Filmanmeldelse: Wherer to Invade Next – Michael Moore på sprudlende morsom mission i Europa

Where to invade next

5 popcorn

Det er efterhånden et par måneder siden, at Thomas Vinterberg kom på forsiden af de danske medier på grund af sine udtalelser på Berlinalen. Vinterberg skammede sig over den danske flygtningepolitik, hvilket faldt en del for brystet.

Få dage efter gjorde den amerikanske instruktør Michael Moore det samme som Vinterberg i en noget utraditionel åbningstale til gallapremieren på sin nyeste film ”Where to Invade Next”, der nu kan ses i de danske biografer.

Fra sin sygeseng i USA havde Moore indtalt en videohilsen, der blev vist før filmen. Her udtrykte han beundring over, hvordan blandt andet Tysklands første Reaktion på flygtningestrømmen var at åbne deres hjerter over for mennesker i nød.

Han undskyldte samtidig, at Europa er nødt til at rydde op efter de problemer, som USA har skabt ved sin militære indblanding i Mellemøsten de sidste 15 år, som har destabiliseret hele regionen og dens infrastruktur.

Åbningstalen blev både mødt med latter og bragende klapsalver fra salen – noget der gentog sig talrige gange, mens filmen blev vist. Og med god grund. ”Where to Invade Next” er nemlig en sprudlende, polemisk og meget vittig film forklædt som europæisk rejseguide.

Præmissen er typisk for den amerikanske instruktør. I filmens startscene indkaldes Moore af den samlede hær- og sikkerhedsledelse i USA for at komme med et godt råd til, hvad de skal gøre for at omsider at vinde en krig. I stedet for flere invasioner tilbyder Moore at agere enmandshær og ”invadere” land efter land i Europa og beslaglægge deres bedste ideer til, hvordan USA kan blive et bedre land.

Italien er det første land, og her opdager en måbende Moore, at italienerne har op til otte ugers betalt ferie om året, to timers middagspause hver dag og meget favorable barselsvilkår, uden at det går ud over produktionen. Noget der må virke nærmest uforståeligt i USA, hvor det er op til den enkelte at forhandle sig frem til ferie, og hvor flertallet må nøjes med to uger.

I Frankrig opdager Moore, hvordan staten betaler for ægte kvalitetsmad til skolebørnene. I Finland, hvordan hemmeligheden bag verdens bedste skolesystem er, at eleverne ikke har lektier, slipper for nationale tests og i øvrigt har korte skoledage.  I Portugal at dekriminaliseringen af narkotika ikke har fået narkoforbruget til at eksploder. På Island hvordan de ansvarlige finansfolk for landets økonomiske krise rent faktisk blev retsforfulgt. Og i Norge, hvordan en human behandling af fanger fører til, at langt færre kommer ud i ny kriminalitet.

Det hele sættes i perspektiv via klip, som viser, hvordan tingene foregår i USA – og europæernes tilsvarende måben over dette.

Det behøver vel ikke at siges, at sammenligningen hver gang falder ud til Europas side, og at Michael Moores turistagtige rejse rundt under høj sol får det til at virke som om, at himlen på jorden befinder sig alle andre steder end i USA.

Moore nøjes heller ikke med Europa, men laver en afstikker til Tunesien, hvis rettigheder for kvinder – modsat i USA – er skrevet ind i landets forfatning.

Som vanligt manipulerer Michael Moore lystigt med sit stof. Han indrømmer også, at landene i Europa selvfølgelig også har deres egne problemer at slås med, lige som det hører med, at filmen er optaget, inden flygtningekrisen ramte kontinentet.

Alligevel er hans film – som altid – både underholdende og dybt tankevækkende. Moore er måske ikke noget sandhedsvidne, men han er meget dygtig til at stille spørgsmål til, hvorfor verden ser ud, som den gør – og om den behøver at se sådan ud.

Where to invade next – 120 minutter – USA – Instruktør: Michael Moore – Medvirkende: Michael Moore og en lang række euroæere.