Filmanmeldelse: Palm Springs – Smuk og forfriskende kærlighedskomedie

Sarah er familiens sorte får. Hun drikker for meget og knalder rundt uden at få styr på sit liv. Nu er hun til sin søsters perfekte bryllup og skal holde en tale uden at vide, hvad hun skal sige.

I sidste øjeblik bliver hun imidlertid reddet af Nyles – kæresten til søsterens bedste veninde Misty – der holder den perfekte tale. Derefter spiller han op til hende fra dansegulvet iklædt farvestrålende Hawaiiskjorte, mens han bevæger sig rundt mellem de andre halv- og helfulde festdeltagere med en ubesværet lethed, som om han kan forudsige deres bevægelser.

Det kan han også. Da Sarah efter et intermezzo med en pileskydende galning følger efter Nyles ind i mystisk hule, vågner hun op i præcis samme seng, som hun gjorde på dagen for brylluppet. Hun er nu fanget i den samme tidssløjfe som Nyles og tvunget til at opleve den samme dag igen og igen.

Hov, vil nogen sige, det lyder mistænkeligt som den kendte komedie ”Groundhog Day” (1993) med Bill Murray i hovedrollen som den egoistiske TV-vært Phil, der ligeledes fanges i en tidssløjfe.

Det gør det, men manuskriptforfatteren Andy Siara og instruktøren Max Barbakow har ikke til sinds at lave en kopi af den gamle klassiker eller følge slipstrømmen af tidssløjfe-film, der fulgte efter. De vil mere end det.

Ikke blot sørger de for, at det ikke bare er én, men flere personer, der er fanget i tidssløjfen og dermed har alverdens tid til at udvikle deres forhold. De skaber også et univers uden hersker, hvor intet af det, som hovedpersonerne gør, har nogen betydning. De undslipper ikke deres skæbne ved selvmord eller ved at være modige eller uegennyttige. Alt bliver nulstillet igen, så snart de dør eller falder i søvn.

Det betyder, at Nyles og Sarah kan være lige så dumdristige, som det skal være, hvilket giver Siara og Barbakow plads til at orkestrere et sandt festfyrværkeri af absurde situationer såsom at provokere til slagsmål, styrte ned med fly og tage et svampetrip.

Parrets uhæmmede nihilisme er ikke bare en bekvem dåseåbner i forhold til at skabe komiske optrin, den har også en klar dramaturgisk effekt: Mens brudens forældre tror fast og dybt på til-døden-os-skiller romantik, er Sarah og Nyles de kyniske repræsentanter for en generation, der ikke tror på ægte kærlighed: Han er sammen med Misty af egoistiske årsager, og hun skjuler en hemmelighed, der gør det ekstra pinefuldt for hende at vågne op i den samme seng hver morgen. Han har mistet respekten for sine omgivelser, mens hun har mistet respekten for sig selv og hele tiden konfronteres med alle de dårlige valg, hun har taget i sit liv.

Her kunne filmen have taget en mørk drejning, men heldigvis er ”Palm Springs” stadig en kærlighedsfilm bag alt tidssløjfehalløjet. Ved at være fanget sammen, får Sarah og Nyles ikke blot konfronteret deres egne dæmoner, men også hvad de ikke bryder sig om i forhold til kærlighed og dermed skabt grundstenen for noget større og smukkere.

Som altid i romantiske komedier afhænger alt af de to hovedpersoner og deres kemi. Og her er Andy Samberg og Christin Milioti et himmelsk match. Han udstråler samme kynisme som Bill Murray, men også en sårbar sødme. Og Christin Milioti viser, hvorfor det lykkedes hende at tage alle med storm i niende og sidste sæson af ”How I Met Your Mother”, selv om hendes rolle reelt var en birolle. Hun har et fantastisk nærvær og autencitet foran kameraet, der gør, at hun stjæler hvert eneste sekund, hvad enten hun er alvorlig eller spiller komedie. Et ansigt, man kunne forelske sig i og bruge resten af livet på at studere i alle dets mange udtryk.

Og netop her ligger filmens smukke morale: Vi er alle sammen på en måde fanget i en evig tidssløjfe lige som Sarah og Nyles, hvor hovedparten af hverdagens trummerum er en daglig gentagelse. Men med den rigtige person ved din side bliver det hele langt dejligere og lettere at bære.

Palm Springs – 90 minutter – USA og Hong Kong – Instruktør: Max Barbakow – Medvirkende: Andy Samberg, Christin Milioti, J. K. Simmons, Peter Gallagher, Meredith Hagner, Camila Mendes, Jacqueline Obradors m.fl.