“Mor, hvilket dyr spiser pølser?”
Sådan spørger den femårige finske pige Saila Kivelä på en gammel videooptagelse fra sin barndom kun få minutter inde i dokumentarfilmen ”Just Animals”. Ved siden af sidder hendes storesøster Mai. Begge piger er ved at spise en hotdog.
Den lille sekvens er en nøglescene i filmen, som den voksne Saila har skrevet og instrueret sammen med instruktøren Vasa Kuosmanen, og som havde verdenspremiere på CPH:DOX.
For som resten af filmen demonstrerer, er der sket meget siden dengang i 1993 for næsten 30 år siden. Begge søstre har erstattet hotdoggen med plantebaseret mad, og deres spørgsmål er blevet langt skarpere.
Begge er som voksne blevet hærdede dyrerettigheds-aktivister. Også selvom de bruger forskellige indgangsvinkler og metoder til at bekæmpe pelsdyr- og svineavl og mishandling af dyr.
Det er netop disse forskelle og hele selvransagelsen omkring ”kampen” og hvordan den skal udkæmpes, der gør ”Just Animlas” til en anderledes dyrevelfærdsfilm – og dermed interessant.
På den ene side står hardlineren Saila, der går efter direkte konfrontationer med fysiske aktioner mod avlerne. Og som har brugt år af sit liv på retssager, hvor anklageren ønskede hende idømt fængsel og tårnhøje erstatninger til sine ”ofre”.
På den anden side står den mere strategiske Mai, der i stedet har satset på en politisk karriere og platform til at fremme sine synspunkter. En kamp der kulminerer, da hun i 2019 bliver valgt ind i det finske parlament.
Undervejs sker der et brat stemningsskifte i filmen, som cirka indtræffer midtvejs. Den optimisme, som de to søstre oprindeligt følte i kampen for deres sag, og som var deres drivkraft, bliver erstattet af sløvhed.
Det gælder ikke mindst Saila, som bittert må erkende, at hendes handlinger ikke har haft den ønskede effekt. Efter retssagen forstår hun pludselig, at kun de landmænd, hvis gårde blev udsat for aktioner, blev ramt (én enkelt er endda endt med at begå selvmord). Derudover har stort set intet ændret sig: Produktionen af svin og svinekød fortsætter ufortrødent med alt for høj CO2-udledning og masseproduceret, antibiotikapumpet kød.
Sløvheden udvikler sig stille og roligt til ren psykoterapi, da Saila dykker endnu længere ned og begynder at stille skarpt på såvel sine egne metoder som hele dyrevelfærds-bevægelsen. Ikke målene i sig selv, men midlerne.
For Mai kommer selverkendelsen på en anden måde. Alle hendes forsøg på at ændre noget af politisk vej strander i politiske spilfægterier og kompromisser. Diskussioner om forbud mod drægtighedsbokse til søer blandes sammen med producent-interesser og omkostninger. Resultatet er, at der aldrig bliver plads for ægte diskussioner om dyrenes rettigheder. Og selv om det ikke er overraskende, at politik fungerer på denne måde, er det stadig deprimerende.
På den måde er ”Just Animals” en film om gode intentioner og brudte illusioner. Et intimt portræt af nogle mennesker der har helligt deres liv til en sag, men også med plads til en hvis forståelse for den anden side. De egentlige skurke er politikerne og systemet, der beskytter de store virksomheder og lader almindelige mennesker fortsætte på den måde, de altid har gjort.
Just Animals – 83 minutter – Finland – Instruktør: Saila Kivelä og Vesa Kuosmanen – Medvirkende: Saila Kivelä, Mai Kivelä m.fl.
