Sig det med dans på film på 60 sekunder

60 seconds dance 2016 01

Tiden tikker nedad i den årlige online dansefilm-konkurrence ”60secondsdance”. Lørdag den 9. april udløber fristen således for at stemme i årets konkurrence og være med til at bestemme, hvem der skal vinde førsteprisen på 1.500 euro.

Tiden tikker også ned på lærredet. I en verden, hvor mange film har svært ved at sige det kort, har ”60seconddance” fundet deres helt eget koncept og helt egen niche: At sammensmelte dans og film og fortælle historien på præcis 60 sekunder.

Kort fortalt handler det ikke bare om at vise noget bevægelse, men om at benytte filmmediets virkemidler til at forstærke dansefortællingen. Dermed opstår en spændende hybrid, hvor film og dans fører hinanden rundt.

Bag projektet står fire partnere fra hvert sit land: Dansehallerne/ScreenMoves fra Danmark, den finske Loikka Dance Film Festival, den svenske ScreenDance Festival og norske DansiT/Multiplié Dance Festival. Mens Danmark, Finland og Sverige har været med før, er nordmændene først kommet med i år.

Lige som de øvrige år rummer den danske top 10 en række fascinerende eksempler på, hvad dans og film kan gøre for hinanden:

I ”KEREN” stilles de provokerende spørgsmål ”Hvorfor har vi brug at vide, hvem vi er? Hvordan vi ser ud? Og hvordan vi opfattes? Spørgsmålene bruges som afsæt for at sætte køn og udtryk i spil – visualiseret ved en kvindelig danser, der langsomt pakker sine fysiske kønstegn væk og dermed neutraliserer sin egen kønsidentitet.

Black on White” tager til gengæld sit udgangspunkt i animationsfilmen og opererer udelukkende i en sort/hvid verden. På den hvide baggrund danser en flimrende sort silhuet rundt og rundt til musikken, og dens stoflighed står i skærende kontrast til filmens stramme komposition og det diagonale frøperspektiv.

isla” leger også med kontrasterne. To kvinder bevæger sig rundt om og med hinanden på en strand og en mole. De fremstår på samme tid som en enhed og som to individuelle objekter, der skiftevis fanger og spejler hinanden. Samtidig benytter filmen en række baglæns spillede klip og leger på den måde med tiden.

I ”how to disappear completely” bruges split screen effekten til at dele den dansende hovedperson i en række fragmenter, der både fungerer uafhængigt, men også som en samlet enhed. På den baggrund opstår en næsten Melies-agtig magi – et slags kombineret spejlkabinet og trylleæske der skiftevis lader de forskellige dele af personen forsvinde og dukke op igen, mens en sløret silhuet står bag en rude og banker på for at komme ind.

The knowledge between us” er en titel, der skal opfattes meget bogstaveligt. To asiatiske mænd står ude i naturen adskilt af en bunke bøger. Som sekunderne tikker, bevæger de sig op mod hinanden, men hele tiden med bøgerne som fysisk skillelinie. Er det akrobatik? Eller er bøgerne en metafor for en følelsesmæssig og/eller verbal grænse mellem de to mænd? Døm selv.

Dobbeltheden går igen i ”Fractals”, der fortæller sin poetiske historie via en masse små klip. Samtidig er de koordineret med musikken, så trommeslagene fungerer som markør for en række jumpcuts og ud- og indzoominger. På den måde skabes en særegen dynamik, hvor klippene i sig selv udfører en form for dans.

I ”Pe en Né” udnyttes split screen effekten endnu engang. Det starter med tre billeder af to hænder i forskellige positioner, der langsomt formerer sig. Til slut er skærmen fyldt ud med 81 hånd-billeder, der på skift forgår og genfødes i en ny håndpositur. Et smukt eksempel på, hvordan enkeltdelene tilsammen skaber en fascinerende helhed.

En mand og en kvinde bevæger sig mod hinanden i en korridor. Hvad sker der, når de mødes? Kaster de sig ud i et intenst, lidenskabeligt dansemøde, hvor kroppene vrider sig om hinanden? Eller er dansen kun udtryk for deres indre tanker, og vælger de i stedet at passere hinanden uden at stoppe op? ”Perhaps?” stiller spørgsmålet, men lader det være op til tilskueren at komme med svaret.

Titania III” er på en og samme tid et stykke filmhistorie og en gribende smuk danseoplevelse. Her ser man 100-årige danske Nini Theilade genopføre sin rolle som fedronningen Titania i Max Reinhardts film ”En skærsommernats drøm” fra 1935. Til tonerne af Mendelsohns musik smelter de mellemliggende 80 år væk, og Theilades krop får i dansen sin egen dynamik og ynde.

Endelig i “An Asch Meal” kombineres dans og film effektivt med psykologi. Ni mennesker sidder på række ved et bord og spiser og skåler med nøje indstuderet synkronitet – lige til én vælger at bryde den fælles koreografi. Filmen er opkaldt efter den polske gestalt-psykolog Solomon Asch, der var kendt for sine sociale eksperimenter, hvor han viste, hvordan gruppepres former ens meninger og handlinger.

10 film. 10 forskellige opskrifter på, hvordan man kan integrere film og dans i hinanden. Og 10 muligheder for at pege på en vinder.

CineMadsen kan kun opfodre til, at man går ind på www.60secondsdance.dk og bruger 11 minutter af sit liv på dels at se filmene, dels afgive sin stemme

Vinderne af dette års konkurrence bliver i øvrigt afsløret på Cinemateket i København torsdag den 21. april.