og dermed fornedrer dem?

Akin svarede, at selv om MeToo-bevægelsen har skabt debat om nogle væsentlige problemstillinger, så skal man ikke bruge den til at censurere film. Hans ord overbeviste dog ikke alle. Screen’s anmelder Wendy Ide, mener således, at ”Selv om Akin på ingen måde glamoriserer Honka, så udstiller han ofrene og berøver dem dermed for deres ret til at blive opfattet som mennesker. De er bare slagtekvæg. Derfor er spørgsmålet ikke, om det er nødvendigt at beskrive begivenhederne på så grim en måde, men om filmen overhovedet burde været lavet.”

Spørgsmålet er væsentligt nok, men rummer også  nogle modsigelser. I Akins film ser man således også en ung mand blive udmyget på det groveste, men det var der ingen, der kommenterede. Ej heller blev der talt om krænkelser på pressemødet for gårsdagens anden tyske film ”The Ground Benath My Feet”, hvor den hovedpersonen Lola har en affære med sin kvindelige chef, der groft udnytter og manipulerer med hende. Det havde nok set anderledes ud, hvis chefen havde været end mand.

Og så til slut et lille hjertesuk. Nu har jeg flere gange ved denne Berlinale oplevet en kedelig tendens blandt instruktørerne til at bruge en meget pågående stillisk måde at udtrykke sig på i deres film.

I Hans Peter Molands smukke drama ”Ud og stæle heste”, blev der for eksempel flere gange brugt overgange fra uskarp til skarp. Noget der forstyrrer filmens flow og i øvrigt er fuldstændigt unødvendige. Og hvorfor skal han andre steder forstærke alle lyde og sanseindtryk så det virker om om, der skrues fuldt op for højtaleren, for at understrege personernes sindstilstand. Det er alt for voldsomme virkemidler i en film, hvor dramaet sagtens kunne bære sig selv.

Endnu mere grelt var det i en af dagens tre film i hovedkonkurrencen, Agnieska Hollands biografiske ”Mr Jones” om journalisten Gareth Jones, der i sine artikler afslørede hungersnøden i Rusland under Stalin. Her bliver telefonopkald visualiseret som rejser gennem kabler, der mest af alt virker som tidsrejser gennem ormehuller. Og togture fra England til Rusland illustreres gennem montager af toghjul over skinner kombineret med fabriskarbejdere, der fremstiller produkter. Det er tydeligt, at Holland har villet efterligne den russiske montage-pionér Sergei Eisenstein. Men igen virker det bare forstyrrende i en film, der ellers prøver at skabe et troværdigt tidsbillede fra starten af 30’erne.

DAGENS FILM

GUD EKSISTERER – HENDES NAVN ER PETRUNIJA
Det kan godt være, at Makedonien forsøger at virke som et moderne land. Men ser man på for eksempel kønsopfattelsen mellem mænd og kvinder, ja så har tingene tilsyneladende ikke ændret sig siden den mørke middelalder. Det bliver understreget med meterhøje bogstaver i den makedonske instruktør Teona Strugar Mitevskas smukke og livsbekræftende film. Den 31-årige, arbejdsløse Petrunija er på vej hjem fra endnu en udsigtsløs jobsamtale, da hun passerer den årlige religiøse begivenhed, hvor landsbyens unge mænd kappes om at fiske et kors op af floden, som præsten har kastet i vandet. Petrunja handler instinktivt, kaster sig selv i vandet og får fat i korset. Det bliver imidlertid optakten til den helt store skandale, for hvordan kan hun tillade sig det som kvinde. Hun afhentes af politiet, uden at være arresteret for noget, og i det næste døgn skal hun forsvare både sin handling og sin ret til at blive betragtet som ligeværdigt menneske uanset sit køn. En både klog og dygtigt udført film, der sætter fokus på væsentlige problemstillinger

THE OPERATIVE
Spiongenrens legen røvere og soldater bliver ved med at inspirere til nye film. Det seneste skud på stammen er den israelske instruktør Yuval Adlers ”The Operative”. Den tyske skuespillerinde Diane Kruger har her hovedrollen som Rachel – en kvinde som stammer alle steder fra og som  taler flere sprog flydende. Begge dele gode og nyttige egenskabet for en agent. Den israelske efterretningstjenes Mossad hyrer hende til en under cover mission i Irans hovedstad Teheran. Da Rachel indleder en affære med forretningsmanden Farhad, som hun er blevet sat til at spionere imod, begynder tingene imidlertid at skride. Og da hun senere beslutter sig for at kvitte agentjobbet og sender sin kontaktperson Thomas en kryptisk besked, bliver det et kapløb om at finde Rachel, før Mossad beslutter at aflive hende. Hvis alt dette lyder som noget, du har set og hørt om før, så er det rigtigt. Filmen bidrager ikke med noget nyt til genren, men Kruger er som altid seværdig.

MR. JONES
Der er ikke mange, der kan prale af både at have interviewet Hitler og været en trussel mod Stalin. Det kunne den walisiske journalist Gareth Jones imidlertid. I 1933 tog Jones til Moskva for at beskrive kommunismen og Stalins russiske mirakel. Han opdagede dog hurtigt, at stalins politi og agenter gør sig store anstrengelser for at skjule, at landet ikke er det kommunistiske paradis, som det bliver gjort til. Da det lykkes ham at tage til Ukraine, bliver han vidne til en enorm menneskelig katastrofe, hvor millioner dør af sult, fordi 5-års planen er slået fejl. Jones bliver presset fra mange sider for at tie stille og skal nu beslutte, hvor langt han vil gå for at fortælle sandheden. Det er en spændende historie, som den polske instruktør Agnieska Holland har fat i. Desværre overdriver hun flere steder sine virkemidler både visuelt og indholdsmæssigt, så slutresultatet er mere rodet, end det burde have været.