Filmanmeldelse: En fremmed flytter ind – Den sande historie om en løgn

En fremmed flytter ind

5 popcorn

”Det er min historie”

Sådan starter ugens mest utraditionelle filmpremiere ”En fremmed flytter ind”. Replikken leveres af 31-årige Amanda Midtgaard Kastrup, mens hun selvbevidst kigger ind i kameraet.

Og filmen ér virkelig hendes historie. Eller rettere en meget spektakulær del af den. Det er den fuldstændig autentiske – og dybt fascinerende – fortælling om, hvordan Amanda i 2009 blev forført og ført bag lyset af storcharmøren og storsvindleren Casper Rieber-Holm.

Hvis der allerede her ringer en klokke hos nogen, og de synes, at de har hørt både Amandas stemme og historien før, så er det rigtigt. Allerede i 2013 udgav podcast-duoen Third Ear et program med titlen ”I et forhold med”, hvor Amanda fortalte om mødet og sine 100 hektiske dage med Casper.

Nu har dokumentaristen Nicole Nielsen Horanvi så omsat historien til det store lærred. Resultatet er en blanding af fiktion og dokumentarisme, der er næsten lige så forunderlig som Amandas fortælling.

Alle roller i filmen – inklusive Amandas egen – spilles således af personerne selv. Kun Casper er ikke med, men portrætteres i stedet af skuespilleren Esben Dalgaard. Vi præsenteres derfor ikke for den virkelige Casper, præcis som Amanda heller ikke var klar over hans virkelige identitet, da hun mødte ham. Og sådan er der det ene virkelighedslag over det andet i denne meta-film, hvor instruktøren også selv optræder og kommer med spørgsmål og kommentarer.

Amanda kom oprindelig i kontakt med Casper på Facebook og efter lidt indledende skriverier mødtes de på Hovedbanegården. Amanda var på det tidspunkt alenemor til en femårig datter og boede med hende og en hund i en treværelses lejlighed i Hvidovre.

Hun blev hurtigt betaget af verdensmennesket Casper med en datter på Herlufsholm, sportsvogn og mystiske mobilopkald. Inden længe flytter han ind til hende, og nu følger 100 intense dages forhold henover nytåret 2011/2012. Et liv kombineret med hyggelige hjemmeaftener i Hvidovre, en festlig nytårsaften på Skodsborg Kurhotel og en romantisk solferie.

Og så en vinterdag i begyndelsen af 2012 krakelerer eventyret. Amanda bliver ringet op af sin bank. Hun opdager, at den mand, som hun var forelsket i, ikke er den, han udgiver sig for at være, men en af de største bedragere i Danmark, der har optaget en stor kassekredit og et stort lån ved at forfalske hendes underskrift.

Det fascinerende ved Horanvis film er, at Amanda har indvilget i at gennemspille sin egen historie igen, og at hun i den proces giver så meget af sig selv, at man får en masse mere kød og lag på personen end i podcasten.

Samtidig er det forfriskende, at Amanda ikke forfalder til offerrollen. Hun fremstår faktisk ret resourcestærk og gjorde blot den fejl at stole på den, hun var forelsket i – som vi alle er nødt til at gøre det, når vi møder et helt nyt menneske.

Amanda er da også langt fra Caspers eneste offer. Filmen krydres undervejs med andrefarverige eksempler på hans livslange svindelkarriere, og Amanda endte heller ikke i dyb kærestesorg, da sandheden gik op for hende. For som hun siger ”Han var jo et luftkastel, som jeg forelskede mig i.”

Det er filmens styrke, at vi også selv lader os besnære, selv om vi fra starten ved, at Casper er en svindler. Så når Amanda ærligt svarer, at hun aldrig anede uråd, så tror man på hende.

Horanvi slipper mesterligt og elegant fra at lade en professionel skuespiller agere over for amatører, og fra at afbryde sin egen film med indskudte kommentarer.

I det hele taget er alt lykkedes i ”En fremmed flytter ind”, der ud over at være et vellykket filmisk eksperiment også efterlader en med spørgsmålet om, hvor godt man overhovedet kender andre mennesker? Eller hvor let, det er blevet i vore dage at udgive sig for en anden på f.eks. de sociale medier.

Endelig en sand historie, der virkelig er en sand historie.

En fremmed flytter ind – 100 minutter – Danmark – Instruktør: Nicole Nielsen Horanvi – Medvirkende: Amanda Midtgaard Kastrup, Esben Dalsgaard Larsen m.fl.