Filmanmeldelse: Walesa håbets mand – Elektrikeren der blev polsk folkehelt

Walesa håbets mand

4 popcorn

Jeg har mange gange i denne blog kritiseret biografiske film. Anklaget dem for at snuble og lave et overfladisk sammendrag af anekdoter frem for at nå ind under huden på det menneske, der bliver portrætteret.

Men ikke denne gang. Veteran-instruktøren Andrzej Wajda’s film om den polske elektriker og fagforeningshelt Lech Walesa er nemlig noget så sjældent som en vellykket biografisk film.

Nu er Wajda jo heller ikke hvem som helst. Polsk films grand old man har tidligere med stor succes skildret Polens historie. Det gjaldt både ”Katyn” (2007) om Katyn-massakren i 1940 – hvor Wajdas far i øvrigt selv blev dræbt – og hans klassiske værker ”Marmormanden” (1977) og ”Jernmanden” (1981).

Ja faktisk kan man sige, at han slutter ringen, idet ”Jernmanden” handlede om fagforeningen Solidaritets første gennembrud i 1980 og viste Walesa både med virkelige billede og via en skuespiller.

Denne gang har han så fokuseret 100 procent på Lech Walesa. Filmens rammefortælling er en rekonstruktion af et berømt interview mellem Walesa og den berømte og knivskarpe italienske journalist Oriana Fallaci.

Interviewet fandt sted i den lille lejlighed i Gdansk, hvor Walesa boede alle år sammen med sin kone Danuta og deres store børneflok. Det var på alle måder et møde mellem to stærke viljer, hvad Walesa da også påpeger i starten af interviewet, hvorefter han afvæbnende foreslår, at de forsøger at være flinke ved hinanden.

Resten af tiden skifter filmen mellem interviewscenerne og flashbacks, som skildrer Walesas liv fra 1970 til 1989.

Man ser et gråt og forarmet Polen i 1970, hvor det trækker op til strejke på skibsværftet i Gdansk. Lech Walesa forlader lejligheden og Danuta, som på det tidspunkt er højgravid med parrets første barn. Det bliver til en voldsom konfrontation mellem de strejkende og myndighederne, som sætter massivt ind med både politi og militær. En af Walesas kolleger får foden knust af en tank. Selv bliver han arresteret, mens han forsøger at dæmpe gemytterne.

Det efterfølgende forhør på politistationen er en klassiker i intimidering. Spørgsmålene hagler ned over Walesa fra alle sider, mens hans opmærksomhed skiftevis afledes af den skarpe lampe og gennembankede demonstranter, der i en lind strøm slæbes forbi lokalet. Til sidst er han villig til at underskrive hvad som helst for at slippe væk og finde ud af, hvordan fødslen er gået.

Han bliver dog ved med at stikke næsen frem. Op gennem 70’erne bliver det til talrige arrestationer, lige som Walesa bliver fyret fra sit arbejde på skibsværftet. Det forhindrer dog ikke, at han tager styringen ved den store strejke på skibsværftet i 1980, der hurtigt breder sig til resten af landet og fører til dannelsen af Solidaritet.

Senere i 1982 bliver han fængslet under undtagelseslove i en længere periode. Og året efter får han tildelt Nobels Fredspris. Walesa turde imidlertid ikke forlade Polen for at modtage den. Han var bange for, at han ikke ville blive lukket ind i Polen igen og endte derfor med at sende Danuta.

Trods sine 88 år er der Absolut ikke nogen træthed at spore i Andrzej Wajdas film , der tværtimod sprudler af fortælleglæde. ”Walesa – Håbets mand” giver et meget troværdigt tidsbillede af Polen i 70’erne og 80’erne, hvad end det gælder gadebillederne, Walesa-familiens lejlighed eller politiets forhørslokale.

Samtidig bruger Wajda jævnligt arkivfotos, hvor Walesa er klippet så fermt ind, at man tror, det er ægte.

Handlingen veksler hele tiden mellem strejkerne og Wallesas politiske arbejde og hans forhold til Dsanuta og børnene.  Man oplever hvordan han arresteres med sin spæde søn, hvorefter en kvindelig betjent forbarmer sig og giver sig til at amme barnet i cellen. Men ser ham ømt vaske Danutas fødder, og hvordan hun til sidst får nok og siger fra over konstant at have lejligheden fyldt med folk fra Solidaritet, hvorefter han sætter et skilt på døren med, at der er udbrudt tyfus. Og endelig følger man, hvordan Walesa gentagne gange lægger sin vielsesring og sit ur på køkkenbordet, før han går ud til sit politiske arbejde.

Alt dette kan selvfølgelig være anekdoter eller ren opdigt fra Wajdas side, men det er med til at give Walesa et menneskeligt ansigt.

Det hjælper også gevaldigt, at Wajda har ladet Robert Wickiewicz spill hovedrollen. Wickiewicz minder i det ydre om den virkelige Walesa, og tegner et portræt af en mand, der vil magten og brænder for at skabe forandring. Han er skeptisk over for intellektuelle, men samtidig selv en trænet strateg, der ikke er bange for at sætte hårdt mod hårdt.

På den måde er ”Walesa – Håbets mand” klart den bedste biografiske film i år. Og skulle det blive Wajdas sidste – han nærmer sig trods alt 90 – så er det er en værdig måde at afslutter en bemærkelsesværdig karriere.

Walesa – Håbets mand – 127 minutter – Polen og Italien – Instruktør: Andrzej Wajda – Medvirkende: Robert Wickiewicz, Agnieszka Grochowska, Maria Rosaria Omaggio m.fl.