De sidste 14 år har februar været lig med Berlin og Berlinalen for mig. Det var det, der i sin tid lagde grunden til CineMadsen-bloggen. Og det er stadig det tidspunkt på året, hvor jeg trækker stikket fra alt andet, pakker kufferten og drager til den tyske hovedstad for at bruge en halv snes dage på at se film – og kun det.
Men ingenting er, som det plejer i øjeblikket. Sidste år missede jeg turen til Berlin, fordi min mor døde. Og siden da har corona-epidemien hærget verden og lagt biograferne øde.
Filmfestivalerne forsøger at holde fanen højt og i stedet tilbyde digitale løsninger. Det gælder også Berlinalen, der i år er delt op i to: En digital del i denne uge for pressen og filmbranchen og en publikumsåben del til juni, hvor en del af filmene vil blive vist i biograferne i Berlin. Hvis de vel at mærke er åbnet igen til den tid.
På den måde har filmanmelderne skulle træffe et valg: Vil de i stedet sidde hjemme i stuen og se filmene på deres TV eller computer? Og vil de undvære at se filmene på et stort lærred i biografen og diskutere film med de andre filmanmeldere mellem presseforevisningerne?
En filmfestival er nemlig langt mere end blot filmene. Den har også i høj grad en social vinkel. Præcis lige som nogle mennesker ikke kan lide at gå i biografen eller rejse alene, fordi de gerne vil have nogen at dele oplevelsen med.
En del har da også smidt håndklædet i ringen. Min gode Berlinale-veninde fra Berlin, meldte allerede tidligere på måneden klart ud, at hun ikke deltager i år. For hende er Berlinalen i høj grad en levende begivenhed – ikke noget der foregår over nettet.
Jeg har også selv været meget i tvivl. Til sidst besluttede jeg dog at gøre forsøget. Derfor var med bævende hjerte, at jeg i morges satte mig ved computeren og loggede ind på min profil på Berlinalens hjemmeside.
Her bliver der hver dag klokken 07.00 løsgivet en række film fra festivalens forskellige sektioner, som filmanmelderne derefter kan tilgå i præcis 24 timer. Og her menes der virkelig præcis. Hvis ikke, man er færdig med at se den film, man er i gang med, næste dag klokken 07.00, så er det bare ærgerligt.
Så der sad jeg og nåede i løbet af formiddagen at guffe
alle dagens tre konkurrencefilm i mig, mens jeg ud af øjenkrogen kunne se de
øvrige familiemedlemmer passe skole og arbejde over deres computere. Dejlig
overskudsagtig fornemmelse i øvrigt.
Og nej, det er selvfølgelig slet ikke det samme som at være på en ægte festival
med al dens galla og festivitas. Men hjemme-Berlinalen har også sine klare
fordele – ikke mindst for et inkarneret morgenmenneske, som mig, der normalt
står op klokken 05:00.
Normalt starter den første presseforestilling på Berlinalen klokken 09:00 eller 09:30. Nu kan jeg imidlertid nå at se op til to film inden det tidspunkt. Så på den får den måde får jeg meget mere ud af dagen.
Jeg skal heller ikke bruge tid på at haste rundt mellem de forskellige biografer eller endnu mere tid på at stå i kø for at blive lukket ind.
Samtidig har jeg mulighed for at se nogle af filmene om aftenen sammen med familien og dermed skabe en anden form for fælles oplevelser.
Og hvis filmen er fængende nok, ja så oplevede jeg i dag, hvordan jeg flere gange næsten glemte, at jeg bare sad og kiggede på en computerskærm.
Alt i alt må jeg derfor sige, at det kunne have været langt værre – og at der også er en anden frihed i, at filmene ligger til fri afbenyttelse i 24 timer.
I hovedkonkurrencen bød Berlinalens 1. dag på tre meget forskellige film:
Først den lidt mystiske, koranske film ”Introduktion”, hvor man skulle være vågen og åben for at fatte sammenhængen mellem de forskellige scener og tidsspring i filmens hverdagshistorie.
Dernæst den tyske film ”Ich bin dein Mensch”, hvor en kvindelig forsker får til opgave at teste en mandlig robot, der er bygget til at være hendes drømmepartner. Det kom der overraskende meget romantik ud af, samt mange etiske overvejelser omkring robotpartnere.
Endelig var der den fransk-libanesisk-canadiske film ”Memory Box” om en teenagepige i Montreal, der finder en boks med sin mors gamle notesbøger og dykker ned i historien om, hvorfor hendes mor forlod det borgerkrigshærgede Libanon.
Vi skal lidt længere hen på Berlinalen for at finde de danske indslag:
● I Generation 14plus sektionen deltager den danske film ”From the Wild Sea”
● Danske TrustNordisk har også været med til at producere den norske komedie ”Ninjababy” der ligeledes vises i Generation 14plus sektionen.
● Og i Berlinalens serie-sektion deltager den nye, svensk-danske serie ”Snöänglar”
