Filmanmeldelse: Antboy: Den Røde Furies hævn – Mere eftertanke og færre actionstunts

Antboy 2

4 popcorn

Det er altid lidt af en utaknemmelig opgave at lave en to’er i en filmserie. Hvis film nummer ét er et hit, skal man således kæmpe for at holde niveauet eller overgå den. Samtidig har film nummer ét den fordel, at den har nyhedens interesse og kan bruge tiden på at etablere seriens univers og personer. Film nummer to skal derimod retfærdiggøre sin eksistens fra starten, og det kan den kun, hvis den flytter sit fokus og forsøger at uddybe historien.

Det er denne opgave, som ”Antboy: Den Røde Furies hævn” skal løse, og det lykkes faktisk også for instruktøren Ask Hasselbach et langt stykke af vejen. Den nye Antboy er en dybere film end forgængeren med færre superheltestunts og mere eftertanke.

Efter at have besejret superskurken Loppen er Antboy mere populær end nogensinde. Pelle nyder livet som superhelt, men samtidig vil han bare gerne have tid til at blive kæreste med veninden Ida – og som alle ved har superheltejobbet det med at spænde ben for kærligheden. Man kan nemlig ikke kun redde verden fra 08.00-16.00, og så er det svært at få tid til at fortælle den anden, hvordan man føler.

Det hele bliver ikke bedre af, at den smarte, alternative, guitarspillende dreng Christian starter på skolen og også viser interesse for Ida. Her er nemlig en kamp, som Pelle må kæmpe uden hjælp fra Antboy.

Samtidig får Middellunds værste bøller Mark og Allan overmenneskelige kræfter. De bliver nu den forlængede arm for Loppen, der sidder indespærret på en sikret anstalt, og som ønsker hævn over ”Pissemyren”.

Og for at det ikke skal være løgn føler Antboys største fan – pigen Maria – sig overset af ham. Og da hendes far opfinder en usynlighedskappe, forvandler hun sig til superheltinden Den Røde Furie, og gør alt for at få Pelle/Antboy ned med nakken.

Pelle presses således fra mange sider og har stort set kun hjælp fra sin nørdede ven Wilhelm.

Selv om de ovennævnte konflikter er set før i andre superheltefilm, lykkes det fermt for manuskriptforfatterne og Ask Hasselbach at omsætte dem til dansk provinshverdag – kort sagt helt nede på jorden.

Denne trofasthed over for sit eget udgangspunkt og miljø er imidlertid både Antboy-seriens styrke og svaghed. Det bliver aldrig rigtig til mere end Bjarne Reuters ”Buster” iført kappe og hætte – hvilket understreges af, at Pelle med jævne mellemrum må tanke op med slik og sodavand for at bevare sine superkræfter.

Lige som i ”Antboy” er og bliver han først og fremmest en antihelt. Selv om den 14-årige Oscar Dietz fylder rollen ud, gør hans butkindede, androgyne, ikke særlig høje barnekrop, der endnu ikke ser ud til at have ramt puberteten, at man efterhånden har lidt svært ved at tro på romancen mellem ham og Ida – hvor sympatisk budskabet end måtte være.

Til gengæld gør både Ida, Wilhelm og Maria god fyldest på lærredet. Det er således godt set, at Maria, der kæmper med at være overset, udstyres med en usynlighedskappe, så man slet ikke kan se hende.

Så selv om den er mindre tempofyldt end sin forgænger, skal ”Antboy: Den Røde Furies Hævn” nok gøre lykke blandt yngre biografgængere i juledagene.

Antboy: Den Røde Furies hævn – 84 minutter – Danmark – Instruktør: Ask Hasselbach – Medvirkende: Oscar Dietz, Astrid Juncher-Benzon, Samuel Ting Graf, Amalie Kruse Jensen, Hector Brøgger Andersen, Nicolas Bro m.fl.