Filmanmeldelse: The Lady in the Van – Maggie Smith i Oscar-præstation som posedame

The Lady in the Van

5 popcorn

Engelske filmskuespillere er som udsøgte årgangsvine – de bliver kun bedre med alderen. Og den mest udsøgte af dem alle er Maggie Smith, der i ”The Lady in the Van” sætter kronen på sin gloværdige karriere.

Vel at mærke en rusten og ildelugtende krone skjult under snavs og slidte plasticposer. For Maggie Smith er kvinden i bilen, en posedame på hjul som hutler sig gennem tilværelsen i bydelen Camden Town i det nordlige London.

Den hjemløse kvinde Mary Shepherd ruller ind på Gloucester Crescent – en sammenspist middelklasseenklave af kunstnere – i 1973, og parkerer sin bil ved fortovskanten. Fra starten udfordrer hun beboernes liberale generøsitet med sine ublu krav og misantropiske tågesnak. Hun er specielt følsom over for klassisk musik. Hun jager kvarterets børn, når de øver sig på deres instrumenter. Og hun møder alle spørgsmål om hendes tilstedeværelse i gaden med religiøse tirader om, hvordan skæbnen har forudbestemt hende til at være lige her, og udtalelser som ”Jeg er en syg kvinde, muligvis døende”.

Samtidig får Gloucester Crescent en anden nytilflytter i form af forfatteren Alan Bennett, der med sin arbejderbaggrund og velbevogtede homoseksualitet er lige så meget en outsider i kvarteret som Shepherd. Langsomt – og meget tøvende – opstår der en form for åndsfællesskab mellem posedamen og forfatteren. Da nye regler gør det umuligt for hende at parkere i gaden længere, tilbyder han, at bilen i stedet kan holde i hans indkørsel. Hans gestus er drevet af lige dele social skyld og dårlig samvittighed over, at han har alt for lidt kontakt til sin egen gamle mor.

Shepherd tager imod tilbuddet, men i vanlig stil uden at sige tak. Tværtimod understreger hun, at hun har masser af andre tilbud, og at ordningen kun er midlertidig, hvorefter hun bliver holdende i Bennetts indkørsel i de næste 15 år.

Hendes manglende taknemmelighed drevet af stolthed bliver hendes varemærke under det årelange ophold hos forfatteren. Samtidig er Bennett i evig dialog med sit eget forfatter alter-ego om, hvorfor han finder sig i Shepherds uforskammetheder. Filmen beskriver på mesterlig vis forholdet mellem disse to introverte personer på hver deres side af fattigdomsgrænsen, og hvordan Bennett med museskridt får afdækket Mary Shepherds fortid, og hvad der har drevet hende til at ende som hjemløs. Har hun for eksempel været en berømt koncertpianistinde og senere nonne, som hun påstår? Og hvem er den mystiske mand, som med jævne mellemrum opsøger hendes vogn?

En af de fantastiske ting ved ”The Lady in the Van” er, at den et langt stykke af vejen bygger på en sand historie. Allan Bennett er en kendt britisk forfatter, og filmen er optaget i Gloucester Crescent i det hus og den indkørsel, hvor han lod Mary Shepherd bo i 15 år. Efter hendes død i 1989 skrev Bennett først en bog om hende ”The Lady in the Van” og siden et meget populært teaterstykke, hvor Maggie Smith spillede hovedrollen.

Nu 16 år senere glider hun ubesværet ind i rollen igen. Dette er den Maggie Smith vi alle elsker, som forener det maniske med en tilintetgørende skepsis over for sine omgivelser. En person som vi har set hende spille igen og igen – senest som ”enkedronning” i TV-serien Downton Abbey – men her forsynet med en hudløs skrøbelighed, der viser den enorme bredde i hendes talent. Trods de miserable rammer hviler der en aura af værdighed omkring Mary Shepherd og en uigennemtrængelig integritet. Smiths posedame er en veritabel naturkraft, der aldrig lader andres venlighed gå ustraffet hen. Hun skaber på en forbløffende måde mening med både sin egen situation og andres manglende evne til at gribe ind og kunne såmænd sagtens være en ”enkedronning”, som det er gået skidt for.

På samme måde personificerer Alex Jennings rollen som Alan Bennett – eller rettere begge rollerne som Bennett. En af de ting, der adskiller filmen fra teaterstykket, er således, at Bennett-figuren er splittet i to: Forfatteren og den ”ægte” Bennett. De to er i evig dialog/skænderi med hinanden og fremstår som et gammelt, fasttømret ægtepar. Forfatteren bebrejder således den ægte Bennett, at han lever så kedeligt et liv, at han (forfatteren) er nødt til at hente inspiration fra andres liv til sine skriverier. Og da den ægte Bennett inviterer Shepherd til at parkere i indkørslen, afstedkommer det rullende, himmelvendte øjne fra hans alter ego.

Konstellationen med de to Bennett-figurer kunne nemt have fået filmens troværdighed til at kollapse, men som alle engelske komedier bygger ”The Lady in the Van” på det excentriske i sine karakterer. På den måde passer Bennetts cardigans, hans manerer og evige tekop i hånden perfekt ind i helheden.

Mod slutningen kammer det en anelse over for ”The Lady in the Van” og en himmelfærd, der ikke lader kirkeklokkerne i Lars von Triers ”Breaking the Waves” noget efter, falder til jorden.

Det rører dog ikke ved hovedindtrykket: At ”The lady in the Van” er et lille, funklende mesterværk både filmisk og menneskeligt. En af den slags fortællinger, der får en til at blive fascineret over verdens mangfoldighed og generøsitet. Og med et par uforglemmelige hovedpersoner, der snildt burde gøre Maggie Smith fortjent til en tredje Oscar.

The Lady in the Van – 104 minutter – England – Instruktør: Nicholas Hytner – Medvirkende: Maggie Smith, Alan Bennett, Jim Broadbent, George Fenton, Deborah Findlay m.fl.