Det er ikke tit, jeg føler sådan. Men da jeg forlod biografen efter at have set Agnieszka Hollands på alle måder fremragende biopic over Franz Kafka, havde jeg lyst til at give hende et rungende ”Sådan!!!”. For hun har virkelig gjort det umulige
For det første har hun trodset det på alle måder utaknemmelige biopic-format. Groft sagt er biopic’en den vulgære, men nødvendige hyldest, som mainstream-filmkunsten yder til mere traditionel og sofistikeret kunst.
Af samme grund håner akademikere, snobber og filmanmeldere ofte disse film, og med god grund. Ikke mindst den måde, de elsker at forenkle verden og forvandle barndomstraumer til kreativ drivkraft. Alt sammen for at få den biopic’ede persons liv til at passe ind i en velordnet fortælling.
Men samtidig elsker vi dem i hemmelighed. Især de lidt klichéfyldte biopics, der er præcise nok til at udgøre den filmiske ækvivalent af en velredigeret Wikipedia-side.
Holland trodser imidlertid også det faktum, at Kafka egentlig er ret umulig at lave en biopic om. Hans liv var kort. Det gik i det store og hele upåagtet hen, mens det blev levet. Og det var på ingen måde specielt bemærkelsesværdigt. Kafka var en ydmyg embedsmand fra en middelklasse tjekkisk/jødisk familie i Prag. Han liv lignede på banal vis en frustreret måneskins-skrivers liv, mens han om dagen var fanget i et uinspirerende job i et forsikringsfirma.
Samtidig publicerede han kun meget få af sine kendte tekster, inden han døde som 40-årig af tuberkulose. Faktisk havde Kafka bedt sin ven Max Brod om at destruere alle hans skriverier efter at han døde. Det er kun fordi Brod i stedet smuglede dem ud af Tjekkoslovakiet forbi nazisterne og hele vejen til Palæstina, at det gik anderledes.
Så hvordan har Holland fået noget ud af disse håbløse odds?
For det første har hun klart indset faldgruberne ved konventionelle biopics. At de ofte ender som kedelige, formløse værker, hvis tingene fortælles i kronologisk orden. I stedet fortæller Holland historien om Franz Kafka i ikke-kronologisk orden som set gennem en gigantisk glasprisme. Scener fra barndommen veksler i ét væk med scener fra den voksne Kafkas liv og det nutidige Prag i den smukkeste symfoni.
Hun formår også at lave den indtil videre eneste Kafka-biopic, som dækker hele hans liv. Andre film har fremstillet ham som en figur fanget i samme absurde verdener, som han beskriver i sine tekster. For eksempel Steven Soderberghs Kafka (1991). Eller de beskriver kun små dele af hans liv, som George Maas’ The Glory of Life (2024)
Hollands kalejdoskopiske montage flakser rundt som et feberhedt sind mellem de forskellige dele. Men de uafbrudte tidsspring sker aldrig tilfældigt. Et eksempel er, da vi ser Kafkas far vil lære sin lille søn at svømme ved at smide ham i floden efter kun få lektioner. Han kan så enten svømme eller synke – og synker. Denne scene følges umiddelbart af et spring frem til nutiden, hvor turister står og beundrer den plet græs ved floden, hvor den voksne Kafka altid lå, når han havde været ude at svømme.
I det hele taget fremstiller Holland med fryd, hvordan den introverte, neurasteniske perfektionist Franz Kafka er blevet et ikon i det moderne Prag. Med Kafka-museum og alt fra burgerrestauranter, statuer og alskens turistfælder, der bærer hans navn.
Men disse nutidsbilleder sætter også ikonet i perspektiv. For eksempel da en museumsguide viser, hvordan hvert eneste ord, som Kafka skrev, opvejes af 10 millioner ord, som andre har skrevet om ham.
De mange prismeglimt danner tilsammen et fyldigt portræt af Kafka, der runder såvel hans intellekt, hans familieforhold, hans humor og hans komplekse følelsesliv.
En pæn del af filmens mere end to timers spilletid bruges således på at vise hans konfliktfyldte forhold med Felicie Bauer. En fjern slægtning af Brod, som Kafka mødte og friede til. Men kort før forlovelsen skulle annonceres, blev Kafka forelsket Felices bedste ven Grete Bloch og brød den. I begge tilfælde fungerede disse forhold bedst i glødende breve fra Kafka til de to kvinder. Det tætteste, han kom på et lykkeligt forhold, var en affære med den gifte journalist Milena Jesenska, få år før han døde.
Læg dertil et eminent valg af skuespillere. Fra Peter Kurth (kendt fra Babylon Berlin) som Kafkas dominerende, selvforherligende far Hermann Kafka, som Franz havde et evigt problematisk forhold til. Til Idan Weiss i rollen som Kafka. Han ikke blot ligner hovedpersonen, men ér i bogstaveligste forstand Kafka i hver scene og replik.
Resultatet er en mesterlig film og årets indtil nu langt mest interessante biopic.
TITEL: Franz
VARIGHED: 127 minutter
LAND: Tjekkiet, Polen, Tyskland, Frankrig og Tyrkiet
INSTRUKTØR: Agnieszka Holland
MEDVIRKENDE: Peter Kurth, Idan Weiss,Sandra Korzeniak, Katharina Stark m.fl.
