CINEMADSEN SHORT 38

DANSK RAPSTJERNE I STORT COMEBACK I NY DANSK FILM
Efter flere års stilhed, er den danske rapstjerne Branco tilbage på musikscenen. Og det er et comeback med manér. Hans nye single ”Catch Up” har kunnet høres siden 5. september. Den er også titelnummer og soundtrack til den nye danske film ”Hood”, der har premiere i denne uge. På nummeret har Branco selskab af A36.  En af Sveriges største up-and-coming rappere, som for alvor har markeret sig på den nordiske musikscene. Sammen leverer de en hårdtslående lyd, der matcher ”Hoods” intense univers. “Catch Up” rammer præcis den energi, vi har ønsket at bygge ind i filmen – kompromisløshed, vilje og rå ambition. Det er et kæmpe scoop for os at have Branco og A36 med på rejsen,” siger Lina Csillag. Hun er instruktør på filmen, der er hendes spillefilmsdebut. A&R-konsulent Ali Sufi fra Warner Music Denmark er lige så begejstret. ”Vi fra er rigtig glade for at være en del af soundtracket til den nye spillefilm “Hood”. Der bliver ikke lavet så mange soundtracks til film længere. Derfor er vi glade for at holde den tradition ved lige. Og vi håber, at der bliver mere af den slags i fremtiden”, siger Ali Sufi. ”Hood” havde gallapremiere i Imperial den 3. september og får premiere den 11. september i biografer over hele landet.

Portræt Line Bilenberg

LINE BILENBERG MODTAGER ROSS PRISEN 2025
Publicisten og pressestrategen Line Bilenberg er blevet tildelt Ross Prisen 2025. Overrækkelsen af prisen skete i forbindelse med Filminstituttets årlige DOKDAG den 4. september. Roos Prisen blev indstiftet af Det Danske Filminstitut i 1995. Den gives til et filmmenneske, der over tid har gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats for dokumentarismen i Danmark. Prisen er opkaldt efter dokumentarfilmpioneren Jørgen Roos, og med hæderen følger 25.000 kr. Priskomiteen bestod af sidste års prismodtager Peter Albrechtsen, direktør for Filminstituttet Tine Fischer samt afdelingschef for Dokumentar på Filminstituttet Ane Mandrup. Komiteen ledsagede overrækkelsen af prisen torsdag aften med disse ord: ”Line Bilenberg har i adskillige år været en af de mest dedikerede professionelle publicister i dansk dokumentarfilm. Hendes ambitioner på dansk dokumentarfilms vegne er enorme, og igen og igen rykker hun grænserne for den omtale og samtale, en dokumentarfilm kan igangsætte. Hendes vedholdenhed er uden sidestykke. Uanset om det er en travl kulturredaktion, en lukket dør i et ministerkontor eller en tv-station, der forbereder en breaking news historie, finder Line en vej. Line er skarp til at analysere den enkelte dokumentarfilms potentiale for politisk samtale og forandring. Noget af det sværeste er at trænge igennem i det politiske system og få travle politikere i tale, men Line har en helt særlig evne til at få politiske ordførere til at forholde sig til en ny film. Og hun har journalistisk tæft. Hun kan finde nyhedskrogen og den politiske vinkel i en kunstnerisk dokumentarfilm, der har været mange år undervejs, og det er hendes fortjeneste, at så mange film får landsdækkende omtale på DR og TV 2.”

TRAILERPREMIERE PÅ NY SPILLEFILM MED DAR SALIM I HOVEDROLLEN
For få dage siden var det Flagdag for Danmarks udsendte. Samme dag blev traileren til den danske film ”Herkules Falder” udsendt. Dato-sammenfaldet var ikke tilfældigt. Filmen handler nemlig om at være sendt ud som soldat i en krigszone, og de omkostninger det fører med sig. Den danske soldat Youssef er præget af en indre uro efter mange udsendelser og mange år i krig. Tilbage i Danmark kæmper han for at tilpasse sig det civile liv og rollen som familiefar. Men efter en voldsom hændelse i hjemmet må Youssef forlade sin familie og rejse til den lille, afsides ø Strynø, hvor han sammen med andre veteraner og omgivet af naturen skal finde sig selv igen. Da en af hans gamle soldaterkammerater pludselig dukker op, truer det med at trække Youssef tilbage i krigens mørke. Nu står han over for sit livs sværeste valg: Vil han vende tilbage til slagmarkens velkendte kaos? Eller finde styrken til at blive far igen?
”Herkules Falder” har Dar Salim i hovedrollen, som den danske soldat Youssef. Derudover medvirker en håndfuld tidligere veteraner, som alle har det til fælles, at de har været udsendt for Danmark. Filmen er instrueret af Christian Holten Bonke, som har lavet flere dokumentarfilm tidligere., men som her får sin spillefilmsdebut. Du kan se traileren til filmen her:  https://youtu.be/BG6N3h-VgYY ”Herkules Falder” har premiere den 20. november 2025.