Filmanmeldelse: Cold War – Gudesmuk film om tilværelsens ulidelige lethed i Polen

Cold War

seks popcorn

Der er mange måder at bedømme en film på. For eksempel er der ingen tvivl om, at Pawel Pawlikowskis nye film ”Cold War” er en af årets smukkeste film rent visuelt.

Pawlikowski leverede den helt store triumf, da han i 2014 vandt en Oscar for ”Bedste udenlandske film” for sin forrige film ”Ida” om en katolsk nonne, der udfordrer sin tro.

Den polske instruktør er selv erklæret katolik, men hans nyeste projekt er endnu mere personligt, idet ”Cold War” er dedikeret til hans forældre, der har samme navne som filmens hovedpersoner.

Lige som ”Ida” starter ”Cold War” i Polen, som er låst fast i den kolde krig. For at promovere folkekunsten også på et politisk plan, bliver det besluttet at opbygge et mazurka-kompagni.

Ved filmens begyndelse i 1949 er kompagniet i gang med at erhverve nye, talentfulde dansere og sangere rundt omkring i landdistrikterne. Den unge talentfulde og temperamentsfulde Zula går til audition. Hun bliver hurtigt bemærket af kompagniets karismatiske leder Wiktor, der trods hendes blakkede fortid får hende med i truppen.

Det bliver indledningen på en to årtier lang kærlighedshistorie, der udspiller sig på tværs af landegrænser i både Polen, Berlin, Paris og Jugoslavien. Og hvor Wiktor og Zula må se sig ført sammen og adskilt lige så meget af den kolde krig, som af deres egne ambitioner: Zula drømmer om at blive kompagniets stjerne, mens Wiktor i stedet længes efter friheden og livsstilen i den vestlige verden.

Som nævnt er ”Cold War” en ubetinget smuk og billedskøn oplevelse fra start til slut. Filmen er skudt i sort/hvid og præsenteres ligesom ”Ida” i det gammeldags 4:3 format. Fotografen Lukasz Zahl har skabt ren, visuel filmmagi med skarpe billeder i perfekt symmetri og balance. Og samtidig er både billederne og det sort/hvide format med til at skabe et perfekt tidsbillede af koldkrigs-Polen.

Men hensyn til den centrale kærlighedshistorie, så er jeg mindre overbevist – eller rettere berørt.

Det er altid farligt at trække på alt for personligt stof, som Pawlikowski gør her. Han har selv beskrevet sine forældres forhold som ”En lang katastrofe”, der først endte med begge død i 1989 kort før murens fald.

Det står da også hurtigt klart, at titlens kolde krig ikke så meget er en krig på landkortet som mellem to hjerter, der hverken kan leve med eller uden hinanden. Og af et forhold, der mere er kendetegnet ved gensidig mistro end kærlighed.

Selv om “Cold War” rent narrativt er en lineær fortælling, der bevæger sig fremad tidsmæssigt – og ofte springer flere år frem i tid – er det som om, at kærlighedshistorien køber i ring uden at komme ud af stedet.

Denne fornemmelse understreges af den gennemgående folkesang ”Mazowsze’s Dwa serduszka” (To små hjerter) om to mennesker, som ikke må få hinanden. Sangen slår, i forskellige arrangementer, temaet an igennem filmen, både længslen i adskillelsen og den bittersøde glæde i samværet. Men lige så hjerteskærende sangen er, lige så lidt kommer man ind ordentligt ind under huden på deres kærlighed, så man kan engagere sig følelsesmæssigt i forholdet – først og fremmest, fordi de selv har præcis samme problemer med virkelig at give sig hen til hinanden:

”Tro på dig selv” råder Wiktor hende, hvortil hun svarer ”Det gør jeg – det er dig, jeg ikke tror på”. Og sådan går tilværelsens ulidelige polske lethed sin skæve gang i samtlige filmens godt halvanden time. Måske er det bare sådan, som vi allerede har erfaret fra for eksempel ”La La land” (2017), at jazz-spillende og -syngende parforhold bare er for kølige til at kunne holde.

Tomasz Kot spiller den elegante, men også lidenskabsløse Wiktor med en følelsestilbageholdenhed, så man nogen gange får lyst til at skrige. Joanna Kulig er til gengæld et vild, svingende følelsesmæssigt pendul, hvis temperatur konstant skifter, og som erobrer scenen og tilskuernes blik med en magnetisk kraft som var hun en europæisk udgave af Jennifer Lawrence. Kulig har for længst gjort sig bemærket i film som Elles (2011), Ida (2013) og ”De uskyldige” (2016).

”Cold War” vandt fuldt fortjent prisen for ”Bedste instruktør” i Cannes. Smukkere afslutning på filmåret 2018 kan man dårligt tænke sig.

Cold War – 88 minutter – Polen, England og Frankrig – Instruktør: Pawel Pawlikowski – Medvirkende: Tomasz Kot, Joanna Kulig m.fl.