Filmanmeldelse: Nerve – Er du en spiller eller en tilskuer?

Nerve

4 popcorn

Nogle gange rammer en film tidsånden klokkerent, som det for eksempel er tilfældet med Henry Joost og Ariel Schulmans nye teenagethriller ”Nerve”.

De to stod også bag den tankevækkende dokumentarfilm ”Catfish” (2010), der udfordrede myten om, hvorvidt man overhovedet kan regne med folks identiteter på nettet.

Denne gang dykker de endnu længere ned i den mørke side af internettet, helt derned hvor det kan være svært at slippe ud igen, og hvor modstanderne er ansigtsløse profilnavne.

Hovedpersonen er den selvudslettende og generte gymnasieelev Vee (Emma Roberts), der bor alene med sin mor (Juliette Lewis), og drømmer om at forlade barndomshjemmet i New York bydelen Staten Island og starte på en kunstskole i Californien.

Vee er veninde med den væsentligt mere frembrusende Sidney (Emily Meade) og ser hovedrystende til, da Sydney melder sig til det andrenalinpumpende online-spil Nerve. Her kan man enten være spiller eller tilskuer. Spillerne skal udføre forskellige udfordringer, som tilskuerne stiller dem, hvorefter der sættes penge ind på deres konto. Dette forsætter til der kun er to spillere tilbage i finalen, og forlader man spillet i utide, taber man alt.

Da Vee melder sig som spiller, fordi hun vil bevise over for Sidney, at hun ikke er kedelig, starter hun en farlig spiral. Den første udfordring fører hende sammen med den hemmelighedsfulde Ian (Dave Franco), og den spirende romance mellem dem, gør dem hurtigt til online-stjerner (var der nogen, som hviskede Hunger Games her?).

I takt med at opgaverne går fra pinlige til døsensfarlige går det op for Vee, at Ian skjuler noget i sin fortid, og at hun nu er nødt til at vinde for at redde både sig selv og sin mors fremtid.

Det uhyggelige ved ”Nerve” er, at man uden problemer kunne forestille sig sådan et fænomen finde sted. De sociale medier spiller allerede en enorm rolle i manges liv, og filmen ridder ind i biograferne lige oven på Pokemon Go bølgen.

De to instruktører får dygtigt splejset dynamikken i online-spillet, hvor man overvåges overalt, med den bankende puls fra New York. Resultatet er et af de mest vellykkede forsøg på at fusionere den virtuelle og virkelige verden, som endnu er set i biografen.

Det hele smager kraftigt af Fluernes Herre, for i spillets verden er det tilskuerne, der bestemmer reglerne og ”stikkere får kniven”.

Juliette Lewis har taget turen fra ung ikonisk morder i Natural Born Killers (1994) til hårdtarbejdende mor, der samtidig er i sorg over at have mistet sit ældste barn og nu overbeskytter sin datter. Hun har ikke voldsomt meget at arbejde med, men får det optimale ud af rollen.

Filmens helt store trækplaster er dog 25-årige Emma Roberts, der uden problemer spiller den 17-årige Vee. Hun ejer et af disse ansigter, som man bare kan blive ved og ved at kigge på i alle dets facetter, og som ejer hver eneste scene, hun er med i.

Når romancen mellem Vee og Ian således føles ægte, skyldes det først og fremmest Roberts’ evne til at forvandle den sky gymnasiepige til en vovehals, der også følelsesmæssigt tør sætte noget på spil.

”Nerve” har potentiale til at blive en hel lille kultfilm, for de 10-17 årige, der er dens kernemålgruppe, og som helt sikkert vil stille sig selv spørgsmålet: Er du en spiller eller en tilskuer?

Nerve – 96 minutter – USA – Instruktør: Henry Joost og Ariel Schulman – Medvirkende: Emma Roberts, Juliette Lewis, Emily Meade, Dave Franco m.fl.