Filmanmeldelse: Spiderman: Into The Spiderverse – Fejende flot animation og fortælling. Det er som at bevæge sig i en tegneserie

Spider-Man - Into The Spider-Verse

5 popcorn

Efter at være blevet præsenteret for hele tre forskellige Spider-Man-serier i løbet af de sidste 15 år i biograferne, hvoraf den sidste serie endnu ikke er afsluttet, føles det efterhånden som én lang repetition: Teenagedreng/ung mand bides af edderkop og får ekstraordinære kræfter, som han så skal forvalte på ansvarlig vis mod diverse superskurke.

Derfor skal der lyde et kæmpemæssigt bravo til skaberne bag den nye animationsfilm ”Spider-Man: Into The Spider-Verse”.

Ikke nok med, at de fuldstændig har ignoreret ethvert tilløb til edderkoppe-metaltræthed blandt publikum ved ikke blot at fordoble, men femdoble antallet at Spider-Man universer inden for den samme historie. De har også skabt en film, der er befriende frisk, sjov og visuelt nyskabende.

Teenageren Miles Morales er træt af at gå på en prestigefyldt skole i en helt anden del af, end der hvor han bor. Han vil hellere hænge ud med sin rebelske og kriminelle onkel Aaron.

Da han en dag følger med Aaron ned i en nedlagt subway-tunnel for at lave et grafitti-værk bliver han bidt af en radioaktivt udseende edderkop. Og allerede næste dag i skolen får Miles de samme symptomer og ekstraordinære kræfter – som vi kender fra Peter Parker: Ekstra styrke og fart, øgede sanser, evnen til at udspy spind og kravle på vægge. Plus et par ekstra bonusevner herunder at kunne blive usynlig. Og de nye evner kaster ham med det samme ud i akavede situationer.

Miles vender tilbage til subway-tunellen for at finde edderkoppen. Her overværer han, hvordan den virkelige Spider-Man forsøger at stoppe den Goliath-udseende superskurk Kingpin fra at åbne en portal mellem forskellige dimensioner. Da Spider-Man/Peter Parker bliver dræbt under forsøget, er det op til Miles, der kun lige er begyndt at lære, hvordan han kan styre sine nye evner, at forhindre Kingpin i at ødelægge verden.

Han får dog uventet hjælp af fem meget forskellige Spider-Man udgaver fra andre dimensioner, der er blevet suget ind i vores verden, da portalen var åben. De skal nu sendes tilbage igen, inden portalen ødelægges. De fem Spider-Man udgaver tæller en ældre, lettere kvabset version af Peter Parker, en Gwen Stacy Spider-Woman, en sort/hvid Spider-Man Noir, en anime-stiliseret Peni Parker pige og en fuldstændig tegneserieagtig Spider-Gris.

Hvis nogle allerede her fornemmer, at den nye film er tættere ved sit tegneserie-udgangspunkt, end de sidste 15 års Spider-Man film, så er det helt korrekt. ”Spider-Man: Into The Spiderverse” omfavner lystigt comic-verdenen både indholdsmæssigt og visuelt.

De to hovedkræfter bag filmen er succesduoen Phil Lord og Christopher Miller, der blandt andet står bag ”21 Jump Street” (2012) og ”The Lego Movie” (2014). Deres intention har været at, filmen skulle føles som at bevæge sig inde i en tegneserie. Derfor har de indarbejdet 60-70 år gamle tegneserie-teknikker i et moderne filmsprog.

Processen har taget tid. Det tog således et års forsøg, før de havde 10 sekunders film, som så ud, som de gerne ville, men ventetiden har kunnet betale sig. Ikke siden Pixar lancerede ”Toy Story” (1995) og dannede skole for en hel generation af animationsfilm, har der været en animeret film, der virker så nyskabende som denne. Man føler virkelig, at man ser på noget, som man ikke har set på før.

I alt nåede man op på at have 142 animatorer i swing for at få filmen klar til tiden. Det er det største animationshold, som Sony Picture Imageworks nogensinde har brugt på en film, og de mange animatorer har knoklet for at give de forskellige Spider-Man udgaver og verdener hvert deres udtryk.

På den måde er ”Spider-Man: Into The Spiderverse” et visuelt overflødighedshorn, som er en fryd for øjnene fra start til slut. Og det slutter ikke her.

Ved at introducere Spiderverse-universet med de mange parallelle dimensioner, har Lord og Miller skabt en unik og meget inkluderende verden, hvor enhver i princippet kan blive Spider-Man – og hvor man som tilskuer køber præmissen om, at det er sådan, det er. Den radioaktive edderkop bed Peter Parker og Miles Morales, men det var ikke, fordi de var specielle. Det kunne være sket for alle.

Filmens inkluderende stemning omfatter også hovedpersonen selv. Som barn af en afroamerikansk far og en mor fra Puerto Rico er Miles den første mørke person, der trækker i Spider-Man kostumet. Men modsat for eksempel Marvels ”Black Panther” (2018) handler ”Spider-Man: Into The Spiderverse” ikke om race eller hudfarve. Miles’ baggrund er på den måde uvæsentlig, fordi historiens hovedbudskab netop er, at vi alle kunne være Spider-Man.

Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk et revolutionerende budskab for en ny generation af unge, der står på spring for at identificere sig med Marvels mest populære superhelt.

Med ”Spider-Man: Into The Universe” har vi fået en ny, frisk indgang til Spider-Man universet, og man håber allerede på en fortsættelse.

Spider-Man: Into The Spider-Verse – 117 minutter – USA – Instruktører: Bob Persichetti, Peter Ramsey og Rodney Rothman – Medvirkende (stemmer): Lue Dittman Støvelbæk, Lars Mkkelsen, Anette Støvelbæk, Nikolaj Lie Kaas, Julia Sofie Aastrup m.fl.