Et gribende drama.
Sådan står der i pressematerialet om den franske instruktør Nicolas Keitels nye film Pigen uden navn. Og de tre ord passer perfekt.
Lige fra første sekund bliver man grebet af Keitels fortælling. Og ikke bare sådan blidt trukket i ærmet. Filmen griber hårdt fat i dig og trækker dig helt tæt på. Så tæt, at du kan mærke hver lille følelse og følelsesskift.
Dramaet starter allerede i de indledende scener. 10-årige Marion bor sammen med sin elskede lillesøster Jeanne hos deres mor Catherine i det nordlige Frankrig.
Men en skæbnesvanger nat må hun gribe ind over for sin mors voldelige elsker. Hun går i panik og flygter over til sin far, der overtaler hende til at starte forfra under et nyt navn i Bruxelles.
Femten år senere lever den nu voksne Marion under navnet Louise i Paris. Her har hun skabt sig et navn som skribent med speciale i personlige interviews.
Men fortiden slipper ikke sit greb. Da hun opdager Jeanne på nettet – nu som sanger – bryder savnet ud i lys lue. Marion opsøger sin søster, der dog ikke genkender hende, og under påskud af at ville skrive en artikel om Jeanne og hendes musik, forsøger hun at komme tættere på hende.
Dermed bliver hun også konfronteret med sin mor, og langsomt trænger gamle følelser sig spørgsmål sig på.
Marion må nu træffe et afgørende valg: Skal hun lade Jeanne og Catherine leve deres liv i den tro, at hun er død, eller skal hun afsløre, hvem hun er, og måske ribbe op i gamle sår?
Svaret på det spørgsmål får man først i filmens allersidste scener. I de foregående 100 minutter har man været igennem en følelsesmæssig rutschetur orkestreret af tre fremragende kvindelige skuespillere.
Keitel har før udforsket temaet om splittede familie. Pigen uden navn trækker således både på hans tidligere værker og hans egen familiehistorie. Og et ønske om at fortælle en historie om barndomstraumer og deres konsekvenser, når man bliver voksen.
Men Keitel er ikke bare en god fortæller, der hellere under- end overspiller sine virkemidler. Det er også lykkedes ham at samle et perfekt trekløver.
Cécilie de France er gribende som moderen Catherine, der har brugt erfaringerne fra den skæbnesvangre aften til at stifte en organisation for voldsramte kvinder. Udadtil er hun en succes, men med dybe sår indeni over den tabte datter. En sorg som krakelerer i de sørgmodige øjne.
På samme måde spiller Salomé Dewaels helt ind under huden som Jeanne. En musiker på vej frem, der lever af mindre spillejobs på caféer og restauranter. Men indeni præget af usikkerhed og en undertrykt vrede over, at storesøsteren forlod hende. En vrede som hun retter mod sin mor som sylespidse bebrejdelser og lange perioder af tavshed. Der er noget vildt sårbart over hende – som et barn, der forsøger at være voksen, men inderst inde angler efter at blive trøstet.
De bliver dog begge overstrålet af Diane Rouxel i den altbærende hovedrolle som Marion/Louise. Som voksen har hun bygget en rustning op omkring sig selv, hvor ingen følelser slipper hverken ud eller ind. Og alligevel bryder hendes følelser hele tiden igennem – som regel ordløst og forankret i små bevægelser og blikke.
Keitel lader ofte kameraet gå helt tæt på Rouxels ansigt for at fange de mindste følelsesmæssige variationer: En mund, der gentagne gange tager tilløb til at sige en sætning. Øjne der bliver blanke eller slås ned. En tøven i hele ansigtsmuskulaturen. Det er disse ordløse scener med Rouxel, der er filmens stærkeste.
Rouxel har fordelen frem for de andre to, at hun alene kender sandheden – eller rettere, det troede hun, at hun gjorde, for også her tager filmen flere uventede drejninger undervejs. Og samtidig balancerer hun fuldstændig lydefrit mellem at være balanceret og drevet af en intens indre uro.
Der er nogle, som hævder, at livet er for kort til følsomme franske film. Jeg vil påstå, at det er for kort til lade være med at se dem, når de laves så mesterligt som her.
TITEL: Pigen uden navn
VARIGHED: 108 minutter
LAND: Frankrig og Belgien
INSTRUKTØR: Nicolas Keitel
MEDVIRKENDE: Diane Rouxel, Cécile de France, Salomé Dewaels m.fl.
