Berlinalen dag 5 – Død i Sarajevo

Berlinalen 2016 dag 5

Der er mange måder at se verden på.

Tag nu for eksempel gårsdagens tyske film i hovedkonkurrencen, den østtyske Anne Zohra Berracheds ”24 uger”.

Der er ingen tvivl om, at den hjerteskærende historie om et par, der venter deres andet barn og får at vide, at det har både Downs Syndrom og en alvorlig hjertefejl, rørte filmjournalisterne. Det behøver man bare kigge rundt på de mange tårevædede ansigter i salen for at slå fast.

Men kigger man på anmeldelserne af filmen i dag, er mange af dem alligevel forbeholdne. Nogle mener ikke, at den ledende kvindelige skuespiller er dygtig nok, andre at historien er fortænkt, og at manuskriptet overdriver ved at lade fosteret fejle to ting. Endelig konkluderer filmbladet Screen, at alene det, at filmen beskæftiger sig med så kontroversielt et emne som abort, vil gøre det vanskeligt at få den solgt og udbredt på en lang række markeder.

Man kan altså konstatere to ting. For det første, at der er stor forskel på at bedømme en film ud fra sine følelser eller ud fra sit intellekt, og at det er svært at slå fast, hvilken af de to, en filmanmelder bør benytte sig af. Måske begge dele, for har en film sejret, hvis den er teknisk og fortællemæssigt flot, men ikke har rørt én? Eller hvis den rører én, men lider under store huller i fortællingen, dårligt skuespil m.m.?

Uanset filmanmeldernes dom er jeg imidlertid stensikker på, at ”24 timer” også vil få tårerne frem hos danske biografgængere, hvis den får premiere herhjemme.

Den anden ting, man kan konstatere er, hvordan en film også er underlagt markedskræfterne. At der set ud fra et økonomisk og markedsmæssigt synspunkt åbenbart er klare grænser for, hvilke emner og temaer en film kan tillade sig at tage op, hvis den skal kunne sælges bredt internationalt.

To selvindlysende sandheder måske, men alligevel tankevækkende, når man som filmanmelder er på filmfestival og skal bedømme filmene så objektivt, man som subjektivt menneske kan.
Skal man i øvrigt tro samme Screen, bliver det den fransk-italienske film ”Fuocoammare”, der lørdag aften løber med guldbjørnen. Hele fem ud af de otte medlemmer af Screens anmelderjury har således givet den de maksimale fire stjerner.

Hvis det sker, vil det være et oplagt valg, fordi det passer ind i Berlinalens politiske profil i år om at sætte fokus på flygtninge.

Men der mangler endnu at blive vist otte film i hovedkonkurrencen, så feltet står fortsat fuldstændigt åbent.

Death in Sarajevo

DEATH IN SARAJEVO

Man skal ikke mange minutter hen i den bosniske manuskriptforfatter og instruktør Danis Tanovics nye film “Death in Sarajevo”, før det går op for en, at man befinder sig i et allegorisk landskab, og at det hotel, som hele filmen foregår på, blot er et symbol på Europas tilstand i al almindelighed.

Filmens handling afvikles over en enkelt hektisk dag den 28. juni 2014 – præcis 100 år efter, at anarkisten Gavrillo Pricio skød og dræbte den østrigske tronfølger Ærkehertug Prins Ferdinand og hans kone, som få dage efter førte til udbruddet af 1. Verdenskrig.

På taget af det store hotel diskuterer et tv-reporter og en historiker om der var tale om mord eller kamp mod de østrigske undertrykkere. Længere nede i stueplan kæmper hotellets direktør for at forhindre medarbejderne i at strejke, hvilket vil sende det allerede gældsplagede hotel ud i ruin. En stor EU-delegations ankomst er udset til at være dets redningsplanke, så derfor får gangsterne, der driver hotellets stripklub i kælderen frie hænder til at banke de strejkende på plads. Imens er 100-års jubilæets franske hovedtaler ankommet og installeret i hotellets fornemmeste suite, hvor han øver sig i sin tale om Bosniens og Herzegovinas historie og betydning for Europa.

Dette er blot nogle af de mange tråde, der krydser hinanden – tråde der hver især repræsenterer forskellige lag i det bosniske lag og EU. På den måde fremstår hotellet som et manisk mikrokosmos, hvor kameraet ofte følger de enkelte personer på deres labyrintiske vej gennem korridorer, værelser, kontorer, elevatorer, lobby, køkken og vaskekælder, mens de snakker undervejs.

Det er et klogt træk fra instruktørens side, som forsyner filmen med et indbygget tempo og dynamik. Kameraet bliver aldrig dvælende længe hos en enkelt person, men væver ubesværet alle tråde sammen og får afviklet historien på blot 85 minutter.

”Død i Sarajevo” er inspireret af Bernhard –Henri Levy’s skuespil ”Hotel Europe” (2014), som består af én lang monolog leveret af en skuespiller alene på scenen. Denne skuespiller var franskmanden Jacques Weber, der også spiller rollen som hovedtaler i filmen.

Efterhånden som filmen skrider frem, får man dog også lidt følelsen af, at man først har fået ideen med at omsætte skuespillet til film og derefter har forsøgt at tilpasse historien og personerne til dette concept.

Trods det håndholdte kamera og filmens anvendelse af realtid, er det som om, der ikke er nok på spil til at skabe en ægte thriller eller ægte politisk drama til trods for, at instruktøren prøver at pebrer det hele op med eksplosive ingredienser – narko, våben, gangstere og hævngerrige fascister.

Det når dog heldigvis aldrig at blive kedeligt. ”Death in Sarajevo” fremmaner et billede af et land, med dybtliggende indre konflikter og historiske traumer, som forsøger at skabe en nutid uden at have en social sammenhængskraft, og som skuer mod resten af Europa med lige dele håb og skepsis.

Eller som tv-reporteren kynisk konstaterer: Intet attentat ville ændre noget i dag.

Death in Sarajevo – 85 mnutter – Frankrig, Bosnien og Herzegovina – Instruktør: Buch Danis Tanovic – Medvirkende: Jacquez Weber, Snezana Vidovic, Izudin Bajrovic, Vedrana Seksan m.fl.