Jeg vil starte denne anmeldelse med at komme med en uforbeholden undskyldning. Den er nemlig drevet af mine laveste instinkter.
Jeg har altid været fuldstændig forgabt i Salma Hayek, denne billedskønne, fyrrige mexicanske skuespillerinde. Og det er også grunden til, at jeg overhovedet gik ind for at se ”Hitman’s Wife’s Bodyguard”.
Det skulle jeg ikke have gjort. Selv ikke Salma’s skønhed opvejer de 100 minutter af mit liv, der på denne måde blev fuldstændig spildt.
Da forgængeren ”The Hitman’s Bodyguard” (2017) kom ud for fire år siden, blev den en kæmpesucces. Til trods for, at filmen egentlig ikke havde ret meget at byde på, blev folk fanget af samspillet mellem Ryan Renolds og Samuel L. Jackson.
Det gav naturligt nok dollartegn i øjnene på filmproducenterne, som straks satte produktionen af en to’er i gang. Men åbenbart uden at gøre sig den ulejlighed at sørge for et ordentligt manuskript – eller en ordentlig instruktør for den sags skyld.
Resultatet er lige som det gamle ordsprog om, at tomme tønder buldrer mest: Action alene for action-scenernes skyld bygget op om et vrøvlet, unødigt kompliceret plot og tilsat så mange klichéer og så meget plat, dårlig humor, at man gaber allerede få minutter inde i filmen og ikke stopper, før den er slut.
Historien starter, hvor forgængeren slap. Bodyguarden Michael Bryce har svært ved at finde tilbage til rollen som tresjernet livvagt efter begivenhederne med lejemorderen Darius Kincaid i ”The Hitman’s Bodyguard”.
Efter råd fra sin psykolog, der bare ønsker at slippe af med ham, tager han på ferie med den intention aldrig at blive bodyguard igen. Han bliver dog hurtigt opsporet af Darius kone Sonia, der vil have hans hjælp til at befri Darius fra mafiaen.
Lynhurtigt bliver trioen dog viklet ind i et kompliceret komplot styret af den græske milliardær Aristotle Papadopoulos. Han vil smadre den europæiske infrastruktur som straf for, at EU pålægger Grækenland økonomiske sanktioner (hvordan det skal hjælpe Grækenland melder historien intet om).
Og således fortsætter tåbelighederne for fuld, tåkrummende skrue. Ryan Reynolds, der ellers plejer at kunne tilføre sine figurer mere hjertevarme og dybde, tonser neurotisk rundt, mens Samuel L. Jackson konstant skyder, før han stiller spørgsmål og allerede passerer sit ”fuck” og ”motherfucker” nummer 100, før man er nået 20 minutter ind i filmen.
Og selv om Salma Hayek har et ordforråd, der ville få enhver sømand til at rødme og uden stop udspyr hidsige replikker som ”This is not a honeymoon, it is a shittymoon”, så hjælper det intet.
At hun, der i virkeligheden er 54, og Jackson, som er 73, skal agere skrukke, vordende forældre sætter blot prikken under i’et på en film, der hverken formår at skabe troværdighed eller mindste sympati om sine figurer. Her hersker kun dumheden.
Hitmans’s Wife’s Bodyguard – 100 minutter – USA – Patrick Hughes – Medvirkende: Ryan Reynolds, Samuel L. Jackson, Salma Hayek, Antonio Banderas, Morgan Freeman m.fl.
